Lille lejlighed på Nørrebro i newyorker-stil
Kom inden for i Sofie Jagerts lillebitte andelslejlighed på Nørrebro, som er indrettet med lyse og åbne rum, masser af glaspartier og rå vægge i newyorker-stil.
Sofie Jagerts lille andelslejlighed på Nørrebro
Her bor Sofie Jagert, 28 år, model og specialestuderende, sammen med kæresten, Mikael Poulsen, 29 år, fysioterapeut. Parret bor i en lejlighed på 54 kvadratmeter på Nørrebro.
Sofie Jagert var bare 21 år, da hun ved lidt af et lykketræf fik tilbudt en lille andelslejlighed i Rådmandsgade-kvarteret på Nørrebro. En upoleret lomme af byen med bodegaer på gadehjørnerne og sin helt egen stemning. Selve lejligheden var måske ikke alt det, Sofie havde ønsket sig, men de 54 kvadratmeter kunne blive hendes helt egne – og så var den billig.
“Jeg fik den til under halv pris – og så kunne jeg godt leve med, at det ikke helt var den herskabslejlighed med stuklofter, jeg havde drømt om. Jeg kunne se muligheder og følte mig hjemme i den her del af byen,” fortæller hun. Sofie fyrede hele opsparingen af på lejligheden. Derfor måtte totalrenoveringen vente lidt, og hun klarede det allermest nødvendige med hjælp fra veninder og familie. Tiden gik, Sofie havde travlt, og en tid var lejligheden fremlejet. Men da hun mødte sin kæreste, Mikael, vendte hun tilbage til sin lille Nørrebro-hule. Lejligheden bar dog præg af at have været lejet ud og trængte til lidt kærlighed.
“Jeg overvejede at sælge, men jeg føler mig så meget hjemme her på Nørrebro og elsker vores dejlige baggård. Så i stedet besluttede jeg at give lejligheden den helt store tur, så den fik et mere åbent, lyst newyorkerlook,” siger hun.
BILLEDE Den rå murstensvæg og den fritlagte bjælke giver lejligheden noget af den oldschool newyorkerstil, som Sofie drømte om.
SNUP STILEN Den patinerede vintagesofa er købt brugt ligesom lampen. Bakkebordet er et arvestykke fra Sofies far, der havde det med hjem fra Marokko for 40 år siden.

Lejlighed med et lyst newyorkerlook
Sofie allierede sig med sine venner Søren Kirkeby Pedersen fra firmaet Tømrer Søren og Uffe Emborg fra Embo gruppen, og over en kop kaffe brainstormede de på at åbne den lille lejlighed op og skabe følelsen af et newyorkerspace.
“Jeg havde det hele oppe i hovedet, for jeg havde drømt om at rive væggene ned, siden jeg flyttede ind. Det handlede om at skabe sammenhæng og et stort ‘leverum’, hvor man kan hygge sig og lave mad. Andre løsninger er opstået mere spontant, fx dørpartiet i glas og smedejern, som var håndværker-Uffes idé,” fortæller Sofie.
Renovering af lille lejlighed på Nørrebro
Under renoveringen blev alle oprindelige vægge væltet, entréen sløjfet og badeværelset flyttet. Nu når dagslyset ud i alle lejlighedens kroge gennem det store glasparti, der samtidig understreger den oldschool Brooklyn-stil, som Sofie så for sig. En rå murstensvæg og træsøjler forstærker looket sammen med enkle, underspillede møbler i patineret læder, detaljer i messing og industrielle lamper.
“Jeg har haft den her stil i tankerne i mange år, så jeg har ubevidst købt møbler til lejligheden, som den er nu. Og timingen er perfekt, nu hvor Mikael er flyttet ind, det var som at overtage en ny lejlighed sammen,” fortæller Sofie, der gerne indrømmer, at køkkenet helt og holdent er Mikaels.
“Mikael er den, der nørder i køkkenet, så det var ham, der lagde linjerne for, hvordan det skulle se ud. Der er en helt anden dynamik, når vi har gæster nu – det er så afslappet, og alle føler, at de er med i processen. Det er blevet en lejlighed, der passer til os og dem, vi er – og det er den bedste følelse at komme hjem til.”
BILLEDE

Vintagesofa og murstensvæg der matcher
Den patinerede vintagesofa matcher perfekt den rå murstensvæg og bordet, der er et arvestykke fra Sofies far.

