Skøn sort-hvid lejlighed ved Søerne
Drømmer du om billig ferie og rejseoplevelser ud over det sædvanlige? Kig indenfor hos familien Trolle, der bytter hjem med mennesker verden over og som lever i en skøn lejlighed hvor basen er rolig og farverne får lov at lege.
Sort-hvid base med farvetwist
Her bor Liv Trolle, 38 år, service manager i vaskeribranchen, Morten Trolle, 38 år, forlagsredaktør, tvillingerne Arthur og Kamma, 5 år, og lillesøster Vega på 4 måneder. Familien bor i en 135 kvadratmeter stor lejlighed i en ejendom fra 1900 ved Søerne i København.
Ordet ‘boligbytte’ er kommet til at betyde noget særligt for Liv og Morten Trolle og deres tre børn. For to år siden boede parret i en mindre lejlighed ved Søerne i København. Herfra kunne de spejde over på en smuk bygning i palæstil. Her boede Livs tvillingesøster med sin familie, og der ville Liv også gerne bo. Heldet ville, at søsterens ældre underbo takkede ja til at bytte bolig.
“Udover, at det er fantastisk, at vi har fået mere plads, så er det vildt dejligt at være kommet tæt på min søster. Vores børn render op og ned konstant, det føles som at bo i et kollektiv,” fortæller Liv.
Den ældre underbo er dog langt fra den eneste, familien Trolle har byttet bolig med. Familien er bidt af at rejse via ‘Homeexchange’, der er et netværk, hvor du bytter bolig med andre mennekser verden over – og de næste fire måneder tager familien på barselsorlov i USA, hvor de skal besøge adskillige stater og byer. Bytteriet betyder, at Liv, Morten og deres børn kan overnatte gratis under deres lange ophold. Til gengæld bor 11 fremmede familier og par på skift i lejligheden, mens de er væk.
BILLEDE Køkkenet fungerer både som spisestue, hjemmekontor, entré og ligger i direkte forbindelse med altanen og stuen. Derfor var det vigtigt, at materialer og indretning fik et enkelt udtryk. De høje skabe, der går fra gulv til loft, har matte, hvide fronter, der passer til vægfarven, mens selve køkkenelementerne er i birk med sort linoleum.
SNUP STILEN Køkkenfronterne er fra Køkkenskaberne, mens spisebord og stole er fra Hay og lamperne fra Le Klint og Schottlander Mantis.

Enkelhed og leg med farver
Spar penge, og få skønne rejseoplevelser
Liv og Morten tog rejseformen til sig for fem år siden, da de skulle på barselsorlovstur i Europa med deres nu 5-årige tvillinger.
“Vi endte blandt andet lidt uden for Toulouse, hvor vi kom til at passe en kat, en hund og flere høns. Det var så sjovt og anderledes en oplevelse, at vi blev helt hooked på at lade os overraske af andres måde at leve på,” siger Liv, der er vild med de anderledes oplevelser, rejseformen giver.
“Du dumper lige ned i et kvarter og bliver en del af miljøet. Tit ved naboer og andre, at nu er den danske familie ankommet. Da vi kom til Paris i sommer, lå der et brev om, at vi skulle gå ned på familiens stamrestaurant længere nede ad vejen. Det gjorde vi og fik straks et glas vin og blev budt velkommen af ejeren. Det er sådan nogle ekstra oplevelser, du får ved at bytte bolig,” forklarer Liv.
Men er det ikke svært at lade fremmede låse sig ind i sit eget hjem, når man som Liv og Morten netop har købt ny lejlighed og gjort meget ud af at indrette den med en enkel sort-hvid base og nøje udvalgte farver?
“Overhovedet ikke. Det at bytte bolig handler om tillid. Første gang vi byttede, gemte vi få, udvalgte ting i et skab, det har vi ikke gjort siden. Vi går jo ikke selv og åbner folks private skuffer. Folk, der er med i Homeexchange, har den samme respekt for det hjem, de låner – som det de låner ud. Vi har aldrig fået ødelagt noget. Ligesom vi aldrig har boet et sted, hvor vi blev skuffede,” siger Liv.
BILLEDE Liv og Morten er ikke helt enige om mængden af møbler og farver. Kompromiset er, at Liv får styret sin hang til enkelhed med hvide vægge og større møbler i sorte og grå nuancer, mens Mortens lyst til farver og nips får plads via tilbehøret og mindre møbler.
SNUP STILEN Sofaen er fra Eilersen, mens skalstolen ‘CH07’ er designet af Wegner. Rullebordet og puffen er fra Normann Copenhagen, mens reolkassen er fra Montana.

