Kunsten flytter ind
Med sine 250 kvadratmeter og mere end fire meter til loftet er lejligheden større end de fleste. Og det skal udnyttes, synes Lis. Så da sønnen Charlie skulle konfirmeres, blev festen holdt i lejligheden, og i stedet for at bede gæsterne om at smide skoene, malede hun gulvet bagefter. Lis var da heller ikke betænkelig, da hun blev spurgt, om hun ville holde en såkaldt ‘Kunstsalon’, som er en offentlig kunstudstilling i et privat hjem.
– Det er en helt særlig, meget smuk lejlighed, og den fortjener at blive set. Jeg ville gerne dele den med andre, og jeg ville gerne invitere kunsten indenfor. Det var også en måde for mig at komme i kontakt med andre på den danske kunstscene efter 13 år i Australien, fortæller Lis, der selv arbejder som kunstner.
I forbindelse med udstillingen blev mere end hundrede værker fra 30 kunstnere sat op på væggene i lejligheden, og så var dørene ellers åbne i en uge.
– Det var en superspændende, men også intens oplevelse at få omdannet mit hjem til en kunstudstilling. Der kom omkring tusind mennesker bare på en weekend, men det var utroligt positivt og livsbekræftende at mærke andres begejstring over min lejlighed, kunsten og indretningen. Jeg har faktisk fået lyst til at bruge mit hjem til andre ting og kunne godt finde på at arrangere koncerter eller digtoplæsninger her, fortæller Lis.
PÅ BILLEDET Det store spisebord og loftslampen ‘Long John’ er fra Casashop, mens gulvtæppet er fra Ikea, Kubusstagen fra By Lassen og den brune vase fra Skagerak. Neonværket på endevæggen er af Nat Bloch Gregersen.