Susanne har stue i en tidligere bagerbutik med "akvarievinduer": Genial løsning giver privatliv
Det var ikke en mulighed at lave mindre vinduer eller fjerne butiksdøren. Det ville ødelægge charmen ved bygningen, mener Susanne. Så hun fandt en ret fantastisk løsning.
I en 100 år gammel herskabslejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus bor Susanne Rauff sammen med sin mand og to børn.
Familien overtog den 150 kvm store lejlighed i 2021 og flyttede straks ind - trods vished om, at en totalrenovering ventede foran dem.
Susanne og manden er nemlig tidsoptimister med stort 'T' og havde ikke regnet med mere end et par måneder til at nå i mål.
Men de blev klogere – som de fleste gør under en renovering.
Hele 2022 endte med at gå med renovering, og først nu er parret så godt som i mål med renoveringen, der blandt andet har inkluderet at inddrage en bagerbutik til beboelse, nedrivning af vægge og opførsel af helt nye.
Se, hvordan de har løst udfordringerne med at få butik til at føles som bolig, og hvordan maling har været et vigtigt værktøj til personlighed og wauw-faktor.
Hvad har været den største indretningsudfordring - og hvordan har du løst den?
– Det har helt klart været den gamle bagerbutik, som vi har indrettet til stue. Vi bor i en hjørneejendom, og det betyder, at stuen har to enorme butiksvinduer ud til gaden samt en dør. Det var ikke en mulighed at mure op - først og fremmest fordi det både var ekstremt dyrt og en uendelig lang proces med ansøgninger til godkendelse ved kommunen. Men også fordi, at butiksvinduerne jo lidt er en del af ejendommens sjæl og historie. Der må jeg erkende, at jeg er lidt af et nostalgisk føledyr. Men vi ville samtidig gerne have en eller anden form for privatliv, hvilket sådan to akvarievinduer ikke rigtigt understøttede. Derfor blev løsningen at få to specialbyggede multi-møbler, som vi har fået tegnet af en arkitekt. De skærmer både af til gaden, og så er de indrettet med siddepladser og masser af opbevaringsplads. De er endda monteret på hjul, så hvis en af ungerne skulle være så fræk at smide en pixibog om bag ruden, så kan vi rulle møblet ud og rydde op. Den løsning er vi blevet superglade for!
Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?
– Det er sofabordet ned til stuen. Sådan et fint lille art deco-bord, som er et loppefund.
Hvilket møbel er du gladest for?
– Det må være de specialbyggede grønne multimøbler i stuen. Jeg synes, de har ramt et perfekt balancepunkt mellem at være superpraktiske og enormt flotte.
Har du noget, ud aldrig skiller dig af med?
– Det må være den fine tulipanlampe, jeg fik af min mand i fødselsdagsgave for nogle år siden. Han havde gjort sig så umage for at finde en, og nu står den der og strutter i alt for mange retninger og vil for meget. Men jeg er vild med det og så rørt over, hvor meget arbejde han lagde i at overraske mig på den måde.
Hvorfor synes du, indretningen er sjovt?
– Min interesse for indretning kom i kølvandet af Corona-nedlukningen. Jeg mistede mit job, og vi havde netop overtaget en stor lejlighed på fjerde sal i samme opgang, som vi bor i nu. Den totalrenoverede vi også, og i den proces havde jeg både mere tid og fordybbelsesrum til virkelig at dykke ned i, hvordan vi kunne lege med sanser og rumindtryk med lidt farver. Det var også på den renovationsrejse, at jeg fandt ud af, at den indretning der gør størst indtryk, og hvor både min familie og jeg føler os bedst tilpas, er den, hvor der er lidt mere farve.
– Indretning er gradvist også blevet mit lille kreative frirum. Efter vi har stiftet familie, har jeg af gode grunde ikke så meget tid, og så blev det her med indretning og farver sådan et skønt pusterum, jeg kan gå til og fra i en hverdag, der bare buldrer afsted med arbejde og småbørnsliv.
Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?
