Nybyggerne 2022: Sådan bor Trine og Mikkel fra rødt hus privat

I Nybyggerne har de masser af plads at boltre sig på, men privat har parret med Tetris-vindene snilde fået kabalen på 4 personer og 75 kvm til at gå op.

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen

Når Trine Ladekarl Nielsen, på 35 år, og Mikkel Kristensen, på 45 år, - som i ottende sæson af Nybyggerne er flyttet ind i rødt hus - ikke bor i deres 32 kvm kolonihave, så bor de i en 75 kvm lejelejlighed på Amager.

I Amagerlejligheden, som består af tre værelser, bor Trine og Mikkel sammen med deres søn, Alfred på 3 år, og Mikkels datter, Melina på 16 år. På grund af den begrænsede plads har Trine og Mikkel derfor måtte være kreative, for at få plads til det hele, og blandt andet deler Alfred og Melina - som på nuværende tidspunkt er på efterskole - værelse, når Melina er hjemme.

Derudover har parret måtte give afkald på et køkken-alrum, en tørretumbler og ekstra sovepladser til Trines familie, når de er på besøg fra Jylland - alt sammen noget, som de heldigvis bedre har kunne få plads til i rødt hus på Nybyggervej.

Kom med indenfor og se, hvordan parret har indrettet deres lejlighed, og hør hvilke overvejelser de har gjort sig i forbindelse med lejligheden og deres Nybygger-hus.

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel

Trine Ladekarl Nielsen er 35 år, uddannet journalist og arbejder i dag som freelance. Mikkel Kristensen på 45 år er uddannet politibetjent, men har i dag skiftet den blå skjorte ud med et job i Tårnby Kommune, hvor han arbejder med kriminalitetsforbyggelse i SSP-regi. Sammen har parret sønnen Alfred, mens Mikkel også har tre børn fra et tidligere forhold, hvoraf kun en af dem stadig bor hjemme. I årets sæson af Nybyggerne er Trine og Mikkel flyttet ind i rødt hus.

© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen

Hvad er I gladest for ved jeres hjem?

– Hyggen! Det bedste ved vores lejlighed er, at det føles som HJEMME, når vi træder ind ad døren. Det er hyggeligt, lyst og varmt, og så er der enormt trygt at være, og vi kan se og høre hinanden uanset, hvor vi er i lejligheden. Det, synes vi, er hyggeligt.

Hvordan vil I beskrive stilen i jeres lejlighed?

– Vi har ikke ret mange ting, da det er vigtigt for os, at det, vi har, betyder noget for os. Derfor går vi også meget op i at vælge ting, der er af god kvalitet. Hellere få gode ting end mange ting, der fylder. Vi har eksempelvis snakket om, at vi gerne vil have et større sofabord i flere år nu, men vi har ikke fundet det helt rigtige, så derfor beholder vi det, vi har, indtil det rigtige dukker op. Vi vil hellere spare sammen og vente til, vi kan få det, vi rigtig gerne vil have, i stedet for at købe noget midlertidigt, som vi alligevel ved, at vi ikke vil beholde på sigt.

Var der noget bestemt I glædede jer til at kunne udleve i Nybyggerne, som I ikke har turdet/kunnet derhjemme - og blev resultatet, som I drømmede om?

– Det har været vildt for os at prøve at have plads og økonomi til at udleve alle vores ideer. Derhjemme har vi desværre ikke et kort med 300.000 kr. på, som er dedikeret til indretning, så det er jo en kæmpe gave at kunne give den gas og afprøve alle ideer og kreative løsninger i virkeligheden. Og resultatet er heldigvis blevet godt. Vi har lært helt vildt meget om håndværk, og vi har fundet ud af, at vi kan meget mere, end vi troede. Og så er vi sindssygt stolte af, at vi har vundet tre rum - det havde vi aldrig turde drømme om. Men også at vi har skabt et hjem, som rent faktisk er brugbart, praktisk og til at bo i, samtidig med, at det emmer af os og alle vores ideer med hjemmebiograf, sengehest af fortøjningsreb, kontor i et skab, en svævende seng og en sandkasse midt i et blomsterbed. Det er lige os, og vi er stolte af det, vi har fået bygget på bare otte uger, uden erfaring.

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen

Er der noget fra jeres Nybygger-hjem, som I særligt ville ønske, I havde i jeres lejlighed?

