Sofies hjem beviser, at hun kan tænke ud af boksen: "Jeg elsker at gøre tingene til mine egne"
Der er især én ting, der springer i øjnene i Sofie Parelius’ stue – nemlig en tre meter lang, pink sofa. Tag med på besøg i den nyrenoverede murermestervilla, hvor genbrugsguld, kreative diy-løsninger og nye fund bliver bundet sammen af en lyserød tråd.

HER BOR Sofie Parelius (29), Social Media Manager, hendes mand, Kristoffer Kaae Pedersen (29), byggeleder, og deres to børn, Hannah (3) og Eddie (1).
HVOR Familien bor i en murermestervilla på 129 kvadratmeter i Hillerød.
LÆS MERE Følg Sofie på @sofieparelius.
PÅ BILLEDET Sofie bor i Hillerød sammen med sin mand, Kristoffer, og deres to børn, Hannah og Eddie.

Da Sofie Parelius blev gravid med sit andet barn, begyndte familiens lejlighed på Nørrebro at føles for lille, og de drømte om en murermestervilla med masser af charme og sjæl.
Og pludselig var den der, drømmevillaen, i Hillerød i Nordsjælland, men den krævede en kærlig hånd.
– Vi ville gerne købe noget gammelt med charme og gøre det til vores eget, og da vi trådte ind i huset første gang, kunne vi se, at det her hus kunne blive næsten alt det, vi drømte om, fortæller Sofie.
Da de fik nøglerne til huset i foråret 2021, kastede de sig derfor med det samme ud i en gennemgribende renovering, hvor alt blev endevendt.
Sofies mand, Kristoffer Kaae Pedersen, arbejder til dagligt som byggeleder, så parret har gjort så meget selv, som de kunne. Blandt andet har de lavet et ekstra toilet i stueetagen, væltet to vægge for at skabe ét stort køkken-alrum og flyttet og skiftet vinduerne, så det passede med det nye, store alrum.
Og netop det, at få vinduerne placeret rigtigt, var den største udfordring under renoveringen.
– Dét diskuterede vi rigtig længe. Jeg tror, vi kørte herop tre gange fra Nørrebro kun for at diskutere vinduer, fordi det var sådan en stor udgift, og det var svært at forestille sig, hvordan det ville blive, siger Sofie.
Det lykkedes dem dog at blive enige til sidst, og i dag er de begge meget tilfredse med resultatet.
– Det har virkelig været en stor omgang, men jeg synes faktisk, det hele er blevet meget flottere, end jeg havde forventet.
Farvel til den grå sofa
Selv om renoveringen af den gamle murermestervilla fra 1920’erne har været omfattende, har parret forsøgt at bevare originale detaljer som den gamle trappe og de gamle døre, ligesom de har sat stuk op, så det matchede den gamle stil.
Indretningen er dog mere enkel og moderne.
– Vi har prøvet at holde en minimalistisk, moderne stil, men jeg har også en stor kærlighed for genbrugsting og hyggeting, så det er blevet et godt miks af nyt, genbrug og hjemmelavede finurligheder, fortæller Sofie.
Når du træder ind i stuen, er det for eksempel den pink sofa, der øjeblikkeligt fanger øjet. Det er en klassisk Erik Rasmussen-sofa, som Sofie har købt brugt og ombetrukket med lyserødt stof for at skabe blikfang.
– Jeg har altid været vild med lyserød, og så kan jeg godt lide, at den skaber et lille opgør mod den klassiske, grå sofa, siger Sofie.
Soveværelset på førstesalen skiller sig også ud, dog på en mere afdæmpet måde. Her har Sofie indrettet med et blødt væg til væg-gulvtæppe, ja, mere end det. Hun har nemlig betrukket stellet på sengen og et stort spejl med resterne fra gulvtæppet for at skabe et eksklusivt, gennemført look.
– Jeg elsker at gøre tingene til mine egne. Hvis jeg ser noget fedt, der er for dyrt, så laver jeg bare min egen version. Jeg tænker tit: Det kan vi selv lave, og så kaster jeg mig ud i det. Og hvis det lykkes, er det ekstra fedt. Det er en kæmpesejr at lave noget, der ender med at se fedt ud, fortæller Sofie.
VÆGFARVE Tidløs fra Jotun
PÅ BILLEDET Sofaen fra Paustian er et genbrugsfund, som Sofie har fået ombetrukket. Den var mørkeblå, men Sofie har altid elsket lyserød og ville gerne have et statement-piece, som kontrast til den ellers neutrale stil. Gulvlampen er et vintagefund, sofabordet fra Jotex og gulvtæppet fra Trendcarpet.

