Det er svært at afgøre, om vi er mest vilde med Marias DIY-spisebord eller Ikea-hack reol

Maria har en helt særlig evne til at få simple ting til at se eksklusive ud, og hendes instagram bugner af lækre DIY-løsninger, hvor de fleste sager er skabt af mdf-plader og maling.

© mariamwabala

I et perfekt afbalanceret beige univers bor denne uges instagrammer Maria Mwabala, som driver intagram-profilen af samme navn.

Sammen med sin mand, Peter, har hun på bare 70 kvm formået at skabe et hjem, der afspejler stil og personlighed gennem en masse genbrugsfund og utallige hjemmelavede møbler, som spænder fra deres unikke spisebord til kunsten på væggen.

Parret bor i en ældre murstenslejlighed i Kolding, og da de endnu ingen børn har, er de tilfredse med de 70 kvm, de har til at udfolde deres kreative ideer på.

Læser du med her kan du få DIY- og genbrugsguruens bedste indretningstip på budget og høre mere om, hvordan parret skabte deres unikke spisebord til under 1000 kr.

© mariamwabala

**Hvad er tanken bag din Instagramprofil, og hvad vil du gerne opnå med den?

  • I starten gjorde jeg mig ikke nogle bestemte tanker om min profil, men langsomt indså jeg, hvordan jeg kunne bruge platformen til at dele og inspirere af mit indretningsunivers, fashion og hverdagens op- og nedture, som jeg ellers normalt ville holde mere for mig selv.

  • Jeg elsker det netværk, jeg har fået herinde. Det er ligesom at finde sammen med nogle veninder, som deler samme interesser som en selv, og som altid hepper på dig!

En opgradering af Ikeas 'Billy'-reol fylder bagvæggen smukt ud med en masse figurer, vaser og bøger. Den fine, bløde stol er fra Sofacompany, magasinholderen er fra Aytm, og lamperne er fra Hübsch.

© mariamwabala

Den lækre daybed er et genbrugsfund, puderne er h&m, og maleriet er en kreation lavet af Maria.

© mariamwabala

Her får vi et kig til reolen, som er blevet malet i en dyb brunlig nuance.

© mariamwabala

*Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?
Jeg håber, at folk oplever vores hjem som varmt og åbent, der viser personlighed gennem vores mange DIY-projekter, som min mand og jeg har lavet sammen. Vi elsker at investere i mennesker, og der er ALTID en god kop kaffe klar hjemme hos os (med masser af mælkeskum). I vores hjem er der plads til at hænge ud, flyde i sofaen med benene oppe eller tage en lur på daybed’en, hvis man har brug for det. Selvom der er masser af keramik og fine pynteting (fordi det absolut er det, jeg samler mest på), så er det aldrig noget, som har kostet en formue, og derfor finder vi også en stor ro i, at hvis noget uheldigvis skulle gå i stykker, så kan vi sige
’pyt’.*

**Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?
Vores gamle gulve med malerrester på, som ovenikøbet også er skæve. Men samtidigt, synes jeg også, at det har sin charme. Men jeg vil da ikke ligge skjul på, at nyslebne gulve er mere end velkommen.

**Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?
Det er helt klart hvilken stemning og vibe, jeg vil have, at rummet skal have. Skal det være drømmende, levende, vildt, personligt eller noget andet? Jeg visualiserer rummets muligheder af farver, møbler, tekstiler og så videre, så det passer til det udtryk og den stemning, jeg ønsker.

Fletstolen er arvet og har fået en omgang hvid maling.

© mariamwabala

Sofaen er fundet på genbrug til bare 200 kr. For at give sofaen et mere hyggeligt udtryk er der tilføjet puder fra h&m og et tæppe fra Georg Jensen. Gulvtæppet er fra Ikea, og sofabordet er fra Hübsch.

© mariamwabala

Et lille kig ind i det fine vitrineskab, som er placeret i stuen. Her ses en masse af Marias gode genbrugsfund.

© mariamwabala

Bambusreolen er fundet i den genbrug, hvor Marias far arbejder som frivillig. Lampen er fra Flying Tiger til 30 kr.

© mariamwabala

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Vores seneste køb er to ekstra nye Billy reoler, som skal forlænge vores reolsystem, så den fylder hele bagvæggen. Det er simpelthen blevet så godt! Vi har malet væg og reol i samme farve og selv skåret mindre plader af mdf, så vi kunne skabe dybde og spil i reolen. De afskårne mindre plader får reolen til at synes dyrere og mere eksklusiv. Jeg vil selv kalde det for et Ikea-hack, da jeg synes vi formår at opgradere nogle ret simple og billige reoler til noget nyt, anderledes og mere iøjnefaldende. Det har taget tid at male alle reolerne, men det har SÅ meget været det hele værd.

