Størstedelen af Olivias SU bliver brugt i byggemarkedet
Den 23-årige psykologi-studerende får i den grad det maksimale ud af SU'en, og har forvandlet lejligheden til den dejligste oase ved at finde værktøjskassen frem.

I en 55 kvadratmeter andelslejlighed i København bor 23-årige Olivia, der til daglig læser psykologi, arbejder i psykiatrien og står bag Instagram-profilen @idetgulehus, sammen med sin kat, Molly.
Lejligheden har to værelser, hvor Olivia har valgt at have stue i det ene og kombineret soveværelse og spisestue i det andet.
Selvom Olivia ikke har en fastlagt strategi for sin indretning i lejligheden, er der inden tvivl om, at der er særligt én ting, der kendetegner Olivias indretning; hendes mange hjemmebyggede løsninger.
Et SU-budget og et ønske om at udnytte kvadratmeterne bedst muligt har nemlig resulteret i, at Olivia har måtte tænke kreativt og trække arbejdshandskerne på, for at få det hele til at gå op.
Kom med indenfor og se de mange fine løsninger.
Hvad kendetegner din indretning - og hvorfor er det netop det, du godt kan lide?
– Noget af det, som kendetegner min indretning, er nok alle de hjemmebyggede løsninger, som jeg har lavet i lejligheden. Jeg har altid været glad for at bruge mine hænder, og da jeg overtog min lille andelslejlighed, var pengene små. Jeg besluttede mig dog for, at det ikke skulle betyde, at jeg ikke kunne få det hjem, jeg drømte om. Derfor blev jeg nødt til at tænke kreativt, og det har resulteret i, at jeg har kastet mig ud i en hel masse gør det selv-projekter, som har formet mit hjem og gjort det personligt.
Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?
– Det seneste, jeg har købt til mit hjem, er et nyt gulvtæppe til min stue. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvilket et jeg skulle have, men jeg er endt med et cremehvidt uldtæppe fra benuta. Jeg synes, det skaber en god base, så jeg kan give den gas med farverne i resten af stuen.
Hvad er dit bedste DIY-projekt/hack/hjemmelavede/byg selv element?
– Uha, det er svært at vælge mellem sine børn. Men jeg må nok sige, at min lysegule væg til væg-reol i stuen er et af mine yndlings gør det selv-projekt. Den tog mig ugevis at bygge, og jeg var ærligt talt i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. Jeg er dog blevet virkelig glad for resultatet, og den giver enormt meget opbevaringsplads.
Hvorfor synes du, indretning er sjovt?
– Indretning er for mig en kreativ legeplads, hvor jeg kan udfolde mig og lege med farver, former og materialer. Derfor laver jeg også enormt meget om, da jeg hele tiden får nye ideer, som jeg får lyst til at prøve af. Det lyder måske en smule kliche, men jeg har reelt set været vild med indretning så længe, jeg kan huske. Som barn var mine yndlingsaktiviteter at være i Ikea og flytte rundt på mit værelse, og jeg har altid elsket at læse i min mors boligblade.
Hvor højt prioriterer du indretning?
– Jeg prioriterer indretning meget højt. Jeg bruger langt mere af min SU i byggemarkedet og hos små keramikere, end jeg er villig til at indrømme. Indretning er en af mine absolut største interesser, og det giver bare så meget mening for mig at bruge mine penge på det, der gør mig glad.
Hvilket møbel er du gladest for?
– Jeg har ikke specielt mange møbler i min lille lejlighed og dem, jeg har, er jeg virkelig glad for. Jeg vil langt hellere bo med færre ting og så blive glad hver gang, jeg bruger de ting, jeg så har. Så kan jeg jo altid spare op til resten.
Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?
– Mit favoritspot i mit hjem er helt klart op af husmuren på altanen. Der kan jeg sidde i timevis og nye eftermiddagssolen med en god kop kaffe.
Har du noget, du aldrig skiller dig af med?
– Min indretning er meget baseret på følelser og mavefornemmelser. Jeg er enormt glad for ting, der har en historie eller vækker et minde. Da min mormor flyttede fra sit hus for et par år siden, overtog jeg en del af hendes møbler, nips og kunst, som jeg kan huske fra min barndom. De ting, jeg fik med, er stadig nogle af de ting, jeg er mest glad for den dag i dag, og mange af dem tror jeg aldrig, jeg kommer til at skille mig af med.
Hvad kan du ikke få nok af i din indretning - og hvorfor?
– Min indretning er meget cirkulær – derfor er jeg enormt glad for genbrug! Jeg elsker at gå på jagt på DBA og i genbrugsbutikker (særligt dem lidt uden for storbyen), og mange af mine bedste fund har jeg fundet brugt. Jeg bruger også enormt meget tid på at sælge ud af mine egne ting, og jeg rydder jævnligt ud i alt, hvad jeg ejer. Jeg tror, det er en af fordelene ved at bo småt; det tvinger mig til hele tiden at gå de ting jeg ejer igennem, fordi jeg simpelthen ikke har plads til at have ting stående, som jeg ikke bruger.
Hvad får du mest opmærksomhed for i din indretning?
– Noget af det, jeg får opmærksomhed for i min indretning, er min evige forandring og alle mine hjemmebyggede løsninger. Mine venner siger, at det altid er en ny oplevelse at komme på besøg hos mig, fordi jeg altid har bygget et nyt møbel eller lavet et eller andet om. Det tror jeg er meget sigende for min tilgang til indretning.
Hvad er din indretningsstrategi?
– Jeg har ikke nogen indretningsstrategi som sådan, men jeg bruger meget tid på at tænke over, hvordan jeg får mest mulig ud af mine få kvadratmeter. Det ender ofte med nogle lidt skæve løsninger, men sådan kan jeg også godt lide det. Derudover er jeg i en evig proces med at finde en balance i min indretning, hvor jeg hverken synes, at der sker for meget eller bliver for kedeligt.
Hvad har været den største indretningsudfordring - og hvordan har du løst den?
– Jeg tror, de fleste der har prøvet at bo så småt som mig kan skrive under på, at det medfører en lang række indretningsudfordringer. Jeg kan indimellem ligge søvnløs om natten, når jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg skal få det hele til at gå op i en højere enhed. En af mine største udfordringer har dog været indretningen af entreen, som kun er én kvadratmeter og har hele tre døre og en eltavle. Jeg ville så gerne have plads til både sko og jakker, så jeg endte med at bygge en eltavleskjuler-slash-skoskab i ét. Jeg synes faktisk, det er blevet ret godt.
Hvad er den største "ommer"/brøler, du har lavet?
– Jeg har lavet enormt mange fejl og ”ommere” i min lejlighed. Da jeg fx skulle bygge mit entrémøbel, tog det mange forsøg før, jeg overhovedet fik lågerne til at lukke. Første gang jeg monterede fronterne til mine radiatorskjulere sad de også helt skævt. Jeg tror dog, at det er vigtigt, at man ikke lader sig slå ud af at lave fejl – det er dem, man lærer af! Hvis ikke man tør kaste sig ud i projekter, bliver de i hvert fald ikke til noget.