"Næste renoveringsprojekt af sådan en kaliber kommer jeg helt sikkert til at planlægge meget bedre"

Sanja besluttede spontant at renovere sin lejlighed. Det betød fem måneder uden køkken, men det gik! Se det skønne resultat fyldt med farver, finurlig kunst, personlighed og charme – og hør, hvorfor hun vil gribe det helt anderledes an en anden gang.

Sanja Alexandra Nielsen havde længe gået med en følelse af, at der skulle ske en drastisk forandring i hendes hjem, som ellers var både personligt og velindrettet. Og som i 2019 blev foreviget i Bolig Magasinet.

Hun havde boet i lejligheden i Københavns Nordvestkvarter i otte år med skiftende veninder, roomies og en ekskæreste, og nu hvor hun endelig havde de 70 kvadratmeter helt for sig selv, trængte hun til at starte forfra.

Helt forfra.

– Jeg følte ikke, at lejligheden var min. Selv om jeg malede og indrettede mig, som jeg ville, var der så mange minder, husker hun.

Og der er ikke langt fra tanke til handling, når Sanja først har sat sig noget for, og en tidlig vintermorgen i februar 2021, netop ude af corona-isolation, tog hun en spontan beslutning og rev en væg ned.

– Pludselig slog det mig, at jeg faktisk kunne gøre præcis, som jeg ville, for eksempel fjerne væggen mellem soveværelse og køkken. Så det gjorde jeg. Jeg tømte rummene og begyndte at smadre væggen. Det var en vild følelse, fortæller hun.

Men oven på coronanedlukningerne var stort set hele Danmark i gang med at renovere, og det gav sammen med epidemien længere leveringstid på mange ting. Resultatet var, at Sanja stod uden køkken i mere end fem måneder.

– Jeg havde ikke tænkt over konsekvensen af at hamre væggen ned uden at have bestilt køkken eller fået tilbud fra elektriker. Men jeg handler generelt impulsivt og målrettet, når jeg vil have noget gjort, siger Sanja.

Og hun tager gerne selv fat.

– Hvis der er noget, jeg ikke har prøvet før, så googler jeg det eller snakker med venner i byggebranchen, og tillærer mig det, der er nødvendigt. Det eneste, jeg ikke har lavet, er el, vand og montering af stålbordpladen. Jeg har selv muret op, bygget en væg, sat køkkenet op m.m. Og nu har jeg mit helt eget hjem, som jeg har skabt rammerne for. Det er en fed følelse!, fortæller hun.

"Hellere forsøge sig end nøjes"

I renoveringen slog Sanja køkken og soveværelse sammen for at skabe et køkken-alrum med plads til et spisebord, samtidig rykkede soveværelset ind i den bagerste stue, hvilket har givet en ny og bedre planløsning.

– Jeg føler, at lejligheden hænger bedre sammen. Stuen er virkelig blevet hjertet, der binder hele lejligheden sammen. Og har jeg mange gæster, kan de opholde sig i stuen, køkkenet og på altanen, og alle kan stadig være i dialog med hinanden, fortæller hun.

Stilmæssigt er der også sket en stor forandring.

Gulv, vægge og loft i køkkenet er malet blåt, mens vinduesrammerne er vinrøde.

I soveværelset er loftet grønt og i stuen blåt. Og samtlige rum er fyldt med farver, finurlig kunst, vintagefund, arvestykker og hjemmebyggede møbler og diy – kort sagt personlighed og charme.

Sanja er da heller ikke i tvivl om hendes bedste indretningsråd.

– Vær dig selv, og stå ved din stil. Du skal ikke indrette for andres skyld, men for din egen. Giv den gas med din indretning. Hvis en idé ikke fungerer i praksis, så prøv igen. Hellere forsøge sig end nøjes, siger hun.

Også selv om det koster et par måneder uden køkken.

– Det er ikke det nemmeste at leve i en renovering endda uden køkken ... men det gik. Næste renoveringsprojekt af sådan en kaliber kommer jeg dog helt sikkert til at planlægge meget bedre, fortæller Sanja.