Indretningen i denne lille lejlighed er helt perfekt!
Hver en kvadratmeter er misundelsesværdig.
56 kvadratmeter perfektion i Sverige
Det er umuligt ikke at blive lidt forelsket i indretningen i denne lille fine lejlighed i Stockholm. Den er spækket med planter, nye designikoner og farvestrejf - ting, som gør et hjem personligt - uden at blive rodet. Hver en krog er gennemtænkt, så kvadratmeterne ikke går til spilde eller virker for tætpakkede.
Og så ligger den lige midt i Stockholm i det trendy område Södermalm.
IDÉ Omkrans dit tv med billeder og lad det indgå i en gallerivæg. Det får den lidet kønne skærm til at blende bedre ind fremfor at stråle som Jesus på altret.

Langs hele bagvæggen i stuen er monteret bogkasser med låger i samme farve som væggen. Det giver god opbevaring, og fordi hylderne går hele vejen fra den ene væg til den anden, er udtrykket roligt.
Det er generelt en god idé at tænke i funktionel opbevaring, som kan skjule rodet, hvis du bor småt og har det meste i ét rum. Åbne hylder kan hurtigt virke rodet. Samtidig er det med til at give stemning og varme, og det er her, vitrineskabet kommer til sin ret.
Med alt rod af vejen, kan de fineste ting få plads i skabet og stå til skue uden det bliver en stressfaktor.

Her i lejligheden er der særligt to ting i forhold til indretningen, som spiller godt, om som er med til at give et roligt og rummeligt udtryk, trods de få kvadratmeter. Fremfor at klemme en kæmpe sofa ind, er pladsen blevet brugt på en smuk lænestol og en lille to-personers sofa, som ikke står klemt op ad væggen.
IDÉ Hvis du har plads, så ryk sofaen ud fra væggen og stil den ude i rummet med luft omkring. Det giver følelsen af flere kvadratmeter.
Desuden udgør de lange gardiner fra gulv til loft og væg til væg også et element, der giver ro i indretningen fremfor kulørte varianter kun ved vinduet.

Stolen fra Vitra i en fin rosa farve skaber tiltrængt støj i indretningen, der ellers er holdt meget i neutrale toner.

Det er lykkedes at få plads til både spisestue og stue i ét relativt lille og kvadratisk rum.
IDÈ Et godt trick er at markere de forskellige zoner med gulvtæpper, som diskret angiver de forskellige områder og kan være med til at dele det ellers indretningsmæssigt vanskelige rum op.

Saml flere af dine store, grønne planter i en klase, der laver lidt ekstra larm. Sidste touch er en fin vandkane.

Det runde bord kan være med til at tilføre luft i indretningen og bliver mere og mere populært. Her med Menus Afterroom-stol.



I stedet for at stille et pladskrævende sengebord i soveværelset, så tilføj nordisk stil med en smuk træskammel, der komplimenteres smukt af hør.

I soveværelset er der indsat et vindue, som slipper dagslyset ind på den anden side af væggen, hvor gangen findes.


Køkkenet er holdt i klassisk, nynordisk stil med marmor og gråblå fronter.
Den åbne hylde er det perfekte sted at udstille keramik og planter, som er med til at give køkkenet noget varme.



Køkkenets størrelse og placering i lejlighed er langt fra det funktionelle, populære køkken alrum, der hitter stort lige nu. Det gør heldigvis ikke køkkenet mindre indbydende.
De få kvadratmeter er indrettet til UG på hver en flade og det sorte armatur designet af Arne Jacobsen er kirsebæret på toppen.


Vinduet fra soveværelset fungerer som lyskilde, men også hylde omme i gangen.

I gangen er både vægge, skabe og loft malet i samme nuance af grå. Det giver en lækker, lidt huleagtig stemning.

Badeværelset er holdt dæmpet med kvadratiske fliser og marmor, som i køkkenet.

