Lys lejlighed med designklassikere og skandinavisk indretning
Denne uges instagrammer er interiørentusiasten @my_full_house, der har skabt et skandinavisk og personligt hjem med naturlige elementer og dansk design. Ta’ et kig ind i den fine lejlighed her.
Mød Kasia Rutkowiak
39-årige Kasia bor i en 88 kvadratmeter lejlighed i Polens hovedstad, Warszawa, sammen med sin mand og hendes tre børn. Kasia arbejder til dagligt som fotograf samt ejer af sin interiør- og livstilsblog My-full-house.com. Fornylig har hun også startet et agentur, som repræsenterer danske brands på det polske marked.
Som ugens instagrammer har Kasia fået overrakt en spændende gave fra Wallo. Du kan læse meget mere om, hvordan du bliver ugens instagrammer til slut i artiklen.

Hvordan vil du selv, beskrive din bolig- og indretningsstil?
I efteråret 2014 flyttede jeg med børnene fra Danmark til Warszawa, og det var vigtigt for mig at etablere et skandinavisk miljø for vores familie i Polen.
Vores lejlighed er lys og luftig. Jeg prøver at begrænse antallet af ting, hvilket er en stor udfordring, når man både arbejder og driver familieliv hjemme. Heldigvis kommer der snart ekstra plads med en fin herskabslejlighed, som vi skal bruge både som arbejdsplads og showroom for vores danske brands. Det kommer sikkert til at give os lidt mere plads herhjemme.

Hvor finder du inspiration til dit hjem?
Som interiør- og livsstilsblogger er det min hverdagsopgave at følge de nyeste trends, designs og projekter. Jeg føler mig meget priviligeret til at samarbejde med mange af de skandinaviske mærker inden for design og interiør, og kan virkelig sige at jeg elsker mit arbejde. Jeg får masser af inspiration via newsletters og diverse pressematerialer, som jeg får tilsendt hver dag. Derudover får jeg inspiration fra messer og PR-events samt boligmagasiner.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Det må være rammer fra Moebe samt prints fra Paper Collective. Min mest ventede køb i 2017 var helt sikkert Series 7 kontorstol fra Fritz Hansen i sort læder.

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?
Mit hjemmekontor. Det er også det sted, hvor jeg bruger det meste af min tid. Jeg synes at String-reolen er genial, og den vil jeg anbefale til alle.

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
Jeg har udviklet mig meget, når det drejer sig om farvevalg til hjemmet. Før i tiden lavede jeg en del (ikke altid så heldige) eksperimenter og dem har jeg forhåbentligt lært fra. Lige nu føler vi os bedst med hvide vægge. Vores rum er ikke store og vi skaber derfor mere plads med hvid baggrund. Hvide vægge gør det også nemt for andre farver at komme frem.
Den mest farverige del i min indretning er helt sikkert blomster. Jeg kan ikke leve uden dem.

Hvad er dit næste projekt?
Jeg er lige blevet færdig med hyggehjørne i stuen som kommer på bloggen meget snart. Derefter er der nok tid til nogle nye lamper. Der er aldrig nok af fine lamper (og slet ikke om efteråret).

Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?
Bestemt ikke! Vores hjem ligner mange andre hjem. Vi prøver allesammen at holde på en vis orden, men det er ikke altid at det lykkes, især når det gælder børnene. Det er endnu en grund at begrænse antallet af ting.

Hvad er dit drømmekøb?
Min drømmeliste er rigtig lang, men det vigtigste ville være at finde samme slags lejlighed til familien som vi har skaffet til showroomet. Så bliver jeg super lykkelig.

Kasias 3 bedste indretningstips
- Lav en tidløs base med hvide eller neutrale vægge og møbler. Dem bliver man aldrig nogensinde træt af.
- Hav altid friske blomster (og andre planter), de skaber hygge og bringer ekstra liv til hjemmet.
- Går efter dine drømme når det gælder møbler, lamper eller andre indretningsting. Det kan være at det tager længere tid, men det er helt ok. En drømmestol eller -vase kan bringe så meget glæde i ens hverdag!

Del dine billeder med os på Instagram
Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os.
Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.
Husk, at du også kan følge både Bolig Magasinet og Kasia på Instagram.
