Det er særligt to detaljer, der gør Nicolais nye køkken på få kvadratmeter vellykket
Nicolai Larsen har både truffet helt sikre, klassiske valg – og helt vilde og utraditionelle valg, da han renoverede sin lejlighed. Kig indenfor i et hjem med hvide vægge, røde vinduesrammer, brunt loft, knaldgrønt spisebord og masser af personlighed.

HER BOR Nicolai Larsen (27), visual merchandiser.
HVOR Nicolai bor i en 63 kvadratmeter stor lejlighed i en bygning fra 1913 på Islands Brygge.
PÅ BILLEDET Nicolai har sat lejligheden i stand fra ende til anden – især køkkenet har fået den helt store tur.

Der stod potentiale skrevet med store bogstaver ud over de slidte rum, da Nicolai Larsen købte lejligheden på Islands Brygge i København. Og de 63 kvadratmeter har da også fået den helt store tur.
– Fordelingen af rummene var god ligesom den smukke bygning og dens gode placering, men derud- over var lejligheden gammel og havde ikke været rørt i mange år, husker han.
– Hvert lille hjørne er blevet lavet om. Jeg har næsten lavet det hele selv med en masse hjælp fra venner, familie og især min handy-man-far. Det seneste projekt var køkkenet, hvor min far og jeg har væltet og bygget vægge samt rykket vand og gas, fortæller Nicolai.
Køkkenet har været igennem en totalrenovering, hvor der blev plads til at tilføje en hjemmebygget bænk foran vinduet. Én lille genistreg, der gør det muligt ikke blot at være i køkkenet for at kokkerere, men også i mere selskabeligt og hyggeligt regi.
Køkkenet er blevet udstyret med nye, enkle fronter, der ligesom væggene er i tidløse, lyse toner for at skabe et roligt flow.
– Jeg har valgt en lys grå-beige vægfarve, der går igen i alle rum undtagen badeværelset. Det giver en smuk, neutral base, hvor jeg kan lege med farver på vinduer, døre og loft, fortæller han.
Nicolai er nemlig langt fra bange for at svinge malerpenslen og skabe små, sofistikerede farvenedslag, som det knaldgrønne spisebord og køkkenets anden genistreg: det røde vindue og døren, der giver blikfang og personlighed uden at fylde.
Men mere rolige nuancer er også velkomne.
– Loftet i soveværelset har jeg valgt at give en brun tone for at skabe en rolig og hyggelig hulestemning, og den røde på køkkendør og -vindue afspejler farven på alle vinduerne i vores gård, siger Nicolai.
Farver i delikate doser
Nicolai er da heller ikke i tvivl om, hvordan han vil beskrive sin stil.
– Fuld af farver, glæde og en masse sjove fund. Derudover er min stil et kærlighedsbrev til det og dem, jeg elsker, med fund fra ferier og oplevelser, arvede ting, kunst og håndarbejde af venner og familie og sjove fund fra genbrugsbutikker, fortæller han.
– Det gør mig glad, at jeg kan kigge på alle de ting, jeg har, og knytte små historier til; hvem der hjalp med at male eller samle møbler, de skøre loppemarkeder og butikker, de er fundet i, eller hvem jeg har fået eller arvet tingene af. Men selv om hjemmet er fyldt med farver, arvestykker og fine fund, er der et gennemgående, roligt flow, og det er langt fra tilfældigt.
– Jeg elsker små, unikke fund, men vælg et par statements og farver til hvert rum, på den måde undgår man, at det bliver for rodet, forklarer han.
PÅ BILLEDET Spisebordet har Nicolai købt på Dba.dk og malet. Den grønne farve giver liv til den ellers nedtonede farvepalet. De klassiske Folkestole er også købt på Dba.dk, mens vasen er fra Hay og frugtskålen i metal er fra @droemmeslottet, som er Nicolais kærestes butik.

NICOLAIS YNDLINGSITEM
– Murano-lampen over mit spisebord er klart min favorit lige nu. Jeg fandt den på et loppemarked i Rom alt for billigt og måtte slæbe den med hjem i håndbagagen.

BORDFARVE Go Green fra Flügger
PÅ BILLEDET Wow! Nicolais grønne spisebord skaber virkelig blikfang i stuen. Gør ham kunsten efter – du kan nemt ændre farven igen, når du får lyst til nyt.

