Malene er i gang med at renovere sig til sit drømmehjem - her er hendes 3 bedste tips til processen

Kom med indenfor hos Malene og Jeppe, der er i gang med at forvandle deres lejlighed fra skrot til slot.

© @Londogmussehuset

Er du også blevet trukket med på bølgen af renoveringsprofiler på Instagram? Så har du måske allerede stødt på denne uges Instagrammer.

I denne uge besøger vi nemlig 33-årige Malene, produktansvarlig for Envii, i hendes andelslejlighed på 200 kvm. Her i lejligheden bor hun med sin kæreste Jeppe og deres to børn, Hugo og Sonja.

Parret er i gang med den helt store totalrenovering af lejligheden, som ligger på Vesterbro i København – og med deres blik for æstetik, farvesammensætninger og blanding af moderne design og hyggelige nips, er vi ret vilde med deres hjem.

Da de startede renoveringsprocessen, oprettede Malene Instagramprofilen @londogmussehuset, som egentlig bare var tiltænkt familie og venner, der ville følge med i projektet.

Det er også grunden til, det lidt spøjse navn:

– I starten tænkte jeg ikke så meget på navnet, men det skulle jeg måske have gjort i bagklogsskabens lys, siger Malene og fortsætter:

– Min kæreste hedder Lond til efternavn, og han har altid kaldt mig Musen. Sååå… Derfor blev det altså til Lond og Mussehuset.

Her 2 år efter, er der mange flere end Malenes venner og familie, der har fået øjnene op for det spændende hjem, og i dag har profilen rundet mere end 11.000 følgere.

Billedvæggen er prydet med plakater fra bl.a. Nynne Rosenvinge, Galerie Maeght og Clara Selina Bach. Den fine lilla lampe er fra Fabrek og lampen over bordet er fra Ikea.

© @londogmussehuset
© @londogmussehuset

Den grønne farve i spisestuen er fra Dyrup og passer perfekt til de fine stole fra Carl Hansen & søn, samt plankebordet, som Jeppe selv har lavet.

© @londogmussehuset

Den lille hyggekrog i spisestuen er et perfekt sted at læse en bog eller drikke en kop kaffe. Den indbyggede bænk har Jeppe selv bygget, og gemmer på et hemmeligt rum til opbevaring. Skamlen er fra Søstrene Grene, men Malene har selv malet benene i én af deres farverester. Lampen er købt på DBA.

© @londogmussehuset

Hvad er tanken bag din Instagramprofil, og hvad vil du gerne opnå med den?

Da vi købte lejligheden, var det mildest talt noget af et totalrenoveringsprojekt, vi gik i gang med. Familie og venner spurgte hele tiden nysgerrigt ind til processen, og til sidst besluttede jeg mig for at lave en profil, hvor de kunne følge med. Senere hen blev det også til min lille platform, hvor jeg kan dele billeder af alt det, jeg synes er flot.

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?

Jeg håber, de føler sig hjemme. Det er vigtigt for mig, at et hjem er varmt, rummeligt og dejligt at være. Den følelse håber jeg, man får, når man kommer hjem til os.

Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?

Man er jo sin egen værste kritiker, så det der springer mig i øjnene, er de manglende fodlister, de steder hvor malerarbejdet nok gik lidt for stærkt – og så håber jeg, at de ikke åbner døren ind til vores roderum og gæstetoilet, som er et misk-mask af rør og grimme løsninger.

Den hjemmebyggede reol skaber en smuk overgang mellem stue og spisestue.

© @londogmussehuset

En radiatorskjuler er en perfekt måde at gemme en grim radiator væk. Denne har Jeppe selv bygget. Lampen er fra Hay, hylderne er fundet på DBA.

© @londogmussehuset

Safaristolen har Malene og Jeppe fundet på DBA, og marmorbordet er købt hos Bolia.

© @londogmussehuset

Hvordan har det været at kaste sig over så stort et renoveringsprojekt, og hvordan har I holdt motivationen oppe?

Det har været fedt, men mega hårdt. Hugo var 1,5 år, da vi flyttede ind, og det er svært for sådan en lille gut at forstå, at man kun må opholde sig i et rum, fordi der bliver lavet el, revet tapet ned, spartlet, malet, slebet gulve etc. i de andre rum. Men hver gang vi er kommet i mål med endnu et projekt high-fiver vi over, at vi klarede den og begynder så at drømme om det næste projekt. På forunderlig vis glemmer man hurtigt, hvor lang processen egentlig er. Fx havde vi ikke bad i lejligheden i 4 mdr. mens jeg var højgravid med Sonja. Det kunne jeg nok godt have undværet.

Hvad er dit bedste tip til andre, der også skal igang med at renovere et hus fra bunden?

Vær tålmodig, må nok være mit bedste tip. Som sagt tog det os 4 mdr. at renovere badeværelse, og vi er lige pt. i gang med en køkkenrenovering, der nok også løber op i samme tid. Det gode ved, at vores renovering har strakt sig over snart 2 år er, at man kan nå at spare lidt op til næste projekt løbende. Det må være næste tip – vær realistisk med budgettet, for det bliver ofte dyrere, end man lige havde tænkt. Og sidste tip – husk at hold fri indimellem. Ellers bliver det simpelthen for surt i længden.

© @londogmussehuset

Der er vidst ingen tvivl om at Malene elsker lyserød! Det fine sengetøj er købt hos Juna Design.

© @londogmussehuset

De slanke, hvide, indbyggede skabe er fra Ikea, og babysengen er fra Liewood Design.

