HER BOR Signe Kirkegaard, Squad Leader/Product Owner, og Thomas Sierant, Director.
HVOR Parret bor i en herskabslejlighed på 120 kvadratmeter i en ejendom fra 1902 på Frederiksberg.
LÆS MERE Følg Signe på Instagram @signekp.
Din internetbrowser er desværre uddateret. Denne side understøtter beklageligvis ikke forældede browserversioner.
Sådan opdaterer du din browserHER BOR Signe Kirkegaard, Squad Leader/Product Owner, og Thomas Sierant, Director.
HVOR Parret bor i en herskabslejlighed på 120 kvadratmeter i en ejendom fra 1902 på Frederiksberg.
LÆS MERE Følg Signe på Instagram @signekp.
Høje paneler, stuk, radiatorskjulere og originale detaljer.
Signe Kirkegaard og Thomas Sierants smukke herskabslejlighed på Frederiksberg ligner en, der har set sådan ud, siden ejendommen blev bygget i 1902. Men spoler du tiden bare et par år tilbage, var stilen en helt anden.
– Lejligheden bar præg af nogle kedelige, praktiske 90’er-løsninger som væg til væg-tæpper og rum, der var blevet lukket af. Kun stukken afslørede, at det engang havde været en herskabelig lejlighed, fortæller Signe.
Men parret var ikke i tvivl: de kunne godt føre stilen tilbage til det oprindelige herskabslook. De valgte at åbne et værelse op igen og sætte franske døre i, så de kan nyde et flot view gennem de tre stuer. Samtidig satte Signe og Thomas høje paneler op i alle rum for at skjule strømledningerne, der var trukket uden på væggen. En nem beslutning at tage, men en stor opgave at udføre.
Thomas har brugt utallige timer på at tegne og måle op, og det var et kompliceret puslespil at tage hensyn til stikkontakter, hjørner og døråbninger. Samtidig opdagede parret, at en liste ikke bare er en liste, men at der er mindst hundrede slags at vælge imellem. Selve snedkerarbejdet betalte Signe og Thomas sig fra for at få så præcist et resultat som muligt. Men malerarbejdet med to lag grunder og to lag maling stod Signe for.
– Det var et kæmpe projekt at male de mange flader og kanter med hele fire lag maling. Jeg fik hørt ’Et lille liv’ på lydbog fra start til slut. Vi er begge meget glade for det færdige resultat. Sammen med radiatorskjulere og nymalet stuk, er stuerne blevet så flotte og detaljerige. Og den gamle dame her fra 1902 fortjener det i den grad, siger hun.
For at fremhæve paneler og stuk er flere af væggene i den 120 kvadratmeter store lejlighed malet med lyse toner af grå og beige. Et farvevalg, der ikke var helt nemt. Der skulle mange farveprøver til, før parret fandt de rigtige nuancer.
– Der findes så mange varianter af beige, og vi ville gerne ramme to, der både gik sammen, og heller ikke fik de beige hørgardiner til at forsvinde. Men jeg synes, at vi har ramt to gode farver. En varm beige til to af stuerne og en mere gråtonet til den midterste stue. Vi arbejder begge to meget, så for os er det vigtigt, at vi kan finde ro og slappe helt af, når vi kommer hjem. Og det gør vi med lyse farver inspireret af naturen og en enkel indretning, forklarer Signe.
Men selv om der ligger mange timers arbejde i lejligheden, er det vigtigt for parret, at det er et hjem, der må bruges.
– I starten var vores venner og familie lidt forsigtige, når de kom på besøg. Men de har efterhånden lært, at både Thomas og jeg har et afslappet forhold til vores ting. At man skal kunne leve og have det rart her. Hvis ikke tingene får lidt skrammer, har folk ikke hygget sig, slutter Signe.
PÅ BILLEDET I den ene stue er der indrettet et hyggeligt hjørne med en daybed designet af Paul Kjærholm. Plaiden er fra Georg Jensen, litografiet af Cathrine Raben Davidsen og sidebordet fra Rue Verte.
Galleriet fortsætter efter annoncen
· Lejligheden var træt og bar præg af praktiske 90’er-løsninger og trængte i det hele taget til en kærlig hånd.
