Pernille er dronningen af Ikea-hacks, der ligner det dyre alternativ
Og det er ikke kun Ikeas møbler, der bliver opgraderet. Pernilles lejlighed emmer af hendes gode forhold til værktøjskassen og udtrykket er elegant og klassisk.
I den 120 kvm store andelslejlighed på Amagerbro bor 28-årige Pernille Vinge med sin kæreste og deres lille hund.
Til daglig arbejder Pernille som influencer adviser og agent hos Bloggers Delight og har siden 2013 brugt Instagram som billeddagbog, hvor hun deler sine største interesser med sine følgere på @pernillevinge10.
En af de helt store interesser er selvfølgelig boligindretning, og Pernille har en særlig stor kærlighed til gør-det-selv-projekter og Ikea hacks.
LÆS OGSÅ De 25 fedeste Ikea-hacks du skal kende
Lejlighedens udtryk er derfor ofte omskifteligt, men hvad der altid går igen er følelsen af en klassisk herskabslejlighed, som Pernille selv har hacket sig til.
Hvad er tanken bag din Instagramprofil og hvad vil du gerne opnå med den? Det startede vel egentlig med at være en form for billeddagbog omkring mit liv. Da vi købte lejligheden for 2 år siden, og jeg kunne skabe den base, vi længe have ønsket, var det meget naturligt, at min instagram også blev præget af det.
Formålet med profilen i dag er at inspirere andre til at være kreative derhjemme og vise, at det er muligt at skabe de rammer, man går og drømmer om, uden at bruge en formue. Udover mine billeder på profilen laver jeg også DIY's i mine stories. Jeg har en forkærlighed for Ikea, og med Ikea-hacks skal der ofte ikke meget til for at forvandle et simpelt Ikea-møbel til noget helt andet.
Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?
Jeg håber, folk tænker, det er et rart sted at være, og at jeg går en mere klassisk vej, end hvad der bare trender lige nu.
Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?
Hmm.. Jeg håber ikke, folk lægger mærke til, at jeg ikke er god til at pudse mine vinduer.
Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?
Jeg tænker først meget over rummets funktion - hvad er det, vi gerne vil kunne bruge rummet til? Derefter tænker tænker jeg over, hvordan jeg gerne vil have det til at se ud, finder materialer og farver og sidst, hvordan jeg kan gøre det til den bedste pris.
Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg har tidligere været stewardesse i en del år og boede derfor rundt i hele verden på forskellige hoteller, som efter nogle år kom til at føles som hjem, og jeg har derfor taget en masse inspiration med hjem.
Jeg bruger også i forbindelse med mit arbejde en masse tid på Instagram, og her finder jeg rigtig meget inspiration. Jeg er mest inspireret af svenske, norske og engelske profiler. Jeg føler, de er bedre til at kombinere et godt design med hygge og tidsløse elementer.
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Jeg har netop købt to nye natbordslamper til vores soveværelse (som igen har fået en lille makeover). Jeg havde brugt virkelig lang tid på at finde et par lamper i den stil og højde jeg, gerne ville have... Som i virkelig lang tid!
Jeg fandt et par lamper på en amerikansk hjemmeside og min gode ven og tidligere kollega tilbød at slæbe dem hele vejen med hjem til København fra New York. Han fortjener virkelig en stor julegave i år!
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Det er jo helt sikkert at gøre det selv! Jeg har fået mange at mine ønsker til vores lejlighed opfyldt ved at gøre det selv - alt fra garderobeskab, spejlborde og lamper.
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem?
Jeg er rigtig tilfreds med alle mine paneler og lister i lejligheden, som jeg selv har lavet. Det er faktisk også et godt indretningstip på budget, som er nemt at lave! Jeg har altid ønsket mig "herskabslejligheds-stemningen". Vi har ikke købt en herskabslejlighed, men jeg synes alligevel, jeg har fået en del af den stemning ind.
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
Jeg får mange kommentarer på mine DIY-videoer. Mange bliver overrasket over, hvor nemt det er at lave forskellige ting selv. Jeg bliver rigtig glad, når jeg får beskeder fra følgere, som har kunne bruge mine videoer og selv er helt stolte af, hvad de har fået lavet.
Med hensyn til indretning tror jeg, det er det klassiske, jeg prøver at holde fast i, som de fleste kommenterer på.
Hvad synes du er den største misforståelse, når det gælder indretning?
At det skal være dyrt at lave om eller skabe det hjem, du drømmer om. Man kan finde mange gode ting til hjemmet brugt på loppemarkeder eller Dba.dk.
Jeg synes også, det er vigtigt, at vi holder fast i, hvad vi hver især godt kan lide og ikke lader os fuldstændig diktere af, hvad der er moderne lige nu.
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen? Jeg drømmer om rigtig mange ting! Jeg ville rigtig gerne have en Hudson Valley Pn Tyrell-pendel eller en Tom Dixon melt stand chandelier-gulvlampe. Jeg har noget for lamper!
Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?
Det ved jeg faktisk ikke - jeg elsker at lave om hele tiden. Jeg smider næsten aldrig ud men sælger videre på Dba.dk og lignende. Lige nu har jeg ikke ikke mange ting i min indretning, jeg har haft i 10 år, så det er svært at svare på.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme? Jeg har en laaang liste med ting, jeg gerne vil have lavet stadig. Det næste mindre projekt bliver nok at male vores hoveddør eller finde noget nyt til vores vægge derhjemme. Af større projekter bliver det at renovere vores badeværelse. Det er noget, jeg længe har gået og planlagt, men det er et større projekt og kræver planlægning og overskud.
Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?
De er nok ikke små men, Trine og Anders fra @Salmonstreet gør det virkelig godt. Jeg elsker at følge med i deres bygge- og indretningsprojekt.
Som pendant til dem er der min gode kammerat Jeppe @bjornberg.dk. Han er ved at renovere sin 3. eller 4. lejlighed. Han bygger det meste selv og har også nogle virkelig gode hacks til indretningen!
Nynne fra @Nynnesdagbog_ fordi hun altid er god til at dele ud af sine projekter.