HER BOR Sedsel Roug (40), selvstændig konceptstylist, Louis Carlos Ocampo (39), commercial director, og børnene, Isabel (7), Luis (2) og Gabriel (2).
HVOR Familien bor i en 145 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg.
LÆS MERE Følg Sedsel på @sedselroug.
I Sedsel Rougs 145 kvadratmeter store lejlighed hænger der et billede af den franske kunstmaler Georges Rouault i spisestuen. Billedet forestiller en vase med blomster omgivet af delikate og sammensatte farver lige fra isblå til koralrød. Præcis dette billede er Sedsel så fascineret af, at hun lader sig inspirere af dets farver, når hun indretter familiehjemmet, som hun deler med sin mand og deres tre børn. Kigger du godt efter, kan du faktisk finde alle billedets farver fordelt rundt omkring i hjemmet.
– Billedet har inspireret mig til, hvordan jeg skulle indrette, og hvilke farver jeg skulle male på vores vægge. Sådan er det ofte for mig. Det er tit et kunstværk eller en blomst, der bliver udgangspunkt for min indretning, fortæller Sedsel.
Egentlig er Sedsel lidt splittet, når hun indretter med farver, for hun kan også godt lide et mere enkelt og minimalistisk look, men hun ender altid ud med et udtryk baseret på de farver, der appellerer til hende lige nu.
– Jeg elsker farver, for de er virkelig stimulerende at bo med. De farvede vægge fremhæver også vores møbler på smukkeste vis. Lige nu er det meget vægfarver af blå og grønne toner, jeg er tiltrukket af, da de understøtter min mere internationale art deco-inspirerede stil, siger hun.
– Vægfarver er som accessories eller som at have kunst på væggen. Og er du vild med at bo med få ting, som vi gør, så giver en farvet væg ekstra hygge og charme til et hjem, forklarer Sedsel.
Køber (næsten) kun brugt
Det er ikke kun farver, Sedsel forstår at kombinere. I lejligheden møder skandinaviske vintagefund fra 50’erne, amerikansk design fra 20’erne og franske litografier fra 60’erne helt nyt, dansk design i et smukt miks.
– Vores stil er lidt skæv, for jeg kan godt lide at kombinere flere forskellige udtryk og perioder. En indretning skal helst irritere øjet lidt på den måde, at du skaber overraskelser i stedet for forudsigelighed. For mig er det personlighed, når du følger din egen stil, og hos os kan du se det ved vores farvevalg, kunsten og de gode vintagefund, jeg har brugt længe på at finde, siger Sedsel.
Vintagejagt har længe været en passion for Sedsel. Hendes bedste scoop er en glasreol fundet på Lauritz.com for seks år siden.
– Glasreolen er mit favoritmøbel, for den er smuk, og så passer den til så mange forskellige stilarter. Den tror jeg aldrig, jeg bliver træt af. Resten af vores ting bliver ofte solgt hurtigt igen, når jeg får lyst til forandring. Jeg køber stort set alt brugt, og jeg er vild med hele bæredygtigheden omkring genbrug, fortæller hun.