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Det må være vores DIY runde spisebord, som min mand og jeg selv prøvede at designe. Jeg kan tydeligt huske, at vi flere aftener i streg snakkede om hvilken form foden til bordpladen skulle have, og til sidst kom min mand med den fantastiske ide, at foden skulle være sekskantet. Jeg kunne ikke være mere enig, også fordi det var en fod vi ikke havde set så mange andre steder. Det var en sjov proces at være en del af sammen med vores gode ven og tømrer, som var til stor hjælp med at skære mdf-pladerne ud og samle bordet, så vi selv kunne behandle og male bordet efterfølgende. Jeg er stolt af bordet, fordi det er blevet til for under 1000 kr., og fordi det skaber en hyggelig atmosfære om bordet med vores gæster, som vi før savnede.

Bordet er hjemmelavet, stolene er fra Marias barndomshjem, og lampen er fra Housedoctor. Malerierne har Maria selv lavet.

© mariamwabala
© mariamwabala

Hylden med dertilhørende spejl, som er den ideelle løsning til en mindre gang er fra Hübsch. Loftslampen er endnu et genbrugsfund, og bordlampen er fra Flying Tiger.

© mariamwabala
© mariamwabala

**Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Jeg er en kæmpe genbrugsguru. Jeg kan simpelthen ikke gå ned i byen uden at gå alle genbrugsbutikker igennem. Jeg elsker at se alle de muligheder og brugte møbler, som kan opgraderes på den ene eller anden måde. Du kan nemt finde billige og interessante møbler på genbrug, som kan blive helt geniale med lidt kreative hænder. Du kan finde malingen frem og male møblet i den farve, du ønsker, du kan give dit skab nye greb i messing, finde finurlige nipsting, der skiller sig ud, stel i forskellige farver, lampeskærme i forskellige udtryk og prints. Det behøver absolut ikke at være dyrt. Brug din fantasi og prøv dig frem - du bliver altid klogere.

**Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
De fleste kommentarer og henvendelser jeg får er vores frisvingerstole med fransk flet, som vi selv har spraymalet i både sort og beige. Igen elsker vi at opgradere, og her har vi givet stolene et nyt og mere klassisk look. Jeg elsker dem, fordi mine forældre selv havde de her fletstole, da de var unge, og jeg som barn hele tiden kravlede ind under dem, og i dag sidder jeg selv på dem, når jeg spiser. Mon ikke en skønne dag i fremtiden vores eget barn kommer til at kravle rundt indenunder dem? Det er lidt hyggeligt, synes jeg.

**Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?
Det må være vores runde spisebord og nogle af vores frisvingerstole. Jeg er ret sikker på, at begge dele er tidsløse elementer, som jeg til hver en tid ville kunne integrere i vores indretning og hjem.

Seng- og sengegavl er fra Ikea. Sengetøjet og puderne er fra Complimentsdesign, og kunsten på væggen er fra Aboutcuts.

© mariamwabala

Klædeskabet i soveværelset var parret ikke særlig glade for, men efter at de fik påsat lister og gav det en gang maling, så det fik et mere herskabeligt look, er de blevet ret tilfredse med det.

© mariamwabala

På endevæggen i soveværelset hænger en smuk lysestage og et spejl, som begge er fra Moodings.

© mariamwabala

**Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Hvis jeg ikke skulle tænke på penge, som i slet ikke tænke på det, så ville det helt klart være et nyt køkken. Jeg elsker alle vores rum, men vores køkken kunne trænge til noget kærlighed. Det er ulempen ved at bo til leje, at det ikke er alt man får lov til at forvandle selv.

**Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?
Nu når jeg hverken må male vores køkkenlåger eller renovere det på anden vis, så vil jeg give mig i kast med folie. Det skulle være mere skånsomt for lågerne og stadigvæk give et pænt resultat. Det kan jeg slet ikke vente med. Det skal nok blive godt! Jeg sidder allerede og overvejer hvilken farve, det skal være.

**Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
Der er mange små bolig-instagramprofiler, der inspirerer mig. Men jeg vil særligt fremhæve Diana Mwabala, min svigerinde, fordi hun tænker ud af boksen og ser muligheder fremfor begrænsninger, og så fordi hun bor i det mest hyggelige og smukke hjem med mange fine og praktiske detaljer. Den næste jeg virkelig synes fortjener noget larm er Josefine Jacobi Schrøder, fordi hun har flair for æstetik og altid kan integrere de fineste nipsting i indretningen, som hun ofte har fundet på genbrug. Og så tror jeg ikke, jeg kender en, der har så mange bøger på deres smukke store reol. Jeg lover dig, det ser fantastisk ud!
Jeg vil også rigtig gerne fremhæve Matlan Thihlum, fordi hun formår at skabe de mest hyggelige rammer for hendes lille familie. Hun er så dygtig til at skabe balance og ro med varme toner og med smukke vaser og keramik.