– Der er mange ting i Nybygger-huset, som vi ville ønske, vi havde i lejligheden. Først og fremmest pladsen. Men ellers så er badeværelset og køkkenet nogle af de ting, vi virkelig sætter pris på ved Nybygger-huset. Huset har det her store køkken-alrum, så man er sammen hele tiden. Det gad vi virkelig godt have i lejligheden, hvor der bare er et lille seperat køkken. Og badeværelset i huset føles jo som at komme på spaophold, sammenlignet med vores badeværelse i lejligheden.

Hvor oplever I den største forskel i stilen i jeres lejlighed og stilen i jeres Nybygger-hjem?

– Den største forskel på Nybygger-huset og vores lejlighed er, at huset er splinternyt. Alt fungerer, og der er virkelig god plads til alt, hvad vi ønsker os, hvorimod lejligheden er gammel. Det trækker ind gennem vinduerne, vores opvaskemaskine giver stød, og så er der kun 75 kvm til fire mennesker. Så det er helt klart nyt vs. gammelt og meget vs. lidt plads, der er den helt store forskel.

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel

Alfreds seng er det første og eneste hjemmebyggede møbel, som parret havde lavet, inden de deltog i Nybyggerne 2022.

© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen

Hvilke pladsoptimerende løsninger har I lavet?

– Hele vores lejlighed består af pladsoptimering, for det er nødvendigt, hvis der ikke skal rode hele tiden. Fx vi har udnyttet et gammel integreret skab i entrén som vaskeskab. Her er også Alfreds badekar, som kan slåes sammen, nøgler, vaskemiddel, huer, handsker, jakker og alle vores vaser og rengøringsartikler. Det handler om at give alting en plads, så vi alle ved, hvor tingene skal være og hører til.

– På Alfred og Melinas værelse har vi lavet en lang daybed, hvor der er skuffer under. Her har Alfred alt sit legetøj, vi har sengetøj, duge og alt, hvad man ellers plejer at gemme væk i et skab. Og så har vi bygget en seng til Alfred. Det var vi nødt til for at få plads til alting på deres værelse. Ovenpå sengen er der opbevaring og under sengen er der plads til større ting, der skal gemmes væk.

Er der noget, I drømmer om at ændre ved jeres hjem?

– Vores badeværelse trænger virkelig til en ordentlig omgang. Det er trist og ikke udnyttet helt optimalt. Men vi bor til leje og hele vores kompleks står for at skulle totalrenoveres. Så badeværelserne skal alligevel laves om to år, og derfor er det også lidt et dilemma mellem Mikkel og jeg, hvorvidt det kan betale sig at gøre en masse ved det inden. Gæt selv, hvem der synes hvad.

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen
Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen

Er der noget, I har måtte give afkald på, på grund af pladsmangel, som I ville ønske, I havde plads til?

– På 75 kvm er der ikke plads til alting, så der er nogle kompromisser, som vi har måtte gøre. Vi ville fx ønske, vi havde plads til overnattende gæster fra Jylland, hvor Trines familie og venner bor. Men som det er nu, så skal de sove inde på Alfreds og Melinas værelse - og det kan da også lige lade sig gøre. Derudover har vi en vaskemaskine i et skab, men ingen tørretumbler, så det er da også en af de ting, som kunne være rare at få på sigt. Og så er der ikke mulighed for at lave et køkkem-alrum, og det er nok det, vi savner allermest i vores lejlighed i dag.

Hvad kommer I til at savne mest ved lejligheden, hvis I vinder Nybyggerne 2022?

– Hvis vi vinder huset, så kommer vi helt klart til at savne vores ledningsfrie støvsuger. Lige nu kan vi støvsuge hele lejligheden på ti minutter og på batteri, men den går nok ikke, hvis vi vinder huset i Horsens, da det er alt for stort til det. Og generelt så bliver der jo mere at gøre rent - men det overlever vi jo nok, haha.

Hvad er jeres bedste tips til at få plads til opbevaring?

– Vores bedste tip til opbevaring er, at man skal tænke sine egne behov ind først. Altså finde ud af, hvad man reelt har brug for. Et godt og praktisk tip er, at man kan lægge alle de ting, som man skal finde opbevaring til, frem på gulvet, og så forsøge at tegne nogle forskellige bud på, hvad der ville kunne opbevare de ting, man har liggende foran sig. Og når det er gjort, så tænk over, om møblet samtidig kan bruges til noget andet end bare opbevaring, så det får flere funktioner. Kan der fx males tavlelak derpå, så børnene kan tegne på møblet? Måske det kan males med magnetmaling, så det også kan bruges som opslagstavle? Eller måske kan det laves, så det også kan bruges som en siddeplads?

Nybyggerne 2022 Trine og Mikkel
© Trine Ladekarl Nielsen