Paris møder København i farverigt familiehjem ved Søerne
Kan du forene parisisk elegance og skandinavisk coolness. Svaret er ja! Kig indenfor hos franske Alix Gillet-Kirk, hendes danske mand, Rune, og deres to piger i familiens lyse lejlighed i København.
Lyst, varmt og indbydende
Her bor Alix (35), multimediedesigner, Rune (36), arkitekt, og døtrene Rita og Maud, i en 100 kvadratmeter andelslejlighed ved Søerne i København.
Da franske Alix Gillet-Kirk for snart ti år siden besøgte København første gang, drømte hun om at bo i en af de klassiske ejendomme omkring Søerne. I dag bor hun lige præcis her med sin danske mand og deres to piger. “Jeg gik en tur om søerne og blev fuldstændigt forelsket. Det var en af de første gange, hvor jeg tænkte: OK, det her Danmark-halløj bliver nok til mere end de tre måneder, jeg havde planlagt,“ fortæller hun. Alix er uddannet multimediedesigner i Paris, men fik arbejde hos Designit i Aarhus, hvor hun mødte sin mand, Rune. I dag skaber Alix digitalt servicedesign for Copenhagen Institute of Interaction Design, CIID, og har designfirmaet ‘the eye of alix’.
Da familien flyttede ind i den 100 kvadratmeter store lejlighed ved Søerne, var den største opgave at skabe sammenhæng. Lejligheden havde været brugt som studiebolig for tre piger og var ikke gearet til en familie. En vigtig brik var et nyt, åbent køkkenalrum. Valget faldt på et snedkerkøkken fra Nicolaj Bo, som parret selv var med til at tegne.
“Det var ret fantastisk at få lov til at designe et køkken og stille spørgsmål som: Hvordan vil vi leve her? Hvad bliver vores livsstil? Vi brugte tid på at se på, hvem vi er, og skabe en enhed i køkkenalrummet, der i dag fungerer som lejlighedens ‘runddel’," fortæller Alix.
BILLEDE Lejlighedens rum glider fint sammen. I spisestuen er elementer af det smukke snedkerkøkken kravlet ind som en stor skabsvæg. Og fra spisebordet er der kig til Maud og Ritas værelse.
IDE Få et lyst, luftigt look med hvide gulve og vægge, og farver på møbler og nips.

Fransk dekoration og skandinavisk minimalisme
Den skandinaviske stil krævede tilvænning. Alix er vokset op på en vingård uden for Paris. Hun er æstetiker til fingerspidserne og har en forkærlighed for dekoration og detaljer. Derfor krævede den skandinaviske indretningsstil en smule tilvænning.
“Da Rune og jeg flyttede sammen, rykkede han ind med møbler og ting, som jeg opfattede som et rent ‘birke-helvede’. Det var typisk dansk og lidt af et æstetisk chok for mig. I dag har vi fundet en fin hybrid mellem vores stile,” fortæller hun.
Rune elsker rumraketter, tekniske tegninger og bøger om skibe og arkitektur. Farverne i lejligheden er derimod Alix’ værk – ligesom de fine, grafiske kompositioner, der skaber små, æstetiske oplevelser over alt i hjemmet.
“Jeg elsker farver og har prøvet at give hvert rum sin egen farveidentitet. Vores soveværelse er køligt i hvidt og blåt, mens spisestuen er varm og favnende og pigernes værelse mere playful. Samtidig er det et hjem, der skal fungere med to små børn, madlavning og gæster, så der er en balance mellem praktik og æstetik, der skal holdes hele tiden. Jeg ser vores hjem som en mulighed for at udtrykke, hvor vi er i livet, og jeg elsker den fælles æstetik, der er vokset frem i mødet mellem Rune og mig,” siger Alix.
BILLEDE Spisestuen er lejlighedens hjerte, i den sidste stue har familien en hyggelig sofastue. Lænestol og skammel er fundet på Lauritz.com, mens den blå plakat er fra Mueblos.

Ro og hygge
Sofastuen er indrettet i rolige gråtoner, der giver plads til en stille stund med en bog eller en god film. Bordet er fra GriffenStudio og gulvtæppet fra Normann Copenhagen, mens stolen er vintage.