· Den ene af lejlighedens oprindeligt tre stuer var blevet spærret af og forvandlet til et værelse.
· I soveværelset lå der et slidt væg til væg-tæppe og et tykt lag lim oven på det originale trægulv.
· For at skabe et godt flow i lejligheden har parret åbnet op, så der igen er tre stuer en suite. De har samtidig sat franske døre i, så de kan nyde et flot view gennem de tre stuer.
· Parret har sat høje paneler op i alle rum og lavet radiatorskjulere, der passer i stilen til ejendommen fra 1902.
· For at understrege de høje paneler har parret malet væggene i forskellige sarte nuancer.
Galleriet fortsætter efter annoncen
I kontorhjørnet står et skrivebord fra Ilva og en Arne Jacobsen-stol, der er magen til stolene i spisestuen for at skabe sammenhæng. På bordet står en AJ-bordlampe fra Louis Poulsen og i vinduet håndsnittede træfigurer fra en rejse til Cuba. Pendlen er designet af Verner Panton.
Vægfarve 'Soothing Beige' fra Jotun
Skæve, personlige fund gør underværker i indretningen. Se bare Signe og Thomas’ kranium, som de har købt i Mexico.
Galleriet fortsætter efter annoncen
En opstammet violinfigen er med til at bløde det stilsikre hjem op med et organisk strejf.
En håndfuld blomster i en smuk farve – mere behøver du ikke for at skabe blikfang og bryde udtrykket en smule.
Galleriet fortsætter efter annoncen
Stuen er indrettet med en lys sofa fra Alton & Heim, puder fra Rue Verte sofabordet fra OX Denmarq. gulvtæppe fra Ellos Home, mens Serge Mouille væglampen er Thomas’ favorit, på grund af dens æstetiske udtryk, og fordi den giver kant til rummet.
Stuen har lejlighedens mest iøjnefaldende stuk med en masse flagermus. Derfor kalder parret stuen for The Batcave.
Galleriet fortsætter efter annoncen
Æsken med duftende kul er fra Studio Oliver Gustav og kanden fra Georg Jensen.
– Den spanske stol, som jeg har arvet fra mine bedsteforældre. Deres hjem var et hjem, hvor alle kunne leve og samles i, og nu står den her hos mig og samler på flere gode minder. Min to-årige nevø har allerede sat et tandaftryk i ryglænet, men det har kun givet mere historie og kærlighed til møblet.
Galleriet fortsætter efter annoncen
I renoveringen blev det gamle væg til væg-tæppe i soveværelset fjernet, og parret måtte skrabe sig igennem et tykt lag lim for at nå ned til det oprindelige trægulv. Ikea-skabsvæggen er malet i samme blågrå nuance som væggen og tilsat smukke greb i messing og horn fra Nordal.
Vægfarve & skabsfarve 'Fabrikk' fra Jotun
Galleriet fortsætter efter annoncen
De naturlige toner går igen i soveværelset. Hørgardinet er fra Ellos Home, mens seng og sengegærde er fra Bedre Nætter.
Små ting har stor effekt. Et nyt greb eller en ny farve kan eksempelvis ændre looket på dit klædeskab markant.
Galleriet fortsætter efter annoncen
Køkkenet var helt nyt, da parret flyttede ind, så de har ikke gjort andet end at tilføje to lamper fra Schottlander Mantis for at få lidt af deres egen stil med ud i køkkenet.
Galleriet fortsætter efter annoncen
Badeværelset er næste punkt på listen over projekter i lejligheden, og parret er i fuld gang med at planlægge renoveringen.
Er dit hjem født med stuk, udskæringer eller andre fine detaljer, så bevar dem, når du renoverer. Det er med til at give masser af personlighed.
Galleriet fortsætter efter annoncen
Med Bolig Magasinets nyhedsbrev får du tips & tricks, masser af skøn inspiration til dit hjem og spændende boligreportager.
Ja tak, jeg vil gerne modtage Bolig Magasinets nyhedsbrev med spændende artikler og markedsføring om Bolig Magasinet via e-mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen via afmeld linket. Læs mere