Miks og match
En glasvase og et par små skåle fra Søstrene Grene pynter på sofabordet.
4 tips til Liv og Mortens stil
1. Gå efter en enkel sort-hvid base med hvide vægge og sorte og grå nuancer på de større møbler. Det giver et roligt udgangspunkt.
2. Leg løs med farverne på mindre møbler og tilbehør.
3. Vælg inventar i moderne, skandinavisk design og kombinér det med rejsefund, der giver lidt varme og historie.
4. Miks gerne dyrt og billigt – så længe looket er enkelt og ikke for uroligt.

Lys modtagelse i gangen
Lejligheden er bundet sammen af en længere gang med knagerække fra Normann Copenhagen og lamper fra Colors by Copenhagen.

Småt men godt
Badeværelset har været en udfordring at indrette, fordi det er smalt og aflangt. De små mosaikfliser var i rummet, men det indbyggede skab er familien Trolles aftryk. Det samme er badeforhænget fra Mette Ditmer.

Detaljer på badeværelset
Det fine, skulpturelle bordspejl med plads til smykker er fra Normann Copenhagen.

Garderobeskab uden pladsmangel
”Jeg kan ikke undvære mit indbyggede skab i soveværelset. Der kan virkelig være meget”.
Langs hele endevæggen i soveværelset er der lavet et stort garderobeskab i røget eg. Træet giver en varm og hyggelig kontrast til de ellers hvide vægge.
SNUP STILEN Garderobeskabe fra Køkkenskaberne. Sengetæppe fra Hay og dråbependlen fra Le Klint.

Rejs ud i verden
Verdenskortet over sengen minder familien om alle deres gode rejser. Natbordet er købt i Søstrene Grene.
Livs bedste tips til billig ferie med boligbytte
Homeexchange giver os økonomisk mulighed for at rejse mere. Vi betaler for fly, men al overnatning er gratis. Ofte bytter vi også bil, så billejen er sparet.
Der findes flere boligbyttenetværk. Udover Homeexchange bruger vi også Intervac.com.
Har du børn, så byt bolig med børnefamilier, så du er sikker på, at der er legetøj, barnestol og babyseng.
Det er rart, når værten har gjort lidt for at få dig og din familie til at føle jer velkomne. Vi sætter fx altid et par danske delikatesser frem.
Lav en guide til lokalområdet, så gæsterne ved, hvor de finder den bedste café eller sjoveste legeplads. Sådan en guide er vi altid selv glade for at få.
Gardér dig mod uheld ved at lave en omfattende husguide, hvor du fx skriver, hvis vinglassene ikke kan tåle opvaskemaskinen, eller at bordpladen skal gøres ren med en speciel spray.

Arvestykke og indisk islæt
Reolen i Vegas værelse er en arvesag. Den var oprindeligt orange, men Liv har malet den hvid. Fletstolene er fra Indien og bordet fra Søstrene Grene.

Farve glimt
Lad dig inspirere af Liv og Mortens enkle stil med en rolig sort-hvid base og farverige accessories.
Knager, 'Curve Hook', h 17,7 cm, 150 kr., Normann Copenhagen.
Pendel, 'TR5', 60 x 20 cm, 2.290 kr., Tom Rossau v/Lampemesteren.dk
Stol, 'Nerd', h 80,5 x b 45,5 x d 50 cm, 2.595 kr., Muuto.
Sofabord, 'Cubano', h 40,5 x dia 39 cm, 699 kr., Bloomingville.

Verdensplakat, 'The World', 100 x 60 cm, 490 kr., lxxi v/Designdelicatessen.
Vaser, 'Form 130', fås i flere størrelser, lille, h 17,5 cm, 399 kr., stor, h 22 cm, 599 kr., Lyngby Porcelæn.
Sofa, 'Reason', h 68 x sh 39 x b 208 x d 96 cm, 19.595 kr., Brunnmunch.
Sengetæppe, 'Alexia', i bomuldsvelour, 260 x 260 cm, 2.499 kr., Ellos Home.
Taburetter, sæt af to, 750 kr., Madam Stoltz.

Plantegning af familien Trolles lejlighed
