Emily Salomons eventyr
Her bor Emily Salomon, 30 år, forfatter og blogger på Emilysalomon.dk. Hun bor sammen med sin hund Penny i en 55 kvadratmeter lejlighed i Brønshøj.
‘Shit!’ Vi er i tvivl, om man overhovedet må skrive ordet, men ikke desto mindre var det blogger Emily Salomons første tanke, da hun trådte ind i sin nye lejlighed i Brønshøj. Hun havde tidligere set på to skønne lejligheder i samme bygning, men uden at få dem, så da hun fik tilbudt lejligheden her, mens hun var på ferie i Thailand, sagde hun ja tak uden at se den først.
“De andre lejligheder havde en god planløsning – den var billig, og jeg manglede et sted at bo, derfor slog jeg til. Men da jeg endelig så lejligheden, blev jeg lidt slået ud,” fortæller hun.
Lejligheden var langt fra det, Emily Salomon havde drømt om. Den har toilet på gangen og bad i det gamle forrådskammer i køkkenet. Samtidig er rumfordelingen langt fra optimal, og så ser den ret lille ud af sine 55 kvadratmeter.
“Da chokket havde lagt sig, tænkte jeg: “Du må få det bedste ud af det”,” fortæller hun.
For at få lejligheden til at syne større brugte Emily flere kneb. Blandt andet hang hun en stor billedcollage på den ene væg i stuen. Collagen fylder godt fra gulv til loft, hvilket fremhæver højden i rummet. Hun har også indrettet flere funktioner i hvert rum for at få dem til at syne af mere. I stuen er der fx blevet plads til hjemmekontor, bibliotek, bar og naturligvis et hyggeligt sofaarrangement. Under sofaen har Emily desuden lagt et stort, råhvidt gulvtæppe, der lyser op og gør rummet større at se på. Sidst men ikke mindst har hun valgt en enkel farveskala af sort og hvid tilsat lidt blå og rosa i hele hjemmet for at holde looket roligt.
“Jeg tænker også meget over at bruge nuancer af samme farve – og lade dem gå igen i hvert rum. Det binder lejligheden sammen, når øjet genkender noget undervejs,” siger hun.
Trends vs. kuriosa
Emily Salomon forelsker sig ofte i ting på sine rejser, loppemarkeder og helt nyt design, som hun kombinerer med arvestykker og skævt kuriosa.
“Jeg kan godt lide at have mange ting, der skal helst ikke være for meget tom plads omkring mig. Selv om jeg har mange ting, så har de alle en betydning og en historie, der er forbundet med mig fx sovesofaen og baren, der har tilhørt min mormor. Men jeg er også trendorienteret og afprøver nye tendenser i mit hjem med udgangspunkt i de møbler, jeg har. Det er ret nemt at skifte puder, plakater og planter, når jeg trænger til noget nyt,” fortæller hun.
I det hele taget har Emily Salomon en stor trang til fornyelse, derfor får vindueskarme, hylder og vægge ofte en lille makeover.
“Nogle strikker, andre maler ... jeg rykker rundt. Jeg ved ikke noget bedre. Det er lidt svært at flytte møblerne i lejligheden her, men mine stilleben er hele tiden i forandring, og det behøver ikke være mere end nogle friske blomster eller en ny sammensætning af ting,” siger Emily Salomon.
“Samtidig giver det en cool effekt at mikse trendpieces med pudsigt nips som en porcelænshund, der ligner min hund, Penny, eller et påskeæg, jeg har fået af min mor. Det giver personlighed og viser, at det er mig, der bor her.”
Billede: Emily Salomon elsker mønstre og mikser gerne 50’er-tern med mere etniske mønstre som her, hvor Wegner-sofaen og vintage-lænestolen møder puder fra H&M Home og et gulvtæppe i sort-hvide mønstre købt hos West Elm. Tricket er at begrænse antallet af farver. Wegner-sofaen er Emily Salomons favoritmøbel, som hun har fået af sin mormor. Plakater fra All the way to Paris, Just Spottet og egne billeder. Pendel fra Ikea.
TIP Hold din billedvæg rolig ved at vælge motiver i sort- hvid tilsat et par enkle douce toner som mint og rosa.