HER BOR Molly Egelind (32), skuespiller, Benjamin Hasselflug (32), skuespiller, datteren, Ellinor (5), og deres to katte.
HVOR Familien bor i en 105 kvadratmeter stor lejlighed på Amagerbro.
LÆS MERE Følg Molly på @mollyegelind.
Det kommer, når du mindst venter det. Sådan er det med kærlighed, og sådan er det tilsyneladende også med drømmeboligen. For snart tre år siden dukkede Molly Egelind og Benjamin Hassselflugs 105 kvadratmeter store lejlighed midt på Amagerbro nemlig op ud af det blå, mens hun lå i sengen og forsøgte at falde i søvn.
– Det var midt om natten, og vores datter var lige vågnet. Jeg skulle ind og vugge hende i søvn igen, og som man jo kan have for vane, lagde jeg mig tilbage i sengen med min telefon, fortæller hun.
På en af de mange boligsider, som Molly var skrevet op til, poppede en lejlighed op, som opfyldte alle parrets kriterier.
– Det var på en eller anden ‘shady’ hjemmeside, jeg aldrig havde hørt om, opslaget var uden billeder eller noget som helst, men jeg tænkte: Nu skriver jeg lige en mail, selv om klokken er halv to om natten! husker hun.
Allerede næste dag fik Molly mulig- hed for at se lejligheden, mens Benjamin spillede forestilling i den anden ende af landet.
– Ligesom hvis man er ude og kigge på bil eller sådan noget, så prøver man rigtigt at spille cool og uimponeret i starten. Men lejligheden rummede alt det, vi gik og drømte om, så da jeg var blevet vist rundt, sagde jeg med det samme: Hvad skal jeg gøre for at komme i nærheden af denne her lejlighed? griner hun.
Heldigvis slap Molly for at tage beskidte tricks i brug, for sælgerne havde ikke nået at snakke med andre, så ville de have den, var den deres. Og så var familien klar til at flytte tilbage til byen.
– Før boede vi ude på landet i et bofællesskab med min mor, men al den pendling og logistik, der fulgte med, var simpelthen ved at slå os ihjel, fortæller Molly, der gik målrettet efter Amager.
– Det er tæt på både by, natur og strand, og så er der ikke gennemfart som i brokvartererne. Hvis man kommer til Amager, så er det, fordi man skal til Amager, siger Molly.
Kulør på køkkenet
Siden parret overtog den 105 kvadratmeter store lejlighed, har de malet væggene og fyldt deres hjem med skønne farver og finurlige genstande. Badeværelset og køkkenet har også fået også en overhaling, og særligt den blå farve på køkkenet er Molly glad for.
– Vi var igennem 16 forskellige farveprøver, inden vi valgte farven til køkkenet. Men vi valgte helt rigtigt! siger hun.
Som med farvevalget i køkkenet følger parret deres intuition, når de indretter – og de fleste valg er drevet af deres fælles kærlighed til farver.
– Benjamin beskrev det engang sådan, at det er mig, der er motoren og ham, der er rattet. Jeg får altid en masse vanvittige, omsiggribende idéer, og Benjamin sørger for, at vi kan føre dem ud i livet uden at gabe over for meget på en gang, fortæller hun.
PÅ BILLEDET På væggen hænger den skulpturelle ’Planet Lamp’ fra Please Wait to be Seated, mens pendlen i vinduet er et diy-projekt med en hjemmesyet skærm, som Molly har monteret på et lampestativ.