Sarah beviser med sin indretning, at 46 kvadratmeter er nok

Hos Sarah behøver møblerne ikke at være praktiske og kunne klappes sammen og skjules, selvom lejligheden er lille. Missionen er at vise, at indretning kan være smuk og stilren, selvom du bor småt.

© @detlaksefarvedehus

I et smagfuldt univers fyldt med designklassikere, antikke møbler, planter og plakater en masse bor 29-årige Sarah med sin kæreste.

Da landet lukkede ned i maj måned, åbnede Sarah op for sin profil @detlaksefarvedehus. Siden da er profilen vokset med mere end 2500 følgere, som bliver inkluderet i indretning og dagligdagen i den 46 kvadratmeter andelslejlighed på Frederiksberg.

Til daglig arbejder Sarah som journalist og fotograf og har ved siden af en passion for indretning, som skinner igennem på hendes profil. For Sarah er det vigtigt at tage anvarlige valg i indretningen såvel som garderoben, og hun vil gerne inspirere andre til at gøre det samme.

Læs med her, og få Sarahs bedste råd til indretning på få kvadratmeter, og hør hendes geniale tip til at få ny kunst på væggene, som både er originalt og billigt.

Indretning lille lejlighed
© @detlaksefarvedehus

Hvad er tanken bag din Instagramprofil, og hvad vil du gerne opnå med den?

Min tanke har fra starten været at vise, at man sagtens kan indrette sig smukt og stilrent på 46 kvadratmeter. Der er masser af herskabslejligheder og murermestervillaer på Instagram, men når det gælder boligindretning på meget lidt plads, er det næsten altid noget med praktiske opbevaringsløsninger og møbler, der kan klappes sammen og skjules. Det ville jeg gerne udfordre. Og så vil jeg gerne inspirere andre til at købe brugt og ansvarligt, så det forsøger jeg også at vise gode eksempler på.

Indretning lille lejlighed

Det hyggelige køkken, hvor pladsen på væggen bliver udnyttet til ophæng af gryder og pander. En genial løsning, som også klæder køkkenet med et lidt mere råt 'touch'.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Den fine reol er fundet ved Haughus Gods antik- og kræmmermarked

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed
© @detlaksefarvedehus

Hvad håber du, folk tænker om dit hjem?

At det er hyggeligt og ikke for proppet. Det er hele tiden en udfordring, når man bor småt og samtidig elsker smukke ting, og det er noget, jeg i øjeblikket arbejder rigtig meget på – at skabe og bevare luft og tomme flader her og der.

Hvad håber du, de ikke lægger mærke til?

Alle de "løsninger" lejlighedens tidligere beboere har lavet, for eksempel kæmpestore ledningsskjulere i alle rum, der vækker mere opsigt, end ledningerne ville have gjort. At der ikke altid lige er blevet tørret støv af. Og alle hullerne i væggene.

Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette et rum?

At der skal være en balance mellem møbler, kunst og nips. Jeg er for eksempel heldig at have arvet mange smukke ting fra min mormor, men det har været vigtigt for mig at fordele dem ud, så hele min stue ikke pludselig er en miniudgave af hendes hjem, og på samme måde tænker jeg også meget over, at der ikke er for meget træ, for mange hvide møbler, for mange feminine ting og så videre i ét rum.

Indretning lille lejlighed

Et kig til den fine stue, som er beriget med både høje paneler og gammeldags dannebrogsvinduer.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Det lille vitrineskab er både praktisk og smukt.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Sofaen er fra Sarahs studietid, og hun drømmer om at skifte den ud til fordel for en sofa designet af Børge Mogensen.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Sofaborde af glas er ikke et indretningselement, Sarah normalt er særligt glad for, men lige netop dette bord, er hun blevet vild med, og hun har udsmykket det med fine bøger og keramik. Samtidig giver glasset en effekt af, at bordet ikke fylder i indretningen.

© @detlaksefarvedehus

Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?

Jeg er meget inspireret af smuk arkitektur, og lige for tiden er jeg dybt forelsket i Aarhus Rådhus, som er tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller. Jeg er vild med de luksuriøse materialer (marmor og 7000 år gammel moseeg) og det, at alle detaljer ned til dørhåndtag, nøglehuller og askebægre er tegnet. Det inspirerer mig til at være endnu mere omhyggelig og kvalitetsbevidst, når jeg vælger, hvad der skal ind i mit hjem.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Verdens smukkeste quilt af plantefarvet silke, som jeg har købt af kunstneren Freja Løwe. Vores mødre kender hinanden, og vi legede meget sammen som små, men det var først for nylig, jeg opdagede hendes fine værker på Instagram. Jeg glæder mig virkelig til at kunne hænge quilten op i mit soveværelse.

Hvad er dit bedste indretningstip på budget?

Kunstbøger – både nye og gamle – er fulde af smukke billeder, som kan sættes i gamle rammer med passepartout, og så har man et kunstværk, der ser virkelig elegant ud. Jeg har købt nogle nye med det formål alene, men man kan også finde fine kunstbøger i genbrugen. Så lirker man bare det gamle billede ud, sætter det nye ind, og lukker med malertape på bagsiden. Det tager vitterligt ti minutter.