Væglamperne fra Foscarini er købt på Dba.dk og stolen fra Hay, mens plaid og pude er fra Kristina Dam Studio.

VÆGFARVE Sand Shade 1 fra Flügger
BORDFARVE Sand Shade 3 fra Flügger
PÅ BILLEDET Nicolai har rammet sofakrogen ind med et gulvtæppe fra Hay. Gardinerne er fra Ellos Home, spejlet fra Ikea og puffen fra Hay. Sofabordet er derimod hjemmebyg, som Nicolai har malet i en mørkere tone af vægfarven.


Messingbuen er fra Kristina Dam Studio og skålen fra Villeroy & Boch.


VÆGFARVE Sand Shade 1 fra Flügger
LOFTSFARVE Streets of Japan Brown fra Color Connaisseur
PÅ BILLEDET Nicolai har skabt en rolig atmosfære i soveværelset ved at male loftet i en dyb brun.

NICOLAIS BEDSTE INTERIØRTIPS
– Brug farver og materialer, du elsker og bliver glad af i hverdagen, og find et sweetspot mellem nye og brugte ting, det skaber den fineste balance i hjemmet. Brug den eksisterende arkitektur i rum- mene - det handler om at fejre de små detaljer, der er unikke for ethvert hjem.
PÅ BILLEDET Væglamperne er begge vintagefund, mens natbordet er fra Montana og sengetøjet fra Juna.

NICOLAIS FAVORITLØSNING
– Bænken i køkkenet og måden jeg har fået skjult fjernsynet og klædeskabet bag gardin i soveværelset. Det giver den smukkeste taktilitet og gemmer alle de grimme, praktiske ting.
PÅ BILLEDET Glem ikke tekstiler! Brug gardiner, sengetøj, puder og plaider til at understrege din farvepalet. Spejlet er et gammelt Ikea-spejl købt hos @droemmeslottet, mens gardinerne er fra Arne Aksel.

Morgenkåben er fra Hay og knagerækken fra Broste Copenhagen, Nicolai har spraymalet den brun, så den passede til farveskalaen i rummet. På natbordet fra Montana står en lysestage fra Hay, en æske fra @droemmeslottet og en lille skål, som er et arvestykke.

Små ting har også betydning. Spraymal fx rammen på dit spejl, eller mal trærammerne omkring din kunst i fine farver.

NICOLAIS YNDLINGSSPOT
– Jeg elsker at sidde på bænken i det røde vindue i køkkenet. Der bliver drukket mange kopper kaffe og taget mange gode snakke i køkkenet – det har jeg med hjemmefra min farmor.

Nicolai har totalrenoveret køkkenet. Som kontrast til de lyse køkkenfronter fra Reform har han malet både døren og vinduesrammen i en dyb, rød nuance. Det lille bord er fra Kristina Dam Studio.

Basen er enkel og lys, når Nicolai indretter. Det gælder også køkkenet. Pendlen er fra Hay og plakaten over bordet fra Bygning A.

VÆGFARVE Sand Shade 3 fra Flügger
DØR OG VÆGFARVE Raspberry Road fra File under Pop
PÅ BILLEDET Frem med penslen. Har du mod på det, kan et vindue, en dør, et loft eller et gulv i en cool kulør virkelig gøre en forskel i et rum.


NICOLAIS BEDSTE DIY-TIP
– Spring ud i det. Farver kan altid males over, huller kan altid fyldes, og alt kan laves om. Jeg tænker ikke alt for meget over, om billederne hænger helt perfekt, eller om jeg kan lide farven om 5 år. Jeg kan altid lave det om.
PÅ BILLEDET I samarbejde med sin far har Nicolai bygget en integreret bænk foran vinduet i køkkenet. Vintagekanden er købt på Dba.dk og keramikæblet på et loppemarked, mens elkedlen er fra Alessi.


Nicolai mikser arvestykker, nye køb og loppefund, når han indretter. Det gælder også servicet. Den blå saltskål er lavet af Camilla Skov og den broderede stofserviet fra Broste Copenhagen.

De store skåle er fra Hay, fadet og peberkværnen loppefund og den lille, blå saltskål af kunstneren Camilla Skov.

Knagerækken er fra Broste Copenhagen, håndklædet strikket af Nicolais moster og viskestykket fra et marked i Napoli.