Lænestolen er et arvestykke, som også har fået nyt liv med nyt betræk. Den sorte plaid er designet af Verner Panton og den røde fra Arket. Vasen i vindueskarmen er fra italienske Giacomo Alessi.

IDÉ Leg med udtrykket med en XL-gulvlampe. Det giver liv og dynamik.

FAMILIENS YNDLINGSSPOT
– Den lyserøde sofa er hjertet i huset og helt klart der, hvor vi bruger mest tid. Den lyserøde sky kalder vi den.
PÅ BILLEDET Kristoffer har bygget den store, integrerede reol i stuen, mens bordlampen er fra Louis Poulsen og stolen et loppefund.



Glasvasen er fra Murano og koppen fra Shop Balou.

IDÉ Har du fundet et brugt møbel med en smuk form, men ikke den rigtige farve? Mal det selv, eller få det sprøjtemalet i din drømmekulør.
PÅ BILLEDET Sofie elsker at mikse nyt, genbrug og diy. Det store værk er lavet af en glasplade, der blev tilovers i renoveringen, som hun har malet på. Keramikansigtet har Sofies mormor og morfar lavet, mens pendlen er i Murano-glas, de klassiske Myre-stole arvestykker og spisebordet fra Skovby et genbrugsfund, som parret har fået malet.

Reolen er et arvestykke, som Sofie har malet i samme farve som væggen udenpå og sart gul indeni. Vasen oven på er fra Louise Roe og resten loppefund.

Sofie og Kristoffer har væltet et par vægge i stueetagen for at skabe et stort, åbent køkken-alrum. Køkkenet er fra Invita og bordpladen i graublau-marmor fra Falke Granit & Natursten. Maleriet over vasken har Sofie lavet ved at betrække et gammelt billede med groft lærred og male på det.

SOFIES FAVORIT-DIY
– Jeg er ret godt tilfreds med glasbilledet i spisestuen. Det er et stort billede, der giver noget udtryk til rummet, og det er fedt selv at have skabt noget fra bunden.
IDÈ Bryd rammerne og farvepaletten med et par skulpturelle blomster i en cool kulør. Forvandl en vase fra trist til trendy. Start med at spraymale vasen ensfarvet, mal et mønster på med pensel, og forsegl til slut malingen med klar lak.
PÅ BILLEDET Den ternede vase er et diy-værk, mens glasskålen er genbrug.

Kan du ikke finde de rigtige kunstværker? Snup Sofies idé, og beklæd et gammelt billede med lærred, og mal på det.

Det lille fad fra Bahne matcher køkkenets marmorplader perfekt. Muslingeskålen på hylden er et genbrugsfund og egentlig en brevholder.

SOFIES BEDSTE RENOVERINGSTIPS
- Genbrug så meget som muligt, hvis du ønsker at beholde den gamle sjæl fra huset. Det er rigtig svært at få nye ting til at have samme sjæl og værdi.
- Tænk i indbyggede løsninger. De kan være dyre, men de er det hele værd og får huset til at se meget mere eksklusivt og færdigt ud, fx en indbygget reol i stuen.
- Overvej detaljerne! Når du står i et tomt hus, kan det være virkelig svært at vide, hvor der skal sidde små ting som en stikkontakt, et lysudtag eller et tv-stik, men når huset er færdigt, betyder disse ting alverden, så brug tid på at tænke indretningen og placeringen af dem igennem.
PÅ BILLEDET I renoveringen åbnede parret op, så køkken, spiseområde, stue og trappen til første sal er i åben forbindelse.

SOFIES YNDLINGSRUM
– Jeg elsker vores soveværelse. Det er blødt, roligt, lyst og rart, og jeg kan godt lide, at det ligger på førstesalen, så man får følelsen af at trække sig tilbage.
PÅ BILLEDET I soveværelset spiller det bløde gulvtæppe fra Garant hovedrollen, og det pryder ikke bare gulvet. Sofie har også betrukket sengerammen og spejl fra Ikea med rester af gulvtæppet, hvilket giver rummet et blødt og eksklusivt udtryk. Gulvlampen er Verner Pantons klassiske Panthella.


Gør plads til små, personlige ting også på badeværelset, fx en indbygget hylde over toilettet til alle dine favoritter.

Vaskemøblet er en Ikea-skænk, som Sofie har givet personlighed med en gang lyserød maling. Spejlet er fra Ilva, armaturet fra Vola og fliserne i graublau-marmor.

Lyserød er Sofies yndlingsfarve, og den går igen i forskellige nuancer over hele huset også på væggen og reolen i badeværelset.

3D-værket i stof er et af Sofies mange fine genbrugsfund.

Giv et gammelt spejl et nyt look med en bølget ramme i mdf og en skøn farve. Genialt, også uden for børneværelset!


