Sådan har Ida og Mads fra Nybyggerne indrettet sig i deres 55 kvm lejlighed

De vandt Nybyggerne 2019 med deres elegante mix mellem skandinavisk og japansk stil. Men hvordan ser det ud, når de ikke indretter helt fra bunden med flere hundrede tusind i baglommen?

Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem

Ida Holm og Mads Taiki Pedersen vandt nøglen til gult hus, som de har brugt 7 uger på at forvandle til et hjem, i Danmarks største boligkonkurrence; Nybyggerne d. 27. marts i år.

Stilen i deres nybyggerhjem var sikker og anderledes med elementer hentet direkte hjem fra Japan, hvor Mads’ mor stammer fra, mixet med klassiske nordiske elementer som egetræ og dansk design.

Før Ida og Mads rykkede til Kronjylland for at indrette gult hus i Randers, har de renoveret Mads’ lille 2-værelses lejlighed i Københavns sydhavn, hvor parret lige nu bor sammen, mens de venter på at kunne rykke til Randers.

Når du træder ind, bliver du ikke overrasket over, at det er parrets hjem. Flere elementer går nemlig igen. Stilen er bare knap så rendyrket som den, de præsenterede i programmet.

Vi fangede Ida til en snak om indretning i Nybyggerhuset vs lejligheden ude i det virkelige liv, hvor der ikke pludselig er 350.000 kroner dedikeret til at bygge et hjem fra bunden.

Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem
© Ida Holm
Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem
© Ida Holm

Hvordan vil du beskrive jeres private stil vs Nybygger-huset?

  • Når man kigger på vores private hjem, vil man nok godt kunne finde nogle referencer til vores Nybygger-hus, men i Nybygger-huset havde vi bare virkelig mulighed for at udføre den stil, vi repræsenterer, på en langt mere gennemført måde. Det føler vi ikke, vi kunne i vores lille lejlighed, hvor vi har måttet gå på kompromis med æstetikken for at få plads til praktik.

Hvordan har I grebet det an at indrette lejligheden vs Nybygger-huset?

  • Gennem årene har der hobet sig et større idé-portefølje op, som vi ville folde ud, når vi engang om lang tid (...troede vi) skulle flytte i hus. Derfor var det ikke svært for os at gennemskue, hvordan stilen i Nybyggerhuset skulle være.

  • Nybyggerhuset har en ro, som vi ville have elsket at have i vores private hjem. Vi har haft mulighed for at arbejde med store flader og gennemgående sammenhænge i hele huset, og på grund af de store, lyse rum har vi turde lege meget mere med farver, end vi føler, vi kunne i vores lejlighed – det har været helt fantastisk at få lov at prøve.

Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem
© Ida Holm
Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem

Hvad er I gladest for i lejligheden?

  • Vi er gladest for vores stue. Det er et rum med varme, og et rum hvor al vores vægkunst og diverse souvenirs minder os om gode rejser og tider. Vi bliver glade indeni af at blive mødt af farver, plakater og malerier, når vi træder ind i rummet. Grundet de begrænsede kvadratmeter er stuen jo egentlig ikke kun en stue, og det er nok derfor, det er yndlingsrummet. Stuen er tv-stue, spisestue, arbejdsværelse, fordybelsesrum, gæsteværelse, atelier mv...

Hvad kommer I til at tage med jer over i gult hus, når I skal flytte?

  • Noget af det, vi glæder os allermest til at få over i vores gule hus, er alle vores køkkenting! Vi er madnørder og har alverdens maskiner og dimser (som vi i øvrigt slet ikke har plads til i vores køkken i lejligheden), og i nybygger-huset havde vi vitterligt kun 4 tallerkener, bestik, en lille pande og en gryde - nå ja, og en riskoger. Så der er masser af plads, vi glæder os til at fylde ud med vores egne ting.

  • Derudover har vi en masse japansk keramik, og det er nok i virkeligheden noget af det, der betyder allermest for os i lejligheden. Jeg kan slet ikke vente med at opleve vores nybygger-køkken med alt vores japanske keramik på hylderne!

  • De møbler, vi har i vores lejlighed, betyder ikke lige så meget for os som de møbler, vi har i nybygger-huset, men vi er glade for vores spisestuestole fra &Tradition, så de skal helt sikkert med. Vores rispapirslampe – også fra &Tradition – er vi også rigtig glade for, men faktisk så glade at vi købte et par stykker til nybygger-huset, så der er ikke rigtigt brug for flere.

Ida og Mads fra Nybyggerne private hjem
© Ida Holm

Hvad kommer I aldrig til at skille jer af med og hvorfor?

  • Vi kommer aldrig til at skille os af med vores japanske keramik. Det er købt på vores rejser til Japan og har enormt stor affektionsværdi for os. Og fra nybygger-huset er det vores Wegner CH25 stole. Vi har drømt om de stole længe, men som "fattige studerende" har vi ikke haft midlerne til at investere i dem, så da vi nåede til nybygger-stuen og vi havde en masse penge tilbage, så det stod klart, at de skulle bruges på noget lækkert design.

Hvis I ikke skulle være flyttet, hvad ville I så gerne have lavet om?

  • Generelt er der mange ting, vi ville lave om i lejligheden, hvis vi ikke havde vundet huset. De sidste par år har vi gået og drømt om at bygge en kæmpe vægreol i vores stue i lejligheden. Dog vidste vi, at det ville være et kæmpe projekt, så vi valgte at sætte projektet på stand by indtil vi vidste, om vi vandt huset i Randers. Men i bund og grund ville vi nok bare gerne forsøge at bringe mere af "nybygger-hjemmet" ind i lejligheden. Male nogle flere vægge. Udvide billedvæggen. Tilføje mere egetræ.

Hvad er jeres bedste indretningstip for at skabe personlig stil?

  • I vores øjne kan man udtrykke enormt meget personlig stil med farver – især på de store flader. En "farvet væg" behøver ikke skrige til resten af hjemmet, hvis man ikke er til det. Det kan være en afdæmpet, rolig farve; en næsten grålig blå eller en meget sart rosa. Det kan også være en vild og markant farve – måske ultramarinblå eller orange.

Har du/I et godt budgettip også?

I tråd med ovenstående er mit bedste budgettip: mal dine møbler! Vi elsker at tage i genbrug og finde møbler, som vi kan male. Det er enormt befriende udelukkende at kigge på form med bevidstheden om, at vi selv bestemmer farven. Mange gamle teaktræsmøbler fra 60'erne er f.eks. enormt fine i deres formsprog, og en frisk farve kan give dem et helt nyt liv og meget personligt udtryk. Man behøver desuden ikke kun finde møblerne i genbrug – det kan også være meget sjovt at finde et billigt møbel i IKEA og shine det op med nye farver og lir.

Hvad savner I mest ved indretningen i gult hus?

Lige nu, hvor vi ikke er flyttet ind endnu, savner vi uden tvivl mest vores store alrum. Rummet, hvor vi kan lave mad, slappe af, kigge på farver og fordybe os. Vi savner lyset, pladsen, materialerne. Vi bliver nærmest sådan helt følelsesladede, når vi tænker på vores nybyggerhjem – der er lagt så meget kærlighed i det hus, at vi bliver helt rørte ved tanken om, at vi får lov til at bo der.