Kom med indenfor hos Søs, der har en helt særlig evne til at finde lækre sager på budget

Med gode genbrugsfund og gør-det-selv-løsninger har Søs formået at skabe et smukt hjem på budget til sin familie på 3.

© @gedekid

Denne uges instragrammer, 25-årige Søs Sophia, går på instagram under det lidt spøjse navn @gedekid, som hun har heddet, siden hun oprettede sin profil for flere år siden.

Hendes kæreste Jakob mener, at hun bør skifte det til et mere normalt navn, men hun kan godt lide at være anderledes og skille sig lidt ud.

Parret og deres 1-årige søn flyttede for et halvt år siden ind i et nybygget, hvidt rækkehus på 87 kvadratmeter og har sidenhen arbejdet på at skabe en personlig og hyggelig base for deres lille familie.

Meget af indretningen består af gode DIY-løsninger og personlige fund fra genbrugen, og ikke mindst utallige budgetfund gjort i alt fra Fakta til Søstrene Grene. Det hele er samlet i et personligt og farveafstemt udtryk.

Vi vil klart anbefale at give @gedekid et følg på instagram, hvor hun også deler ud af sine gode DIY-projekter.

Læser du med her, kan du lære Søs bedre at kende og høre, hvad hendes mest populære gør-det-selv-løsning er.

© @gedekid

Hvad er tanken bag din Instagramprofil, og hvad vil du gerne opnå med den?

Jeg finder selv en del inspiration særligt til hjemmet på instagram, så min tanke bag min egen side har klart været også at kunne inspirere andre. Vi flyttede jo fra lejlighed til rækkehus for et halvt år siden, så det har været sjovt at tage mine følgere med på vores ‘rejse’. Da vi flyttede ind var alt helt nyt og meget hvidt, så det har taget tid at give det sjæl og få det til at føles hjemligt og hyggeligt.

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?

Jeg håber, at folk synes, at det er hyggeligt og personligt. At man kan se, at man sagtens kan skabe en særlig stemning, selvom man er flyttet i spritnyt. Jeg håber også, at folk tænker, at det er et funktionelt hjem med gode løsninger og personlige fund til vores lille familie på 3.

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Uden tvivl vores sættekasse ved spisebordet. Først havde vi den til at hænge ved sofaen, men det gav ikke særlig meget mening for os, da vi faktisk ‘manglede’ den til opbevaring af skåle, kopper, glas osv. ved køkkenet. Jeg synes, det er en god måde at fremhæve sine fine fund samtidig med, at den er smart og funktionel, da den giver en hel masse ekstra opbevaringsplads.

Sættekassen er et gør-det-selv-projekt lavet af Søs' kæreste Jakob. Stolene er fundet brugt til 25 kroner, lamperne er købt ved outletlamper.dk og hedder ‘Halo Design York Pendel’, og dugen er fra Stof & Stil.

© @gedekid

De farverige lys er fundet ved Flying Tiger, og plakaten er fra A-muse.

© @gedekid

Et lille kig indtil køkkenet, hvor væggen er dekoreret med smuk keramik.

© @gedekid

Her kan man ane det nybyggede køkken, som er blevet personliggjort ved at tilføje nogle fine greb til viskestykker og keramik fra genbrugen.

© @gedekid

Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?

De u-skarpe kanter når jeg har malet. Det er altså ikke altid lige nemt at bruge malertape, og det kan også ses herhjemme. Men ærlig talt så gør det mig ikke noget, at det ikke er helt perfekt. Måske bilder jeg mig selv ind, at der er noget charmerende ved det, for jeg har i hvert fald ikke rettet op på det og kommer nok heller ikke til det.

Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?

Før i tiden tænkte jeg rigtig meget over at lave rummet så ‘pænt’ som muligt. Det gør jeg stadig, men jeg tænker mere og mere over, at det også skal være funktionelt. Jeg synes, vi har fået lavet nogle virkelig gode løsninger for at få det til at fungere på bare 87 m2. Særligt vores soveværelse, som også fungerer som kontor, er vi blevet glade for. Her kan vi begge arbejde uden at blive forstyrret, og så er det også blevet ret fint. Jeg prøver også at tænke over at få lidt forskellige farver og materialer ind i rummet. Træ er blandt andet med til at give en særlig varme til et rum. Og så skal man altså ikke være bange for at sammensætte forskellige farver.

