Originale tegninger, hånddrejet keramik, vævede gulvtæpper og udsøgte skulpturer. Overalt i Anne Black, Jesper Moseholm og deres tre børns 185 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg bliver øjet mødt af kunsthåndværk.
– Jeg har en forkærlighed for ting, der udstråler, at nogen har gjort sig umage med dem. Ting, der er lavet i hånden, hvor skaberen bag har tænkt over materialet og udformningen. Det kan både være kunsthåndværk af høj kvalitet, eller et lille, håndflettet fad i et smukt materiale, jeg finder på et marked i Japan, fortæller Anne.
Selv arbejder Anne som designer med speciale i keramik, hvilket hun er kendt for både i Danmark og internationalt, men hun har også stiftet bekendtskab med bogbinding, vævning og broderi.
– Når jeg ser en ting snittet i træ, en skål formet i ler eller et vævet gulvtæppe, kan jeg se håndværket i det. Og den kærlighed, der er lagt i det. Det kan jeg virkelig godt lide at omgive mig med i vores hjem. Håndlavede ting er med til at give vores hjem en imødekommenhed og forhåbentlig også en stemning af, at her har man lyst til at blive, siger hun.
Ting skal have funktion og historie
Anne har især smag for japansk kultur og æstetik. På hendes mange rejser til Japan har der sneget sig flere kunsthåndværkerfund med hjem i håndbagagen, og de står nu omkring i lejligheden og spreder skønne minder.
– Jeg er vild med japansk keramik, men alt deres håndværk er i særklasse. Jeg har virkelig en stor respekt for deres evner, for de lægger så meget omhu og nænsomhed ned i deres håndværk, at det kommer tydeligt frem i deres ting. Det tiltaler mig, fortæller hun.
Rundt om i lejligheden står også flere bronzeskulpturer skabt af Jespers far, Keld Moseholm, men ellers er der ikke mange items, der kun er til pynt. Anne værdsætter, at alt bliver brugt. Lågkrukken i vinduet er til clips og småting og den vietnamesiske brødkurv i entréen til nøgler og ledninger, mens en urtepotte er til hårelastikker og smårod.
Når det kommer til møbler, har de fleste fulgt parret i mange år. Vitrineskabet i spisestuen stammer eksempelvis fra Annes første eget hjem, og kommoden i soveværelset, som egentlig skulle males, men nu får lov at stå i original tilstand.
– Jeg holder meget af alle vores møbler – også de ældre i samlingen, og de fungerer jo stadigvæk. Der er også noget utrolig dejligt ved, at uanset hvor jeg bor, så følger mine møbler med. De er en del af min historie og en del af mig, fortæller hun.
PÅ BILLEDET I stuen er farvepaletten holdt i jordfarver tilsat afdæmpede nuancer af rosa og blå. Den sandfarvede sofa og det store sofabord er fra E15, mens Anne har lavet det lille i keramik. Gulvtæppet er fra Bcxsy og puderne i sofaen fra Society. Den blå sofa er designet af Finn Juhl og loungestolen af Hans J. Wegner.
© Foto: Anitta Behrendt / Styling: Rikke Graff Juel