Indretning lille lejlighed

En dejlig spiseplads med forskellige designklassiske stole.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Sarah har et godt øje for smukke og unikke fund, som pynter i fine kroge af lejligheden.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

De to B5 reoler fra Børge Mogensen har hængt på Sarahs mors børneværelse og har nu fået en plads på væggen i Sarahs stue, hvor smalfilmskamera og keramik har indtaget hyldepladsen.

© @detlaksefarvedehus

Har du nogen råd til, hvordan man bedst indretter et mindre hjem?

Tag væggene i brug! Jeg har før boet på 25 kvadratmeter, og over hver dør havde jeg en hylde. Det er virkelig smart, for man bruger ikke den plads til noget alligevel. Jeg har også set folk, der har sat bogkasser sammen i højden i stedet for i bredden, og det kan virkelig fremhæve et højloftet rum. Og så skal man helst undgå tunge og mørke møbler – det er en gammel sang, men den holder stadig. Jeg bruger kun lyse træsorter i mit hjem af samme grund.

Hvad er du allermest stolt af i dit hjem?

Hvis jeg skal nævne noget, jeg selv har lavet, så er jeg stolt af den forvandling, vores badeværelse har gennemgået. Det er et mikroskopisk badeværelse, der er blevet bygget i en krog af køkkenet, og da vi overtog lejligheden, var det hvidt og klinisk, og der hang et ordentligt skrummel af et IKEA-skab over vasken. I foråret købte jeg et vitrineskab fra Ferm Living i en flot beige farve, gik i Flügger og bad om en vådrumsmaling i samme nuance, og så malede jeg den ene væg. Siden har jeg malet lågerne på vaskeskabet, udskiftet grebene, fjernet en håndklædestang, sat knager op og fundet et gammelt, venetiansk spejl til at hænge over vasken. Og jeg er så glad for, hvor pænt det er blevet – især i betragtning af, hvor lidt det har kostet.

Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?

Min stue med de fine paneler og dannebrogsvinduer får altid mange søde kommentarer. Det er nok også det rum, jeg bruger mest energi på at indrette, fordi det er her, der er mest plads og derfor flest muligheder.

Indretning lille lejlighed
© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Plakater i rammer i forskellige farver og størrelser giver en hyggelig atmosfære til stuen og pynter på væggen over de to sammensatte reoler, som er fra trævarefabrikernes udsalg.

© @detlaksefarvedehus

Hvad synes du er den største misforståelse, når det gælder indretning?

Jeg har aldrig forstået folk, der printer små sort/hvid-familiebilleder ud, sætter dem i små sorte rammer og hænger dem op i en klynge på væggen. Man kan ikke se, hvad det forestiller, medmindre man går helt tæt på, og det giver efter min mening intet visuelt til et rum. Jeg bryder mig heller ikke om rum, hvor designermøblerne nærmest står på rad og række. Alle med penge kan jo købe dyre møbler, men det alene skaber ikke et hjem, der er rart at være i.

Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?

Jeg drømmer om at udskifte min grå sofa fra Ikea, som jeg købte brugt, dengang jeg startede på Journalisthøjskolen. Men jeg vil helst have en model af Børge Mogensen. Og så gad jeg virkelig også godt eje Den Spanske Stol, men den har jeg slet ikke plads til i min lejlighed, så det er heldigvis ikke noget, jeg behøver tænke så meget over.

Er der noget i dit hjem, du er sikker på, også er der om 10 år?

Jeg tror og håber, at mange af mine møbler vil følge mig i mange år, men jeg er stensikker på, at jeg stadig vil have min lampe fra Muller van Severen, som jeg gav mig selv i 29 års fødselsdagsgave. Den er bare et kunstværk i sig selv, og jeg kan ikke forestille mig et sted eller en indretning, den ikke vil passe ind i.

Indretning lille lejlighed
© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Et kig til lejlighedens soveværelse.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

I soveværelset er der plads til et højt skab, hvor tøj kan gemmes væg. Pladsen under sengen bliver udnyttet med praktiske fine kasser til opbevaring.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

De sidste 6 år har Sarah holdt regnskab over sit tøj for at være bevidst om mængden og ikke komme til at overforbruge.

© @detlaksefarvedehus

Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme?

Jeg vil rigtig gerne male en væg eller to i stuen (tal om at være late to the party), men jeg har endnu ikke bestemt mig for, hvilken farve det skal være. Jeg har det med at ombestemme mig ret hurtigt, så det gælder om at vælge en neutral farve - for eksempel en grå eller lys beige.

Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm? Jeg er dybt misundelig på Vibe Hedals smukke arkitekttegnede hus, som hun deler på @arkitekthus1967. Hun har formået at bevare de originale detaljer og finde møbler, kunst og nipsting, der er moderne, men alligevel passer perfekt til husets stil.

Indretning lille lejlighed

Det lille badeværelse har gennemgået en smuk forvandling, hvor blandt andet dette smukke, antikke spejl er flyttet ind.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed

Det fine rillede skab fra Ferm Living har gjort udfaldet for farven på væggen, som er valgt i en farve, som går i et med skabet. Planten er en sømandstrøst.

© @detlaksefarvedehus
Indretning lille lejlighed
© @detlaksefarvedehus