Hos dig eller mig?
Da Andrea Glad og Oliver Nielsson skulle flytte sammen, var det ikke i nye, fælles rammer. Tværtimod flyttede Oliver ind i Andreas lejlighed, og derfor måtte parret nytænke indretningen, så Oliver også følte sig hjemme.
Resultatet blev, at parret solgte mange af deres gamle møbler og i stedet købte nye, fælles møbler, som de begge var vilde med.
– Oliver var meget, meget vild med spisebordet … Det var jeg ikke ved første øjekast, men jeg har generelt mest at sige, hvad angår indretningen herhjemme, så det var væsentligt, at vi fik det spisebord. Og nu elsker jeg det! Resten var vi heldigvis ret enige om, fortæller Andrea.
Parret har indrettet sig minimalistisk, nordisk og med fokus på samvær, rummelighed og ikke mindst hygge. Oliver og Andrea er nemlig enige om, hvad deres hjem skal kunne, og deres dør står altid åben for venner og familie – om det er til middag, drinks eller en snak.
– Vi har taget lidt fra forskellige stilarter og mikset det ud fra devisen om, at det skal være hyggeligt, siger Andrea.
– Selve lejligheden er ret neutral i farverne, men med et miks af vintage og moderne møbler. Jeg kan også godt lide at blande materialer som vores spisebord og de store vitrineskabe i jern op mod de lange, lyse hørgardiner.
I det hele taget er indretningen på de 86 kvadratmeter let, lys og imødekommende.
– Mange af de ting, vi har, har stor affektionsværdi, enten er de arvestykker, gaver fra venner og familie eller køb, vi har gjort sammen. Det er med til at skabe stemning, hygge og personlighed, fortæller Andrea.
Farvel til Mørkbejdsede gulve og industrivibes
Da Andrea for seks år siden købte lejligheden, faldt hun for beliggenheden i en stille baggård i hjertet af København – og for lejlighedens potentiale. For med mørkbejdsede gulve og en industriel følelse var selve indretningen langt fra det, hun drømte om. Men det fik hun hurtigt lavet om på. Og i dag kan hun ikke forestille sig at bo andre steder.
– Vi har snakket om, at vi nok burde finde en større lejlighed. Planløsningen er ikke optimal, hvis vi på sigt får børn, men omvendt har vi også svært ved at forestille os, at vi kan finde noget, der er bedre placeret. Og vi vil hellere gå på kompromis med størrelsen end placeringen, siger Andrea.
– Vi elsker begge at være spontane. Det kan vi virkelig, når vi bor så centralt … Og så kan jeg ikke forestille mig, at vi finder en lejlighed, der er bedre end denne, selv om det godt kan være lidt trangt en gang imellem.
PÅ BILLEDET I forlængelse af køkken-alrummet ligger lejlighedens entré med store skabe fra Ikea og kurve fra Tine K Home oven på. De sorte vitrineskabe er også fra Tine K Home og bordlampen fra Rue Verte.
© Styling: Sanja Alexandra Nielsen, Foto: Anitta Behrendt