Den grønne sofa er fra Ilva og er blevet pyntet med farverige, hjemmesyede puder. Sofabordet er fra Hübsch, og lampen er fra Ikea.

© @gedekid

Det smukke skab er et genbrugsfund, som har fået en overhaling med noget lys maling. Figuren er fra Hübsch og den gule kande er fra Stories By

© @gedekid

Vasen er fundet i Søstrene Grene.

© @gedekid

Tv-møblet er endnu en egenkreation lavet af Jakob. Den grå lænestol er fra Jysk, og bambuslampen er fra Søstrene grene.

© @gedekid

Bagvæggen i stuen er beklædt med et fint og farverigt samspil af plakater, som bandt andre er fra Desenio, Taisho og Moderna museet.

© @gedekid

Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg finder stor inspiration på instagram, og jeg elsker at håndplukke lidt fra hver. Jeg er særligt vild med @marieeigen, som bor i det fineste bjælkehus med hendes lille familie. Hun er god til at balancere og sammensætte farver, og så vælger hun nogle sikre, stilrene fund til deres hjem. Indretningen er så gennemført, at jeg altid får lyst til at eje det hele.

@mariamostrup finder jeg også inspiration ved. Hun er ikke bange for at bruge farver, og det kan jeg virkelig godt lide. Både hendes profil og deres hjem er det skønneste farvesplash med fine pasteller og altid farverige blomster.

@ditteblog bor simpelthen også så smukt. Jeg har fulgt Ditte i mange år, og hun bliver ved med at inspirere mig.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Mit seneste køb er en skøn håndlavet uro til Villums værelse. Jeg har fundet en del fine profiler på instagram gennem tiden, som sælger håndlavede ting, du ikke finder i Babysam. Jeg synes virkelig, det gør hjemmet særligt personligt med sådan nogle fund. Jeg har også brugt sommerferien på at være rundt i de forskellige genbrugsbutikker og fundet en masse skønne ting, som jeg elsker at vise frem i vores lille vitrineskab i stuen. Hver lille ting har deres egen historie - også inden jeg købte det, og det kan jeg ret godt lide.

Karlekammerskabet og den fine slagbænk er begge genbrugsfund. Tæppet er fra Jysk, lyskæden er Ikea og rispapirslampen er fundet i Søstrene Grene.

© @gedekid

Sengen er fra jysk, og sengelamperne er fra Ikea. Den antiklignende knagerækken er fra h&m home, og kasserne er fra Aykasa. Kontorbordet er også lavet af Jakob.

© @gedekid
© @gedekid

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Du behøver ikke have mange penge for at bo pænt. Gå i genbrugsbutikker - man kan finde så mange fine ting, som du sjældent ser andre steder. Det er også det, der gør dit hjem lidt anderledes. Hav øjnene åbne og vær ikke bange for at købe noget skævt og finurligt. Hvis det falder helt ved siden af, kan du altid skifte det ud. Det koster jo sjældent en bondegård.

Udover det vil jeg også sige, at man ikke bør være så bange for at lave eller ‘bygge’ noget selv, selvom man ikke har prøvet det før. Spørg efter hjælp i Bauhaus. De vil med glæde hjælpe med både materialer og vejledning. Det har vi gjort en del gange, og jeg elsker alle vores kreative DIY’s. Ofte er det billigere end at skulle ud at købe et møbel fra ny, og så er der altså også noget ret sejt ved at have lavet tingene selv.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?

Jeg har nok fået aller flest kommentarer og spørgsmål til vores hjemmelavede tv-møbel. Et tv-møbel behøver nemlig ikke være møghamrende grimt, som jeg altid har tænkt. Selvom det gemmer på både ledninger, playstation, tonsvis af legetøj osv., så synes jeg faktisk, at det er blevet rigtig godt. Vi har placeret kurve og fine kasser i hullerne under møblet, så alt rodet er gemt væk.

