"Jeg kan ikke fornægte min kærlighed til de her old school New Yorker lofter"
Juilas hjem i et tidligere tørreloft på Nørrebro er en stor inspiration for mange på Instagram. Især billedevæggen og sofakrogen høster mange likes.
Juila Cathrine This, der til dagligt arbejder som sygeplejerske har en stor forkærlighed for både indretning og naturen og står bag en helt særlig instagramprofil @copenhagenwilderness
Sammen med kæresten (og deres norske skovkat Elmer) bor hun på et tidligere tørreloft på Nørrebro, hvor hun og kæresten har indrettet sig med nogle af de elementer, mange går og drømmer om.
Der er den industrielle vinduesvæg, de frodige, grønne planter og murstensvæggene, der sammen danner en mindeværdig ramme omkring Juilas elskede designklassikere. Kom med indenfor og lad dig inspirere af hendes smukke, grønne hjem.
Hvad kendetegner din Instagramprofil, og hvad er tanken bag den?
Overordnet er jeg passioneret omkring to ting, hvilket også kendetegner min Instagramprofil; boligindretning og friluftsliv. Gerne med anderledes oplevelser og overnatninger på quirky steder, der også inspirerer min egen indretning. Jeg vil rigtig gerne inspirere til boligindretning, hvor der er fokus på genbrug og bæredygtighed - dog uden at være fanatisk.
Jeg tror på balancen mellem at anskaffe sig gamle og nye ting. Og så vil jeg også gerne inspirere andre til at nyde den luksus, det kan være, at bo simpelt ude i naturen.
Forhåbentligt inden for den nærmere fremtid, vil jeg selv kunne tage udgangspunkt i min egen lille svenske weekend-skovhytte, hvor jeg finder balance mellem bylivet og naturen. Ikke mindst glæder jeg mig til at indrette sådan et sted - og dele det.
Beskriv din bolig- og indretningsstil.
Jeg har altid haft en stor forkærlighed for dansk møbelkunst fra 1950-1970’erne, og den kærlighed er ikke blevet mindre med årene. Så jeg samler lidt på det. Og så elsker jeg tanken om at have naturen med indenfor, hvorfor jeg har usigeligt mange planter og generelt indretter mig meget med organiske farver og masser af træ. Jeg kan heller ikke fornægte min kærlighed til de her old school New Yorker "lofts". Så vi har en del rå murstensvægge, betongulve og en stor smedejernsvæg i glas og metal.
Hvem inspirerer dig i forhold til boligindretning?
Jeg har svært ved at slå ned på en konkret inspirationskilde, fordi mine ideer kommer fra så mange steder - fra Instagram til mine rejser. Men skulle jeg nævne én person hvis bolig og indretning jeg beundrer; så er det Finn Juhls Villa, som man kan besøge nord for København på Ordrupgaard. Det hjem giver mig ægte kuldegysninger i bar’ interiør-og-arkitekturs-æresfrygt!
Hvad er dit seneste køb til hjemmet?
Seks brugte Børge Mogensen J39 stole i Egetræ og en daybed i teak med et skønt indbygget sidebord fra 1950’erne. Daybeden har jeg lige fået ombetrukket med stor hjælp fra min mor og den er nu klar til minimum 50 år mere i nye sine nye klæder!
Hvad er dit bedste indretningstip på budget?
Køb hellere en end god ting end 10 middelmådige
Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit hjem? Evt. henvis til et billede fra din profil.
Mødet mellem vores nye billedvæg, daybed’en og vores sorte jernvæg. Det er Interiør symbiose uden lige, som opstod spontant en søndag eftermiddag, hvor jeg pludselig syntes der skulle flyttes om. Resten af hjemmet skulle tømmes for billeder, så billedvæggen kunne blive til og nu mangler jeg et møbel der hvor daybed'en var tiltænkt.
Hvad får du flest kommentarer for i din indretning?
I øjeblikket er det vores billedvæg, men vores sofakrog og mine rejsebilleder af de hyggelige hytter vi besøger, plejer også at generere en del kommentarer. Det er bare noget magisk ved træhytter!
Hvis du ikke skulle tænke på penge, hvad drømmer du så om at eje til boligen?
Et Poul Cadovius reolsystem og sofaen “Poeten” af Finn Juhl. Og så ønsker jeg mig virkelig en altan, som jeg kan omdanne til en lille jungle.
Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?
At det skal være organiske/naturfarver; jeg er vild med grøn, okker, brun, beige og gyldne toner da de komplementerer alle vores træmøbler så fint.
Hvordan har din indretning ændret sig de seneste 5 år ?
Jeg synes faktisk ikke at den har ændret sig voldsomt. Jeg er meget tro mod min kærlighed til Dansk Design fra 1950-70’erne. Til gengæld har vores Tørreloft gennemgået en større ændring. Sidste år fik vi langt betongulve, mørke sildebengulve og designet en stor væg i jern og glas der består af 4 sæt dobbeltdøre. Det har virkelig forbedret lys indfaldet i vores stue og skabt et helt andet flow.
Når du ser tilbage, er der så noget, du tror, du aldrig nogensinde bliver træt af at have i indretningen?
Jah, jeg kan slet ikke forstille mig at bo uden mine mange planter og mine H.J.Wegner Sofaer. Sådan helt overordnet tror jeg aldrig nogensinde, at jeg bliver træt af mine danske design møbler. Der er bare noget ved håndværket der gør dem tidsløse og nemme at opdatere med aktuelle og nye designelementer.
Hvad er det næste, du vil kaste dig over derhjemme? (kan være et DIY-projekt, en tendens, du vil inddrage, eller noget helt tredje.)
Jeg vil rigtig gerne lave enten en hel væg eller bare en høj panelvæg med mørkbejdsede lister - super karakteristisk for 1950’erne! Og så vil jeg gerne eksperimentere med farver på vores ellers meget hvide vægge.
Hvilke ”oversete” eller små bolig-Instagramprofiler følger du selv, som du synes fortjener lidt larm?