Wauw! Se, hvor smukt Matlan har indrettet familiens hjem på et SU-budget
Omkring 200-250 kr. bliver brugt på boligkøb månedligt hjemme hos Matlan - et bevis på, at du med få midler kan komme utrolig langt, hvis bare du kan se mulighederne.
Du kommer langt for få penge, når du har kreativiteten til at trylle genbrug om til guld.
Det er Matlan Thihlums instagramprofil og bolig et klokkeklart bevis på og derfor er hun ugens Instafavorit her på Boligmagasinet.dk.
For selvom SU-budgettet er småt, så har hun og manden fået råd til både teddy-stol, stor reol, der smelter sammen med væggen, trendy søjlesofabord og mange andre fine ting.
Læs med og glæd dig til at blive klogere på, hvordan gennemført indretning også kan skabes på et minimalt budget.
SE OGSÅ Sidste uges nominerede @simonepolk HER
Beskriv din indretningsstil med 3 ord:
Skandinavisk stil med fokus på varmt og roligt udtryk.
Hvordan fik du din nuværende bolig?
Da vi skulle have et nyt i medlem i familien, var det nødvendigt at finde et nyt og større sted at bo. På det tidspunkt boede vi i en 48 kvm studiebolig. Vi fandt denne lejlighed, som vi straks forelskede os i. Vi var især vilde med de skrå vægge, som vi synes giver en hyggelig sommerhus stemning i rummet.
Hvad får du flest kommentarer for om din indretning på Instagram?
Det må være vores Billy-reol, som jeg har malet i det fineste gråbeige nuance. Derudover vores lænestole med tilhørende fodskammel, som jeg har ompolstret i det blødeste teddystof. Jeg fandt dem kun til 150kr på Facebook marketplace. De var slidte og gamle, men efter at have ombetrukket dem er de som nye igen med et mere moderne look.
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
Det må være vores mange gør det selv-projekter - b.la. vores sofabord lavet ud af paprør, mdf og lister.
SE OGSÅ Tidligere nominerede til juli måneds Instafavorit @livatholstrup HER
Hvad har du senest brugt 1.000 kroner på?
Vores nye sofa fra BoConcept, hvilket også er vores dyreste nykøb. Jeg elsker designermøbler, men da både min mand og jeg er studerende, er det meget vigtigt at investere klogt. Så ved siden af vores nye møbler, er der mange møbler af genbrugsmaterialer. Størstedelen af vores møbler er købt brugt ellers er de vores egne gør det selv-projekter.
Hvilket spot i dit hjem er dit favorit?
Stuen, hvor der er udsyn til vores store vinduer, som pryder hele stuen og giver et dejligt lys i rummet.
Hvilket møbel er du gladest for?
Det er svært at vælge mellem vores hjemmemalede frisvingerstole og vores DIY sofabord, som min mand og jeg har lavet sammen.
SE OGSÅ Tidligere nominerede til juli måneds Instafavorit @Christine_egholm HER
Hvad er din indretningsstrategi?
Vores hjem rummer en fin blanding af både nye og brugte møbler, samt en masse DIY, som skaber en personlig indretning. Jeg flytter ofte rundt på ting og møbler, hvilket ofte er nok til at skabe fornyelse og en ny stemning. Når vi føler, at pladsen har brug for lidt nyt, sælger vi ofte vores gamle genbrugsprojekter. Vi har for eksempel solgt flere gamle stole, som vi har ompolstret. Det hjælper os alt sammen med at investere i nye møbler b.la. vores nye sofa.
Hvad er det bedste tip, du har fået eller læst om indretning?
- At udtrykke din personhed igennem din indretning.
- Mærk efter, hvilken stemning du ønsker i dit hjem, og sørg for at skabe en rød tråd i din
- indretning.
- Tænk over hvad du køber, da impulskøb kan være forstyrrende i din indretning.
- Prøv dig frem – du bliver altid klogere.
Hvad har været den største indretningsudfordring - og hvordan har du løst den?
Selvom vi elsker det hyggelige udtryk med træbeklædningen og skråvæggene, er det en stor udfordring ved placering af møblerne.
SE OGSÅ Tidligere nominerede til juli måneds Instafavorit @vintherhome HER
Hvor meget bruger du på boligrelaterede køb om måneden?
Det er svært at sige et decideret beløb, men ca. 200-250 kr. gennemsnit på min vasesamling, og materialer til mine DIY-projekter. Jeg elsker at give nyt liv til gamle møbler med en klat maling og ompolstring. Projekter som disse er både bæredygtige og økonomiske, hvilket passer meget godt til studerende som os.
Hvad er det næste, du drømmer om at gøre eller købe til hjemmet?
Jeg drømmer om et nyt spisebord, da vores nuværende spisebord har en del skønhedsfejl – det er faktisk et gammelt bord, som vi har arvet. Jeg overvejer også lidt at kaste mig ud i et gør det selv-projekt, men det må vi se.
Hvis du skulle bytte hjem med en anden, hvem skulle det så være?
Det må være Carla Sofie Molge eller Marianne Jacobsen – begge hjem er så smukke og inspirerende.