Snedkerkøkken efter familiens ønsker
Alix og Rune har lagt meget energi i at finde et køkken, som både giver plads til familieliv og imødekommer deres ønske om orden og æstetik. Valget faldt på et snedkerkøkken fra Nicolaj Bo, som de designede til lejligheden sammen med arkitekt Else Rikke Bruun. Resultatet er et funktionelt køkken med plads til hele familien, der bidrager med farver og har samme kvaliteter som et designer møbel. Pendlen er fra Schneid.

Mere end et køkken
Snedkerkøkkenet er mere et møbel end et køkken, fx med en indbygget hylde med blå bagbeklædning. Radio fra B&O Play.

Afslappende siddekrog
Spisestue og køkken ligger i forlængelse af hinanden. Der er både plads til masser af opbevaring under de skrå vægge og en hyggelig siddekrog.

Alix Gillet-Kirk
Det vigtigste i et hjem ifølge Alix:
“Det vigtigste er, at man fornemmer, at hjemmet lever. Det må ikke se for stift og perfekt ud. Vores hjem skal være gæstfrit. Der skal være plads til, at vi ofte har venner med børn på besøg, og at vi elsker at lave god mad til os selv og andre.”
Alix’ yndlingsspot i lejligheden:
“Vi har skabt en lillebitte plads ude i køkkenet, hvor man lige akkurat kan sidde og se solnedgangen og Rådhus-tårnet. Det er en lille overraskelse af den slags, som jeg elsker at skabe rundt omkring i lejligheden. Det er også ret magisk at sidde i spisestuen, når søen spejler sig i loftet.”
Alix om forskellen på dansk og fransk indretning:
“Danskerne er nok lidt mere intense omkring deres måde at bo på, mens jeg som fransk kvinde ikke er bange for dekorationen for dekorationens skyld. Når jeg tager til Frankrig nu, bemærker jeg meget rod i de franske hjem, der kan forekomme lidt halvfærdige og meget afslappede.”

Køligere soveværelse
Alix og Runes soveværelse vender mod nord. Parret har taget det lidt køligere lys med ind i indretningen, der er mørkere end resten af hjemmet. Akustikpanelerne på væggen er fra Kvadrat, lampen fra Nicolaj Bo og gulvtæppet fra Normann Copenhagen. Den grønne illustration er af Jody Barton, mens maleriet er købt i Frankrig. Sengetæppet fås lignende hos Ellos Home.
IDE Brug akustikplader til at skabe et cool, grafisk look – og en god atmosfære.

Prikket børneværelse
Pigernes kulørte plastiklegetøj gemmer Alix væk i de neutrale kasser fra GriffenStudio. Tapetet er fra Ferm Living, mens bænk og hylde er vintage.

Legende stemning
Rita og Mauds fine senge er vintage, mens den store udstillingsplakat er fra Louisiana og de små af Martin Schwartz. Origami-fuglene har Alix' søster lavet.
IDE Skab en let, legende stemning med farverige ophæng i loftet.

Fransk forår
Lad dig inspirere af Alix og Rune, og giv dit hjem et let forårslook med lyse træsorter og fine, farverige detaljer.
Print, 'Golden Jubilee Bridge & Royal Festival Hall', A3, 250 kr., Sivellink.
Pendel, 'Work', designet af Tom Stepp, h 21 x dia 37 cm, 1.695 kr., Watt A Lamp v/Lysmesteren.
Reolsystem, 'Royal System', dele fra 1.382 kr., DK3 v/ Rosenborg Møbler.
Træ bogstav, 'A', h 24 cm, 99 kr., Hübsch.
Tapet, b 53 cm x l 10,5 m, 310 kr., Nicetapet.dk.

Notesbog, 'Space Stone Light', 21 x 14,5 cm, 149 kr., Normann Copenhagen.
Sengetæppe, 100 % bomuld, 245 x 245 cm, 1.249 kr., SemiBasic.
Lavasten, 'Crosstrich Scarlet', 15 x 30 cm, 550 kr., File Under Pop v/Stilleben.
Kommode, 'The Box Two', h 71 x b 60 x d 35 cm, 4.890 kr., Via Cph v/Tendens.
Stol, 'NamNam', 2.100 kr., 8000c v/BoShop.

Plantegning af familiens hjem
