Helene får dagligt henvendelser om sin indretning på Instagram
Et lyseblåt loft og en væg-til-væg reol er noget af det, som Helene Houes følgere er så vilde med, at de gerne vil have mere info.
Vi er vilde med kreative og modige indretningsløsninger, og med et malet loft i stuen lander @helenehoue's hjem i den kategori.
Hun har fået det bedste ud af en lejet lejlighed, og udover at male hele hjemmet i den fineste farveskala, har hun også fundet frem til et smukt alternativ til drømmen om en snedkerbygget reolvæg.
Det skarpe blik og de gode idéer er grunden til, at vi har valgt at nominere Helene til Bolig Magasinets Instafavorit i denne uge. Læs og kig med - og lær Helene bedre at kende her.
Beskriv din indretningsstil med 3 ord:
- Klassisk, varm og feminin.
Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?
- Det må være i opholdsstuen med det blå loft. Fra vores sofa har jeg både udsyn til den store bogreol og det buede vindue med smukke, gamle bygninger over for os. Ellers må det være ved mit arbejdsbord i karnappen. Bordet i klinker har vi selv lavet, og jeg knuselsker det!
Hvad er din indretningsstrategi?
- Jeg indretter udelukkende med hjertet og med det, som bare føles rigtig godt i maven. Derudover elsker jeg at træde ind i et rum og lade fantasien flyve med alle de ønsker, jeg har for lejligheden, og det, som jeg drømmer om, skal ske der. Har jeg set noget, som jeg bare må eje, så leder jeg så lang tid, som det nu tager, efter det. Jeg elsker at mikse nyt med gamle genbrugsfund.
Hvilket møbel er du gladest for?
- Det er næsten umuligt for mig at svare på. Jeg indretter med hjertet og har derfor kun valgt møbler, som har været et must for mig. Men jeg er utrolig glad for de stole, vi har valgt. Blandt andet Wassily stolen i stuen, som jeg også i sin tid fandt på Dba.dk.
Hvad er det bedste tip, du har fået eller læst om indretning?
- Jeg mindes ikke, at jeg decideret har fået nogle råd, men jeg finder meget inspiration til indretningen hos profiler på Instagram. Det kan for eksempel være at turde at prøve nye spændende farver af og male loftet, som vi har gjort.
Hvordan fik du din nuværende bolig?
- Det var faktisk helt tilfældigt. Min mand og jeg boede tidligere på det pulserende Vesterbro i Aalborg, og en aften var jeg bare for sjov inde og se på lejligheder. Vi havde slet ikke planer om at flytte, men vi blev ret nysgerrige på lejligheden, og besluttede os for at tage ud og se den. Vi blev hurtige enige om, at den skulle være det hjem, hvor vi ville starte familie og til vores held var vi de første, som var ude og se på den. Tre måneder senere flyttede vi ind.
Hvad har været den største indretningsudfordring – og hvordan har du løst den?
- En udfordring har klart været vores entre. Den er så smal, at det er svært at have noget stående, uden det virker rodet. I stedet for at gøre meget ud af den, har jeg malet den i endnu en fin blå farve, 'Ocean Air' fra Jotun, og hængt papirlamper op, som får entreen til at virke længere. Derudover har jeg også hængt det smukke organiske 'Pond'-spejl fra Ferm Living op for at gøre entreen mere spændende at se på.
Hvad kommenterer folk mest på?
- Jeg får dagligt beskeder fra folk, som er interesserede i at høre, hvordan vi har lavet vores bogreol i spisestuen. Folk er også særligt vilde med vores blå loft i stuen, der er malet med 'Dusky Blue' fra Jotun og vores rullegardiner i bambus, der hænger på soveværelset og kontoret. Mikset mellem bambus-rullegardinet og vores hvide gardiner i hør giver en himmelsk, rolig stemning – hvis du spørger mig.
Hvad har du senest brugt 1000 kr. på?
- Et af mine seneste køb er vores runde sofabord i marmor, som er blevet lavet hos Willums.eu. Derudover er det vores Luceplan Stochastic 72 pendel, som vi har hængende over spisebordet. Jeg var så heldig at finde den på DBA til langt under det halve af, hvad den ellers normalt står til.
Hvad har du i dit hjem som de færreste har?
- Jeg ved ikke, om det er de færreste, som har det, men vi er utrolig glade for vores store væg-til-væg og gulv-til-loft bogreol i spisestuen. Derudover bor vi i en gammel lejlighed fra 1902, hvor flere af de originale detaljer er blevet beholdt, så som stuk, franske døre og det smukke buede vindue i stuen. De buede vinduer har jeg ikke set mange steder i Aalborg, så det er jeg rigtig glad for hørte til vores lejlighed.
Hvordan har I lavet jeres reol?
- Bogreolen i spisestuen er blot lavet af 10 Billy-reoler fra Ikea, hvor vi har forhøjet dem med forhøjningsreoler fra samme serie. Drømmen er klart at få lavet en indbygningsreol af en snedker, men da vi bor til leje, valgte vi denne løsning. Jeg kunne godt have tænkt mig at forhøje reolen med en ekstra hylde, men det er næsten synd at dække den smukke originale stuk væk. Vi er utrolig glade for den og synes den samler stuerne så fint.
Hvor meget bruger du på boligrelaterede køb om måneden?
- Det er svært at sige et præcist beløb. Det svinger meget fra måned til måned. Nogle måneder er det små hundrede kroner, fordi jeg kun har handlet i genbrugsbutikker, andre gange har jeg fået solgt godt ud eller sparet op til noget større, som jeg har ønsket mig længe.
Hvad er det næste du drømmer om at gøre eller købe til hjemmet?
- Da vi er blevet en ekstra i familien, er vores hjem begyndt at føles mindre, end det gjorde før. Derfor er vi faktisk på nuværende tidspunkt i gang med at gøre opholdsstuen til vores soveværelse, og spisestuen vil blive lavet om til både stue og opholdsstue. Jeg er nu på udkig efter en plysset sofa og overvejer at købe Paula sofaen fra Sofacompany og få lavet et rundt marmorspisebord fra Willums.eu, som også har lavet vores sofabord. Det har vi tænkt på, skal stå i vores karnap.
Hvis du skulle bytte hjem med en anden, hvem skulle det så være?
- Jeg ville elske at bytte hjem med for eksempel @juliewp, der bor i den smukkeste herskabslejlighed, eller @sussiefrank, der er i gang med at renovere den fineste patriciervilla fra 1917.