Selv på børneværelset er der original kunst hjemme hos Marie og Simon
Parret vil hellere købe et nyt værk end en stol at sidde på.
HER BOR Marie Nipper (38), direktør for kunstmuseet Tate i Liverpool, og Simon Frise Eriksen (35), direktør for Chart, sammen med deres datter, Uma (2).
HVOR Familien bor i en 170 kvadratmeter stor lejlighed i København.

Kunst fra gulv til loft
Der stod de, Marie Nipper og Simon Frise Eriksen.
I en 170 kvadratmeter stor lejlighed med sænkede lofter, tykke gulvtæpper og glasvægge på kryds og tværs, fordi lejligheden tidligere havde været bank og reklamebureau. Men det kunstinteresserede par så noget helt andet.
De så fire meter til loftet og masser af plads til deres samling af smukke værker.
– Vi holder meget af at omgive os med kunst, og kunst må gerne få plads. Vi har en del store værker, så vi har brug for meget vægplads. Og den er næsten brugt op nu, for vi kan ikke helt stoppe. Når vi køber et værk, er det med hjertet, fortæller Marie, der er direktør for den del af Englands nationalmuseum Tate, der ligger i Liverpool.
Når Marie og Simon hænger deres værker op, lægger de heller ikke værkerne ud på gulvet for at se, hvad der passer sammen i stil eller i farver.
– Vi tænker ikke over, hvordan værkerne snakker til hinanden. Egentlig handler det lidt om, hvor der er et ledigt stykke væg. Vi sætter dem heller ikke i bestemte mønstre eller tænker over ens rammer, siger hun.
– I gangen har vi dog sat værkerne på linje for at skabe lidt ro. Det er en god idé, hvis du vil have mange værker på en væg, men samtidig et harmonisk udtryk.
Kunst må gerne udfordre
Marie og Simon har ikke tal på, hvor mange kunstværker de har. Men lige så let det er for parret at falde for en ny kunstner eller et interessant værk, lige så svært har de ved at finde de helt rigtige møbler og accessories til deres hjem.
– Vi bruger mange flere penge på kunst end på møbler og lamper. Det er kunsten, der vinder hver gang. Men nu har vi fundet løsningen. Det startede, da vi ledte og ledte efter den rigtige lampe, der skulle hænge over vores køkkenø, men vi kunne bare ikke finde noget. Efter to år faldt vi for et lysende kunstværk af Jeppe Hein. Det fungerer fint som lyskilde i køkkenet, og så er det samtidig kunst, fortæller Marie.
Parret er vilde med kombinationen af kunst og funktion, og rundt omkring i hjemmet finder du også flere kunstværker i brug, blandt andet skrivebordet og sidebordet, der begge er designet af Fos.
Men Marie og Simons kunstsamling rummer også værker, der får én til at kigge en ekstra gang. Som figuren, der ligner en rå kylling, og de stablede øldåser med spillekort på toppen.
– Jeg kan godt lide de lidt mere underlige objekter. Det kuriøse. Man skal passe på med at være højtidelig, når man køber kunst. Kunst må gerne udfordre. Som værket med øldåserne, hvor vi ikke havde tålmodighed til at finde den rigtige hylde og satte kunstværket på en toiletrulleholder, vi havde tilovers. Det griner vi ofte af, siger Marie.
IDÉ Bor du lyst og let, kan tekstiler i varme toner give glød til indretningen.
BILLEDE De etniske tæpper skaber hygge i familiens store alrum. Lænestolene er designet af Poul Kjærholm, mens sofabordet er lavet af en skiferplade fra Maries barndomshjem. Det store værk med dollarsedlen er af Christian Lemmerz.

BILLEDE Lyngby-vasen er et arvestykke fra Maries mormor, mens æsken er fra Paris.

