Rå og charmerende lejlighed på Christianshavn
Der oser af stemning i Stina Bjørndahl og Peter Laursens skønne lejlighed på Christianshavn, hvor rå mursten, synlige loftsbjælker og smukke tapeter danner rammen om et helt unikt hjem.
Marmorvæg i køkkenet
Her bor Stina (32), ejer af NOWagency, Peter (37), fotograf, og sønnen Vester (3).
Boligen er en 131 kvadratmeter stor ejerlejlighed på Christianshavn.
Sjældent er en bolig så gennemført som Stina Bjørndahl og Peter Laursens lejlighed på Christianshavn, der er fyldt med veludførte diy-projekter, som giver personlighed og charme. Parret har boet i den 131 kvadratmeter store lejlighed i 3,5 år og har givet både indretning, vægge og møbler lige netop det udtryk, de drømte om.
“Vi er begge vilde med at lave vores egne møbler, men vi har forskellige roller i processen. Jeg står for det visuelle, kigger på materialer og hvad der passer sammen, mens Peter er meget praktisk. Kombinationen mellem vores interesser og kunnen plejer at være rigtig god,” siger Stina. I alle rum er der ting, som parret selv har lavet, men især køkkenet skiller sig ud.
Her stjæler parrets hjemmelavede marmorvæg al opmærksomheden. “Vi ville gerne finde noget, der kunne skærme for stegefedt – og samtidig se lækkert ud. Jeg researchede og endte med denne marmorvæg, som godt nok er meget vanskelig at lave, men som står så fint nu og har mange nuancer,” fortæller Stina.
BILLEDE Da Stina og Peter flyttede ind, var køkkenet nyt, men havde ikke den stil, de drømte om. Derfor gav de rummet nyt look med en smuk marmorlignende effekt på væggen, nye elementer fra Ikea, armatur fra Vola og en corian-bordplade fra Bordpladefabrikken.dk. Emhætten er fra Bauen og barstolene fra Mater.

Leg med flader og farver
I det hele taget er Stina er ikke bange for at kombinere rå, naturmaterialer som træ og messing med tapeter og mørke vægge. Inspirationen til den rå, men charmerende, indretning får hun i høj grad fra sit arbejde i modebranchen.
“Der er ikke så langt fra mit arbejde med design og mode til indretning. Jeg elsker mit job – at man kan kreere stemninger og følelser med få ændringer eller tilføjelser til et look. Det er det samme med indretning. Der skal så lidt til at ændre et udtryk – og det er vildt spændende,” siger hun.
En af de ting, som Stina og Peter går meget op i indretningen af deres hjem, er farver. Der skal være sammenhæng mellem farvetemaerne i de forskellige rum – ligesom farvekombinationerne gerne må være lidt anderledes.
“Tit ser jeg farvesammensætninger, som inspirerer mig. På et tidspunkt skulle jeg købe puder til sofaen, og sad til en brandpræsentation med Stella McCartney. Hun brugte nogle farver og materialer, man normalt ikke ville sætte sammen – men det så virkelig fedt ud. Det inspirerede mig til at mikse hør, strik og pels med en portræt-pude i vores sofa,” fortæller Stina.
BILLEDE Spisebordet har parret lavet af gamle gulvbrædder og et stel fremstillet af en smed. Stolene er af Charles og Ray Eames, vasen er fra Greensquare og lamperne loppefund. Bilen er fra Illums Bolighus.

Luksuriøst udtryk og eget design
De mørke tekstiler og varme metaller giver et luksuriøst udtryk i stuen. Tapetet er fra Elites Anguille, mens sofaen og puderne er fra Hay, Aiayu og Stilleben. Væglampen er fra Restart Milano, loftslampen fra Rue Verte og plaiden fra LaLa Berlin. Sofabordene er Stinas eget design.
STINAS YNDLINGSRUM:
“Hele nederste etage, hvor vi har køkken, stue og spisestue! Jeg elsker vores åbne planløsning, fordi man får en følelse af at bo i et byhus helt for sig selv med soveafdeling øverst og opholdsetage nederst.”

10 m høj murstensvæg
Murstensvæggen i entréen fik Stina og Peter lavet, da de flyttede ind. Den er næsten 10 meter høj, så det var et stort projekt, men de elsker resultatet. Væggen overfor er tapetseret i et smukt print fra Cole & Son.
IDE Vil du have et personligt udtryk i dit hjem? Miks flere vægbeklædninger for at skabe et unikt look.

Den perfekte arbejdsplads
Stina er indehaver af mode og pr-bureauet, NOWagency. Når hun arbejder hjemmefra, er den lyse spisestue hendes yndlingssiddeplads.
STINAS FAVORITTER PÅ NETTET :
@simplicitycity
@tessahop
@somewhereiwouldliketolive
Theline.com
STINAS BEDSTE INDRETNINGSTIPS:
Kast dig ud i at lave forandringer. Det kan aldrig gå så galt, at du ikke kan lave det om igen. Hvem ved, måske ender det med at blive prikken over i’et?
Hav en rød tråd igennem din indretning. Det skaber en helhed og ro, uanset om du bruger stærke farver og mønstre.
Miks strukturer. Det kan være læder og hør eller træ og sten, silke og pels. Det giver en dybde i udtrykket.

Fantastisk skat fra loppemarked
Junosengen i 3-årige Vesters værelse er et godt eksempel på, at man kan finde fantastiske skatte på loppemarkeder og selv sætte dem i stand. Parret har malet sengen sort, så den passer til stilen i resten af lejligheden. Metalkasserne er også loppefund, mens sengetøjet er fra CamCam, sengetæppet fra Lala Berlin og aben fra Kay Bojesen.

Dekorative knager og luksusbrands
De sorte knager fra Muuto er lige som kassen fra Hay både fine og funktionelle. Blusen er fra Lovechild 1979, mens sko og halskæder er fra Lanvin, Valentino, Céline og Saint Laurent.
IDE Brug dekorative knager til at skabe liv i en enkel indretning.

Slankt og lækkert retrospejl
Retrospejlet i teaktræ bryder med det lyse look på badeværelset. Armaturet er fra Vola, mens produkterne er fra John Masters.

En lille kop i vindueskarmen
Den grå farve går igen i lejligheden. I badeværelset er en smuk kop fra KH Würtz brugt til makeuppensler.

Elegant og lækkert soveværelse
Det grå sengetæppe fra Rue Verte står flot til læderpuderne fra Voss, hørpuderne fra Stilleben og pudebetrækkene fra CamCam.
IDE Mal væggen bag din seng. Det giver hygge og stemning.

Gæsteværelse på hemsen
Lejlighedens øverste etage var oprindeligt tørreloft, men blev inddraget til bolig, inden Stina og Peter flyttede ind. Hemsen bliver brugt som gæsteværelse, stigen har parret selv lavet.

Unikt sengebord og smukt loppefund
Sengebordet er et af de møbler, som Stina og Peter selv har designet. Lampen er et loppefund.

Lidt ekstra liv i soveværelset
Friske blomster giver liv til det stilrene look. Vasen er fra By Nord, mens fliserne er fra Made A Mano.

Plantegning over ejerlejligheden
