"Efter vi har malet stuen, kommer der mange kommentarer på valget af vægfarve"

Kit og familien på i alt fire bor på bare 86 kvadratmeter. Men med en afstemt farvepalet og sans for fine detaljer bliver det ikke for indeklemt.

familie
© @kit_borne

På trods af at Kit Borne, kæresten Thomas og deres to døtre, Annabell og Oliva, bor på bare 86 kvadratmeter, indeholder deres lejlighed på Vesterbro både hygge, diy-projekter og ikonisk, dansk design.

Vi er vilde med de mange skønne billeder af Kits familie, men også med hendes brug af sarte farver, nips og friske blomster i indretningen af deres fælles hjem. Vi synes, at du skal have mulighed for at lære hende af kende, for hun er en oplagt tilføjelse til dit feed!

Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?

Jeg bruger min profil til at vise de små øjeblikke i min hverdag. Jeg vil sige, at min profil er som en slags dagbog. Den bærer præg af vores bolig og i særdeleshed vores elskede børn, som selvfølgelig er en stor del af min hverdag.

Beskriv din bolig- og indretningsstil.

Vi har en nordisk stil, som er præget af godt dansk design, familiearvestykker og nogle unikke ting fra vores rejser, som minder os om en masse gode ting. Og så min kærestes og mine håndværksmæssige kreative indslag.

Hvad inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg bliver inspireret af vores rejser og ofte gennem andre kreative og dygtige mennesker på internettet, eller som jeg kender. Blandt andet er vores underbo arkitekt, og hun er super god til at finde på løsninger på, hvordan man udnytter boligen endnu bedre, eller hvordan man får plads til en familie på fire på få kvadratmeter.

Generelt synes jeg, at noget af det vigtigste er, at man selv føler sig hjemme og glæder sig over at åbne sin hoveddør.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Nye puderbetræk fra Lingeparticulier og Aiayu til sofaen, som er købt i en lille hyggelig indretningsbutik på Istedgade.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Tag noget med hjem fra dine rejser, som fortæller en historie, og som genskaber de gode minder. Man kan også altid gå på loppemarked, der er så mange hyggelige rundt omkring i sommerhusområderne for tiden, og tit er der lige noget, som kan gøre hjemmet unikt. Inden jeg selv køber loppefund, spørger jeg altid ind til, hvor det stammer fra, og om der er en historie bag. Så synes jeg også det bliver endnu sjovere at eje det og fortælle historien videre.

Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?

Vores stue kan mange gode ting og er fællesrum for hygge, leg og afslapning på sofaen. Der kommer et fantastisk lys ind, da der er en kæmpe gårdhave overfor os, og derfor har vi ikke umiddelbart nogle naboer tæt på. I stuen har vi minder fra rejser og familien, og en dejlig sofa som hele familien flyder i. Om vinteren tænder vi op i brændeovnen, og det giver en særlig varme og rolig stemning, som vi holder meget af.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?

Efter vi har malet stuen, kommer der mange kommentarer på valget af farven på væggen. Stuen er malet i 'Simplicity Greige' fra Nordsjö, og den er jeg særligt vild med for tiden, da den har en varm, grå farve og dermed skaber en hyggelig stemning.

Jeg får også tit søde kommentarer på pigernes børneværelse og de forandringer jeg laver derinde. For mig skal deres værelse altid indbyde til kreativt og et legende univers. Selv derinde rummer værelset arvestykker, og for nylig fik vi et gammelt karlekammerskab hjem, som bliver brugt til pigernes tøj. Skabet stammer fra min kærestes familie, hvilket jeg er ret vild med.

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Mest af alt drømmer jeg om flere kvadratmeter, som jeg kan indrette. En smuk villa med sildepaket i alle rum, et nyt køkken, højt til loftet og masser af sjæl.

Lige nu og her drømmer jeg om otte nye Savbukkestole fra Hans Wegner. Jeg elsker hans smukke og tidsløse design.

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

For mig er det vigtigt, at farverne i vores hjem er med til at skabe den atmosfære, som vi ønsker.

Jeg vælger primært rolige nuancer og farver. Når der skal nogle mere markante farver ind i hjemmet, prøver jeg at indføre det i de små ting. Det kan fx være puder, nips eller friske blomster, som nemt kan skiftes ud.

Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år?

Det er blevet en hobby for mig både at indrette vores eget hjem, men også andres. Jeg er blevet meget mere sikker og stilbevist. Jeg har fået meget inspiration gemmen andre profiler på Instagram og Pinterest. Jeg henter også meget inspiration fra min svigerinde, der har blik for indretning, og som er dygtig til at tænke anderledes og kreativt.

Efter, at vi har fået børn, laver jeg oftere forandringer i hjemmet - alt fra nye farver til små byggeprojekter. Hvilket min kæreste nok er mindre begejstret for, da det ofte er ham, som skal stå for at male og gøre de store, krævende ting. Til slut kommer jeg så og sætter prikken over i'et. Derfor kræver det altid lidt ekstra overtagelse at få ham med på ideerne.

Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?

Jeg bliver aldrig træt af vores arvestykker, dem skal der altid være plads til. Fx vores dansk designede sofabord, som min kæreste har arvet fra sin morfar.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Jeg drømmer om at få lavet en indbygget bænk i vores spisestue. Den skal både give ekstra siddepladser, til når vi får gæster, men også give noget ekstra opbevaringsplads, som vi altid mangler med to børn.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?

@stephaniebachcom

@annebirkkjaer

@mariafranck