– Jeg er særligt glad for vores stue her i vinterhalvåret. Vi har fået lavet gulvvarme dernede, og jeg elsker at ligge dernede på tæppet og flyde helt ud som en doven Golden Retriever. Jeg vil hellere ligge der end i sofaen.
– Om sommeren må det være vores altan, som ligger i forlængelse af vores køkken-alrum. Jeg elsker alle de der varme eftermiddage, hvor vi hænger ud med ungerne i altansofaen, omgivet af planter, is og bøger. Det er vidunderligt. Intet mindre.
Hvad er din indretningsstrategi?
– Min strategi er at indrette vertikalt såvel som horisontalt. Med det mener jeg, at når jeg står foran et tomt lokale, så tænker jeg både lofter, vægge og gulvplads som et større hele. Vi bor måske lidt mere farverigt, end mange andre gør, så jeg gør mig mange overvejelser om, hvordan en farve på loftet kan komplimentere vægfarven og gulvet, for at det ikke bliver ét stort farveladekaos. Derfor har vi også nogle faste farveelementer og materialer, som går igen på tværs af rummene, fx gul, grøn og lyserød. Det skaber sådan en fin rød tråd, som binder hjemmet sammen på tværs af de forskellige rum.
Hvad betyder farver for dig i indretningen?
– Farver betyder meget. Jeg elsker de stemninger og følelser, du kan aktivere med lidt farve i indretningen, og hvordan et rum kan få sin helt egen farveidentitet og samtidigt indgå som en naturlig del af hele hjemmet. Jeg kan godt lide tanken om, at man kan gå lidt på farveopdagelse i vores hjem og måske tænke: "Wauw! Et blåt loft! Vent - det fungerer da egentlig okay".
– Men der skal sørme heller ikke meget til med farver i indretningen, før nogle tænker: "Modigt!". Måske fordi vi kulturelt set - de sidste par 10-15 år - har været præget af, at mange hjem har været en mere farveneutral base med måske en enkelt blå pude i sofaen. Men jeg kan også godt huske mit eget barndomshjem inden da med smaragdgrønne vægge og en koralfarvet sofa. Så jeg tror, at normen omkring farver og indretning pendulerer lidt frem og tilbage.
Hvad er den største “ommer”/brøler du har lavet?
– Der er som sådan ikke en stor brøler, men måske lamperne over køkken-øen, som kun koncentrerer lyset omkring bordpladen. Nu hvor vi er ved at være igennem det første vinterhalvår i lejligheden, har vi erfaret, at der er ret mørkt. Særligt fordi vi også har valgt mørke gulve. Så vi har virkelig brug for lys, der bliver spredt i hele lokalet.
– Og så er der også stuen... Da vi gik i gang med den, var der limet et gammelt gulvetæppe på gulvet. Og da jeg begyndte at kradse lidt i det, fandt jeg ud af, at der faktisk lå et originalt terrazzo-gulv under det. Og så gik jeg ellers i gang med et kæmpe arbejde over flere dage med at fjerne gulvtæppe. Vi betalte også mange penge til en terrazzo-mand, for at få restaureret det gamle gulv, men da han var færdig, måtte vi erkende, at det simpelthen bare ikke var pænt. Det ville også være et mere vanskeligt rum at varme op, fordi vi så måtte vinke farvel til gulvvarme. Så vi endte med at droppe det kolde, slidte terrazzo-gulv. Den tid og de penge kunne vi godt havde brugt på mange andre ting i den renoveringsproces, men altså... Da jeg først opdatede, at det var et terazzo-gulv, blev jeg jo nødt til at se, hvordan det så ud.
Hvordan udvælger du nye fund til dit hjem?
– Jeg går meget op i, at vores fund er langsigtede løsninger - særligt med de store ting, som spisebordet, stole, reoler, sofaer, osv. Her orienterer jeg mig meget på Lauritz.com, DBA og Marketplace og loppemarkeder. Man kan simpelthen finde de fineste ting i den rette kvalitet - uden at du nødvendigvis skal betale en formue for det. Det er blevet lidt sværere i dag, da så mange andre også er begyndt at orientere sig mod de skønne genbrugsfund. Men det er jo et eller andet sted kun herligt, at flere forsøger at forsyne sig lidt mere bæredygtigt.
