Nybygget hjem med dansk design og hjemmelavede møbler

Kom inden for hos ugens instagrammer @mettemariebang, der har indrettet sin store nybyggede gård med lyse og åbne rum, hjemmelavede møbler og nordisk dansk design.

Mød Mette Marie Bang

Mette Marie er 32 år, og bor på en 800 kvadratmeter gård uden for Granløse sammen med sin mand Carsten og deres to børn Asger på 7 år og Ellen på 5 år. De købte gården i 2015, som dengang bestod af en gammel hestestald. Stalden byggede de om til en skøn bolig, som stod klar d. 22. december 2016.

Mette Marie lever af at lave keramik og har sin egen webshop www.mettemariebang.dk med sin egen kreative keramik og andre lækre brands.

Som ugens instagrammer får Mette Marie overrakt en spændende gave fra Wallo. Du kan læse meget mere om, hvordan du bliver ugens instagrammer sidst i artiklen.

Beskriv din bolig- og indretningsstil

Jeg ved ikke, om vi har en stil, men hvis vi har, er det nok new Nordic. Vi har mange gamle ting, dansk design, hjemmelavede møbler og rigtig meget råt træ. Vi bor med rigtig meget natur, store planter, udstoppede dyr, drivtømmer, og hele huset er bygget op at rå fyrestammer.

Hvor finder du inspiration til dit hjem?

Jeg finder mange ideer til indretning på Instagram, men faktisk elsker jeg allermest at finde inspiration i andre menneskers hjem. At kunne mærke stemninger i rum og se indretningen fra alle vinkler.

Hvad er du allermest tilfreds med i dit hjem?

Jeg elsker alt i vores hjem, men vores stue/køkken er noget af det smukkeste, og jeg vil intet lave om.

Hvad tænker du over, når du vælger farver til dit hjem?

Det er meget vigtigt for mig at vores hjem er "kind of" farvekoordineret. Jeg hader, hvis der er ting, der springer i øjnene. I vores stue/køkken er blå den primære farve, alle elementer er hvide eller af træ, men de møbler vi har er blå, billederne er blå og puderne er blå.

Hvad er dit seneste køb til hjemmet?

Det er en bademåtte (som jeg selv sælger på min webshop) fra Cold Picnic, den er så cool og giver fores smukke badeværelse lidt kant. Og et vildmarksbad som står på vores terrasse.

Hvilken trend tror du på lige nu?

Jeg bor på en gård med udsigt over vores egne marker, skov, høj himmel og ingen huse omkring os. Jeg går meget op i ro i indretningen, lys og kolde nordiske toner. Jeg kan godt lide, at pakke vores nips sammen og stille én stor betydningsfuld ting i stedet, en stor vase, et træ eller et kunstværk. Derudover tror jeg på omtanke - at boligindretning skal afspejle, at vi går op i miljøet og naturen, ikke flere "sæson trends" eller prægede køb, men ting man kan se i sit hjem i mange år.

Hvor ofte laver du om derhjemme?

Jeg laver meget sjældent om, jeg elsker at tingene er som de er, og jeg har ikke det der "forandringsbehov". Men når jeg endelig laver om, er det det hele, der bliver lavet om. Jeg kan ikke bare flytte en vase eller en stol, jeg flytter alt og maler, ombetrækker, bygger nye møbler, så derfor er det noget der ikke sker så ofte.

Hvad er dit næste projekt?

Min næste projekt er mit kontor, jeg har en del møbler der, og jeg drømmer om at male alle møblerne og en enkelt væg i samme farve. Det tror jeg ville se så vildt ud.

Er der altid lige så flot i dit hjem, som det ser ud til på Instagram?

Ja her er altid lækkert, vores børn roder selfølgelig, men de er rigtig gode til at rydde op. Jeg er så privilegeret at have en au pair, og derfor kan jeg holde vores hus rent og pænt det meste af tiden. Uden hende tror jeg her ville se noget anderledes ud.

Hvad er dit drømmekøb?

Vi har et spisebord på 6,5 meter, og der kan stå 24 stole rundt om, men jeg drømmer om at købe 24 af Normannn cph´s "Form armstol" i mørkeblå uld med ben i valnød.

Mette Maries 3 bedste indretningstips

1: Hvis du har plads så køb nogle træer til dit hjem, et hjem med store grønne planter virker lækkert, hyggeligt og indbydende.

2: Vær ikke bange for store billeder, et stort kunstværk på en væg kan give så meget ro i et rum i stedet for 14 små rammer med forskellige billeder.

3: Støv af og puds dine vinduer, det smukkeste hjem kommer til at ligne noget sjusk med beskidte vinduer og nullermænd.

Del dine billeder med os på Instagram

Skal vi se dit hjem? Tag dine instagramsfotos med #boligmagasinet for at dele med os. Så kan det være, at det er dig, som bliver næste uges instagrammer og den heldige modtager af en flot gave fra Wallo.

Husk at du også kan følge både Bolig Magasinet og Mette Marie på Instagram.

HÅNDPLUKKET TIL DIG