Ivar-skabet fra Ikea er en klassisk gør-det-selv-løsning, som Søs har kastet sig over ved at give skabets ydre en hvid gang maling. Indeni gemmer der sig en mere vovet mintgrøn farve. Grebene er fundet brugt, og spejlet er fra Fakta.

© @gedekid

Et kig til opbevaringsløsningen af jakkerne, som er fra Søstrene grene, og som har fået en omgang maling.

© @gedekid
© @gedekid

Hvad synes du er den største misforståelse, når det gælder indretning?

At nogle farver ikke passer sammen. Det er i hvert fald en tanke jeg ofte selv har haft før i tiden. ‘Lilla og gul, ej de går sgu ikke sammen’. Jo de gør, men selvfølgelig i den rigtige sammensætning. Det sker da nok ofte, at man skifter den lilla eller gule ud med hvid, sort eller beige ‘bare for at være på den sikre side’. Men man kan virkelig skabe noget helt fantastisk, hvis man blot tør sammensætte de forskellige farver. Der er altså ikke nogle regler for hvilke farver, der passer sammen.

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Hvis vi havde mere plads og et ekstra værelse, ville jeg gerne lave det til et hyggeligt, lille sted med en fin daybed til overnattende gæster, da min familie bor i Esbjerg. Også det smukke spejl fra Ferm Living som er ret in lige nu, gad jeg virkelig godt at eje. Jeg synes, det er så smukt. Hvis vi ikke boede til leje, kunne jeg nok også drømme om, at skifte vores armaturer ud i både køkken og bad.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Jeg vil virkelig gerne have noget tapet ind i vores hjem. Jeg synes, det er så smukt og kan noget andet end en farvet væg. Jeg vil også rigtig gerne have udvidet vores billedvæg i stuen. Jeg er ikke så bange for at sætte et søm forkert, så jeg prøver mig ofte frem og retter en del gange, før jeg bliver tilfreds. En billedvæg er også en rigtig fin måde at personliggøre sit hjem på. Du kan altid skifte plakaterne ud, hvis du bliver træt af dem.

Til de 87 kvadratmeter har familien en lille have, som er blevet et hyggeligt værested, efter der er kommet havemøbler (Coop), tæppe (Jysk), kurv (Ikea) og lanterner (Søstrene Grene) derud.

© @gedekid
© @gedekid

Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?

Jeg er helt sikker på, at mange af de små indretningsfund til Villums værelse stadig vil være i vores hjem om 10 år. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gemme dem, til vi forhåbentlig får vores næste barn.

Særligt den pastelgule børnebænk og den farverige, håndlavede regnbue, som jeg købte lige inden, jeg fødte Villum. De har en særlig affektionsværdi for os, og så tror jeg de vil pynte i ethvert børneværelse.

Jeg er også ret sikker på, at sættekassen stadig vil være i vores hjem om 10 år. Den vil også pryde et kontor eller et soveværelse - og så er den altså bare helt vildt praktisk.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?

@biritasjurdaberg, som bor på Færøerne. Hun deler både smuk natur og fine indretningsidéer. Jeg elsker, hvordan hun formår at få den hyggeligste stemning frem på alle hendes billeder.

@sarah.stay.strange, som virker både vildt sød og også rigtig sjov. Hun er minimalist, og det kan jeg virkelig godt lide. Måske i virkeligheden lidt i modsætning til mig selv, som godt kan lide at købe ting. Det kunne jeg nok godt lære lidt af. Hun formår nemlig at få hendes hjem og instagram til at se både fin og æstetisk ud på samme tid.

@livaholstrup, som jeg først for nyligt har fundet på instagram. Hun bor i lejlighed på Frederiksbjerg i Århus og bor simpelthen så smukt. Der er så meget inspiration at finde på hendes fine profil.

LÆS OGSÅ Guide: Det skal du bruge, når du flytter hjemmefra