– Jeg udvælger også fund ud fra den præmis, at det skal kunne holde til hverdagstrommerum. Der skal være plads til vores børn, og jeg nægter at bruge tid og energi på at gå og vogte over en særlig fin stol, som ikke må komme i berøring med fedtede børnefingre.
Hvad kan du ikke få nok af i din indretning - og hvorfor?
– Altså der er jo en grænse ved alt i forhold til, hvornår det måske bliver lidt for meget. Men altså lamper og blomster er jeg særligt glad for. Særligt efter vi er flyttet ned i en stueetage-lejlighed. Her er bare ikke lige så meget lys, som da vi boede på både tredje og fjerne sal. Så hvis jeg havde budget til det, ville jeg aldrig stoppe med at købe lamper. Og blomster. Jeg elsker blomster.
Hvordan bruger du farver i indretningen?
– Vi bor i en gammel herskabslejlighed, og det betyder også, at vi er forkælet med ekstra loftshøjde, smuk stuk og flot snedkerhåndværk på vindueskarme og lister. Alle de her skønne herskablige detaljer har jeg givet noget farve, fordi det giver dem ekstra synlighed og en rolle i indretningen. Det behøver ikke være vildt - bare en sart farve i nært slægtsskab til hvid kan tilføje så meget mere dybde og karakter til et rum. Jeg hørte engang, at hvis du besøger et kunstgalleri, er det yderst sjældent, at værkerne er udstillet på hvide vægge, da hvid er en ret hård kontrast at indrette og udsmykke op ad. Den note har taget bo i mig og er meget med mig, når jeg indretter.
– Ellers bruger jeg generelt farverne til at give hjemmet et særpræg og gøre det til ligenøjagtig vores. Det er jo ikke værre, end at vi altid kan male det om igen, hvis farven ikke er, som vi havde håbet.
Hvad får du mest opmærksomhed for i din indretning?
– Det må være vores farvede lofter, gardiner og vores stue. Vi har valgt at male flere af vores lofter i markante farver - særligt i soveværelset. Det trækker rigtig meget opmærksomhed. Og så indretter vi os også meget med gulvlange gardiner. Det må også være en brandvarm anbefaling herfra. Det er nemlig klart det værd at bruge noget af budgettet på gardiner. Det er nemlig en helt unik mulighed for at skabe lidt højde i din indretning - og så har det også en stor akustikmæssig fordel. Akustikken er ikke altid megagod i sådanne gamle herskabslejligheder, men der har gardinerne været en stor hjælp.
– Og ja, vores stue. Den får også stor opmærksomhed. Det handler måske om, at det er nogle ret unikke rammer, som vi indrettet til en eller anden form for hverdagspraktisk løsning.
Har du en vægfarve/loftfarve, som du er særligt glad for - og hvorfor?
– I soveværelset har vi helt klart den smukkeste stuk, og den har vi malet i en dyb grønblå farve fra Jotun, og så er væggene lavet i en lys beige. Jeg er generelt bare rigtig glad for farverne i det rum. Stukken står så skarpt og smukt i de farver, og der er sådan en særlig ro over det rum med det mørke i kontrast til det lyse. Måske er det også derfor, at ungerne altid kommer dryssende om natten og foretrækker at sove hos os.
Hvad er dit bedste DIY-projekt/hack/hjemmelavede/byg selv element?
– Ej, hvor kunne det være fedt, hvis jeg kunne sige "Det er multimøblerne i stuen". Men det var laaaangt over vores DIY-kompetenceniveau, så det betalte vi os fra. Så svaret må næsten være vores Ikea-garderobe i vores soveværelse. Helt ærligt, så har vi ikke helt prioriteret så meget tid på DIY-projekter i denne renovering. Vi har en del DIY-projekter på tegnebrættet, men vi er ikke nået til eksekveringen endnu. I vores gamle lejlighed byggede vi en indbygget reol i køkkenet. Den var vi ret stolte af.