© @londogmussehuset

Hvad har været det sværeste valg at træffe i jeres renovering?

Jeg synes, at badeværelset var den sværeste proces. Det er et rum, du bruger helt ekstremt meget, så det skal være funktionelt, men det var også vigtigt for os, at det ikke bare blev en hvid standard løsning. Det er samtidig et dyrt rum at renovere, så vi overvejede meget frem og tilbage, men jeg er så glad for resultatet. Især de lyserøde fliser og det indbyggede skab med den brede bordplade, hvor der er plads til den helt store familiesession, når børnene skal puttes i nattøj og have børstet tænder.

Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?

Jeg starter altid med at overveje, hvordan rummet skal bruges. Fx havde vi overvejet at flytte køkkenet ind i vores spisestue, da det ville få en mere central placering i lejligheden. Men for os var det vigtigt, at vi ville få plads til at invitere venner og familie over, uden at skulle sidde lårene af hinanden. Så køkkenet beholdt sin oprindelige placering, og i stedet har vi fået en kæmpe spisestue, hvor der er plads til masser af gæster, hvilket vi elsker.

Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg elsker at følge med hos @femte.til.venstre for deres meget simple og æstetisk smukke univers. Jeg bliver inspireret her og har lyst til at rydde ud og op, og når jeg så scroller over til @stonemuse, bliver jeg inspireret af hendes farverige feed og får lyst til at tilføje endnu flere sjove detaljer til vores hjem. Derfor er Instagram så genialt – man kan lade sig inspirere af så mange forskellige stilarter og skabe sit eget.

Malene og Jeppe har beklædt væggene i bruseren med de smukkeste lyserøde sildebensfliser fra Marokk og et guldamatur fra Vola.

© @londogmussehuset

Kurven har Malene købt i H&M Home, og den fine potte i vinduet er fra Serax.

© @londogmussehuset

Det smukke blå sildebensgulv fra Marokk går godt i spænd med det simple, hvide, indbyggede skab fra hth, og vasken fra bad og stil. Døren er malet med farven "Deco pink" fra Jotun Lady.

© @londogmussehuset
© @londogmussehuset

Det fine blomstrede net er fra Envii.

© @londogmussehuset

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Jeg har lige købt den fineste lyserøde mundblæste vintage glaskande. Jeg elsker glas, kopper, vaser og dims, der giver personlighed til borddækningen og indretningen – og på forunderlig vis har det jeg køber, altid enten noget lyserødt eller noget prikket over sig.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Der skal ikke meget til for at ændre udtryk, hvis man trænger til lidt forandring. En grøn plante, en buket i en sjov vase eller en skammel malet i en pastelfarve. Det er forholdsvis billige løsninger, der også kan ændres på, hvis man bliver træt af det.

Hvad synes du, er den største misforståelse, når det gælder indretning?

At stil er lig med mange penge. Jeg elsker mange af designklassikerne, men det jeg synes fungerer allerbedst i en indretning, er mikset mellem gammel og nyt, dyrt og billigt. Jeg elsker, når folk spørger til mine ting, og jeg så kan fortælle, at de er købt for en slik på et loppemarked eller i fx Søstrene Grene.

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Åh, der er mange ting, og der kommer hele tiden flere til. Jeg drømmer om nogen af Le Klints smukke lamper, da jeg stadig ikke synes, vi er helt i mål på belysningen i lejligheden. Derudover drømmer jeg om en ny stor sofa, hvor der er plads til hele familien og en skønne dag, drømmer jeg om, at den spanske stol af Børge Mogensen kan flytte ind.

Al renovering tager tid, men lidt farver pynter på det. Stolen har Malene købt på DBA og malet med den fineste lilla farve; 'fresh violet' fra Jotun. Farven på væggen hedder 'Transparent Pink', og er også fra Jotun.

© @londogmussehuset

Væggen i børneværelset er dekoreret med fine prikker. Prikkerne er wallstickers købt på Ebay, og kan nemt pilles af igen. Den søde uro med luftballoner er fra Karusella, tremmesengen er fra Ikea og plakaten er fra Hello Mado købt hos Paper Collective.

© @londogmussehuset

Malene var heldig at finde den sødeste rispapir luftballon i Nettos spotvare-afdeling. Den passer så godt sammen med plakaterne fra Maduro shop, og de små hylder fra Ikea.

© @londogmussehuset

Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?

Den indbyggede bogreol i stuen, som Jeppe selv har bygget. Jeg elsker den reol og synes, den er så flot lavet. Den er fyldt op med bøger, loppefund og sager, der alle minder mig om noget godt. Jeg elsker, hvordan man kan ændre stuens udtryk ved at ændre i den.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Vi er stadig i gang med vores køkkenrenovering, så det er et ongoing projekt herhjemme. Her glæder jeg mig især til at få sat en kæmpestor korkvæg op, hvor alle vores billeder, invitationer, børnetegninger osv. skal hænge.

Og et lille DIY projekt jeg skal i gang med er, at male nogle gamle rammer med overskuds maling fra vores utallige farveprøver – de skal forhåbentlig bruges til en billedvæg i soveværelset eller på Hugos værelse.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?

@tinnekierhome – Tinne virker som det rareste menneske, og jeg er vild med hendes hjem. Hun bor så lyst og lækkert, og det ligner et sted, hvor det er rigtig rart at være.

@kvadrat1670 – Marie-Louise og hendes kæreste er i gang med at renovere en herskabslejlighed på Vesterbro. Jeg er mega imponeret af alt det, de når, og jeg synes, de bor så flot og roligt.