Sort køkken i et cool newyorkerlook
Råt træ, patineret murværk, metrofliser og industrielle møbler er med til at signalere cool newyorkerlook.
SNUP STILEN Køkken fra Ikea, fliser fra Stark, bord fra Nova møbler, stole fra Tolix og pendler fra Normann.

Stort leverum med plads til hygge
Allerede da Sofie flyttede ind, drømte hun om at rive væggene ned og skabe et stort ‘leverum’, hvor man kunne hygge sig og lave mad. På bordet står en blanding af vintagekeramik og nye ting fra Ditte Fischer.

Direkte indgang til køkkenet og stuen
Tidligere stjal entréen mange kvadratmeter i lejligheden, i dag træder man direkte ind i det åbne, kombinerede køkken- og stuerum.

Stort dørparti i glas og smedejern
Dagslyset strømmer ind gennem dørpartiet i glas og smedejern, der adskiller lejlighedens to rum. Selve dørpartiet er smedet af Jesper Damgaard Christensen fra JDC smede- & montageservice.

Enkelt soveværelse med stort foto af Sofie selv
Soveværelset er enkelt indrettet med en seng og et stort indbygget spejlskab til den ene side. Det store foto er af Sofie fra fotoserien ‘Limit to your Love’ taget af Jakob Gils. Sengetæppet er fra Hay.

Badeværelse med bademøbel fra Ikea
Badeværelset er indrettet i samme stil som lejlighedens øvrige rum og udnytter kvadratmeterne ud mod bagtrappen optimalt. Bademøblet er fra Ikea, mens pendlerne er fra Normann Copenhagen.

Fine detaljer på badeværelset
Fine detaljer på badeværelset med gyldne lågkrukker og sort keramik fra Ditte Fischer.

Baggård med et lille fælleshus
Baggården til den lille andelsforening har et fælleshus, som man kan låne til at holde fest i.

Tæt på Sofie Jagert
Jeg drømte om mere luft og lys, da lejligheden skulle renoveres, og det har jeg fået. Samtidig ville jeg gerne føre lejligheden tilbage til noget originalt – et mere råt look med fritlagt mur- og træværk, blottede vandrør og patinerede overflader. Materialerne må gerne blive brugt på en ny måde og overraske lidt, synes jeg.
Den største udfordring har været opbevaring. 54 kvadratmeter er ikke meget, og vi skulle finde skabsplads til to personer, men jeg synes, vi har løst det godt med et stort, indbygget skab med spejlvægge, der snyder til lidt ekstra rumfornemmelse. Samtidig har vi skilt os af med en del ting, og så er vores loftsrum godt fyldt op med ting og sager, men jeg føler faktisk ikke, vi har for lidt plads.
Min stil er vel en slags genbrugs-råt. Mange af vores møbler er genbrug, som jeg har fundet på Dba.dk og loppemarkeder. Det eneste nye køb er Københavnerlampen, som Mikael har haft med. Vi har også mange arvestykker. Ting skal betyde noget, ellers skal de ikke være her.
Jeg elsker ydre Nørrebro for, at der er plads til alle, og at man stadig kan møde originalerne. Samtidig er der stadig lidt mere landsbystemning over det her område, der adskiller sig fra andre dele af byen. Jeg håber, vi får lov til at beholde diversiteten herude.
Mit bedste råd til renovering er gode håndværkere. Jeg overvejede at flytte, fordi renoveringsprojektet virkede så uoverskueligt. Og det var uoverskueligt. Men grunden til, at det ikke tog overhånd, og jeg bevarede roen, var, at jeg havde fundet et par gode håndværkere, som jeg kunne stole 100 % på gjorde deres bedste.

Plantegning af andelslejligheden på Nørrebro
Renoveringen tog to måneder og er udført af firmaet Tømrer Søren, se Toemrersoeren.dk, og Uffe Emborg, embo gruppen. Pris ca. 360.000 kr. inklusive alt.