MARIE OG SIMONS NÆSTE KUNSTKØB
– Et stort maleri af John Kørner fra hans serie med døde soldater i Afghanistan. Det er en helt unik værkserie i dansk kunsthistorie, og det er på én gang et smukt og barskt værk.
BILLEDE Skrivebordet er fra Fos, bordlampen fra Louis Poulsen og ‘Myre’-stolen fra Thorsen Møbler, mens gulvtæppet er fundet i Israel. Værkerne er fra Carl Mannov, Kåre Leander Ringling Frang og Shelly Nadashi.

BILLEDE Da Marie og Simon overtog lejligheden, havde den været både bank og reklamebureau. Parret har åbnet rummene op for at få ét stort rum med både køkken, spiseplads, stue og kontor – og plads nok til masser af gæster og fester. Maleriet til venstre er af Sven Dalsgaard.

BILLEDE Med fire meter til loftet har parret plads til både XL-kunst og lamper. Vintagelamperne er fra en rejse i Østeuropa og værket bag af Jan S. Hansen. Spisebordet er speciallavet af en snedker, og stolene er et miks af ‘Syver’- og ‘Myre’-stole.


IDÉ Miks porcelæn med fine accessories for at skabe hygge i køkkenet.
BILLEDE To år. Så længe ledte Marie og Simon efter den rigtige lampe til over køkkenøen. Løsningen blev det lysende værk af Jeppe Hein, som kombinerer kunst og belysning.

BILLEDE I køkkenet har parret lagt nyt gulv i flydende spartel. Køkken og køkkenøen er lavet af en ven, der er snedker. Barstolene er fra Trævarefabrikernes Udsalg.
MARIE OG SIMONS DRØMMEKØB
– Jeg har været fascineret af kunstnerne Mark Rothko og Joseph Beuys, siden jeg var barn. De har fulgt mig altid, og jeg bliver altid draget af deres værker. Mere jordnært drømmer jeg om værker af Marie Lund, Alexander Touborg, Matias Faldbakken og mange flere.

BILLEDE Glassene er fra Holmegaard, lågkrukken fra Uh La La Ceramics og kasserne fra Notre Dame, mens den håndmalede skål er fra en rejse til Tokyo.

BILLEDE Marie elsker at mikse stilarter og perioder. I køkkenet har hun sat en Jørgen Hansenkrukke sammen med en antik lysestage og porcelæn fra Royal Copenhagen.

BILLEDE De to antikke stole i entréen er et arvestykke, mens gulvtæppet er fra en rejse til Syrien.

BILLEDE På 2-årige Umas værelse er der masser af kulør på kunsten. Værkerne er af André Saraiva, Tal R, Søren Behncke og Kai Führer, mens gulvtæppet er af Any Feldman og Eames-stolen fra Paustian.
LÆS OGSÅ De fineste lamper til børneværelset.

MARIES RÅD TIL DIG, DER VIL KØBE KUNST
- Kunstkøb handler ikke om at have en stor forhåndsviden. Det handler om at se og være nysgerrig. I starten er man impulsiv og går ud fra, hvad man kan lide. Men jo mere man ser, jo mere forfiner man sin smag. Det tager tid.
- Gå på kunstudstillinger og kunstmesser. Det er en genial mulighed for at se samtidskunst, og det kræver ikke, du køber noget. Besøg fx Chart og Code.
- Alliér dig med nogen, der ved noget, hvis du er usikker på dit køb. Fx en god ven eller en kunstkonsulent.
- Spar hellere sammen til et unikt kunstværk i stedet for at fylde dit hjem med plakater. Skift i stedet puderne ud i sofaen, hvis du har brug for fornyelse.
BILLEDE Parret er begyndt at kaste sig ud i farvede vægge. Sengetæppet er fra Afrika, og puderne er hjemmesyede. De to værker er af Sergei Jensen og Absalon Kirkeby.

BILLEDE Badeværelset er enkelt og delikat indrettet med en bordplade i marmor og et spejl, som parret har fundet i storskrald. Håndvask, armatur og skab er fra Dansani, Vola og Ikea. På væggen et billede af Asger Dybvad Larsen.

BILLEDE Værket er af Julie Nord.
