Så forskelligt har Julie og Helene indrettet samme lejlighed: Se det vilde stilskift
Julie fik succes på Insta med billeder af indretningen i sin rustikke lejlighed - nu har Helene overtaget den og gjort den til sin helt egen.
Vi slår ofte på tromme for, at der ikke findes "korrekt" indretning, kun personlig indretning, og det er Julie Wittrup Pladsbjerg og Helenes Houes take på samme lejlighed det perfekte eksempel på.
Begge har indrettet et hjem i samme lejlighed i centrum af Aalborg, som emmer af deres personlige smag og som ser vidt forskellige ud. Men de fysiske rammer er præcis de samme.
Fra rebelsk til herskabelig
Julies indretning i den 150 kvadratmeter store lejlighed i centrum af Aalborg emmer af skødesløs boheme med internationalt format.
Stakke af magasiner og bøger på gulvet, indendørs gynge, genbrugsfund og varme nuancer til at favne det hele er nogle af elementerne.
- Jeg er meget legende i min indretning og elsker at tage utraditionelle valg. Og selvom rammerne er meget herskabelige, var jeg ikke bange for at udfordre dem lidt. Derfor lavede vi også rå vægge i den ene stue og i entreen fik vi lagt et betongulv. Begge løsninger, man ikke normalt finder i en herskabslejlighed, men jeg synes virkelig, det gav karakter og et sjovt twist, der passer til vores måde at indrette på. Bliver det for pænt og "korrekt" føler jeg mig ikke tilpas, siger Julie om indretningen, der er blevet lidt en signatur for hende.
Så meget, at man ikke behøver at kigge på profilnavnet for at vide, når et billede i Insta-feedet er fra Julies hjem.
Men hvordan mon det føles, at skulle indrette i rammerne fra så karakteristisk et hjem?
Det har vi spurgt Helene Houe, der overtog lejligheden fra Julie i november 2021, om.
Hvordan var det at skulle indrette et hjem forfra, som du har set så meget i dit feed i forvejen?
- Det har været fedt at se, hvordan Julie har haft indrettet sig. Det har givet mig nogle gode ideer til at udnytte pladsen optimalt, men Julie og jeg har hver vores stil, så jeg vidste, at det ikke ville blive det samme, siger Helene til Boligmagasinet.dk.
"Jeg fik lyst til at starte på en frisk"
Én af de ting, der går igen i de to versioner af lejligheden, er møblernes overordnede placering. Noget, som Julie havde gjort sig en del overvejelse omkring, da hun selv flyttede ind.
- Den største udfordring var at "få fyldt" de store rum. Sætter du sofaen op ad væggen, er der virkelig langt over til modsatte væg. Rummene krævede en helt anden måde at indrette sig på, for at skabe et hyggeligt hjem, siger Julie.
Det er tydeligt, at Helene har skelet til samme taktik i sin indretning, men der fra er der ikke meget at sammenligne.
I stedet for Julies rebelske, legende indretning, er lejligheden nu dekoreret mere i tråd med de herskabelige træk: væggene er pudset op og malet og flere lofter har fået nogle af Helenes signaturfarver fra hendes tidligere hjem. Den samlede farvepalet er lys og mild og møblerne er holdt i marmor, krom og knækket hvid.
Jeg fik lyst til at starte på en frisk med nye møbler og vægfarver og føre de idéer ud i livet som, jeg længe havde drømt om, siger Helene, som også har valgt at ændre lidt på rumfordelingen.
Vi har bl.a. valgt at have vores soveværelse i den bagerste stue, hvor Julies datter tidligere havde soveværelse. Vores søn er kun 10 måneder og kræver derfor ikke det største legeværelse, da hele lejligheden er en legeplads for ham. Så jeg fik min drøm opfyldt om et soveværelse i forlængelse af stuerne.
Julie, hvordan har det været at se "din" lejlighed i feedet med en helt anden indretning?
- Så sjovt altså! Og faktisk troede jeg, det ville blive lidt "hårdt". Men det har faktisk føltes helt rigtigt. Det er så dejligt at se, hvor glad Helene og den lille familie er for at bo der. Selvom rammerne er de samme, har den bare et helt nyt og skønt udtryk med alle Helenes ting og familie i den, som passer til dem - og ikke os, slutter Julie.