Penthouse med pangfarver
Gør som forfatteren Thorbjörg Hafsteinsdottir: Skil dig af med alt, som bare samler støv, og gør plads til frihed og farver
I køkkenet fra Boform står en hel maskinpark af saftpressere og blendere. Her eksperimenterer Thorbjörg med nye opskrifter og underviser i sund og energigivende madlavning. Køkkenets venstre halvdel har Thorbjörg fået tilføjet med hjælp fra Custom Design. ‘Syver’-stolene i birk med blåt uldstof glider perfekt ind i rummets farver og stil. Det lysebrune koskind har hun fundet hos Ilva.
Læs mere og se flere billeder på de næste sider.

Thorbjörg har valgt at have nogle af køkkentingene stående fremme i reolen fra Ilva, da det gør det lettere for kursisterne at finde de mest nødvendige ting. Maleriet med klovnen er af Gregers Albrechtsen.

Thorbjörgs lejlighed ligger på øverste etage i den renoverede silo. Selve loftet er lavet af et materiale, der lader sollyset bade trappeopgangen i dagslys.

Lige inden for hoveddøren står to ‘Myren’-stole, som Thorbjörg fandt på en af sine morgenløbeture stikkende op af en container. Væggen er pyntet med guldblade for at skabe kontrast og liv til de sorte ting. Forstærkeren til højre bruges til iPod’en som anlæg, når Thorbjörg tager på picnic med vennerne på Bryggen om sommeren. Kommoden er købt hos en antikforhandler i Hornbæk, spejlet er fra en butik på Axeltorv i Helsingør og koskindet fra Ilva.

Thorbjörg har fået Cykelmageren i St. Kongensgade til at specialdesigne en cykel til hende med hendes navn og logo på. Valmue-wallstickerne på væggen er købt hos Ikea.

Buddhistiske symboler rundt omkring i hjemmet understreger, at Thorbjörg er inspireret af buddhismens tankegang. Opstillingen her er fra Indien.

Den knaldrøde Vitra-sofa, designet af Hella Jongerius, er lavet af naturfarvede materialer og knapperne er af læder, ben og skaller. Lampen på sofaens armlæn er et loppefund. Maleriet over sofaen er af Gregers Albrechtsen. PH-lampen på det marokkanske bakkebord fra Illums Bolighus er en af de få ting, der har fulgt Thorbjörg i mange år. I vinduet står farvede lysstofrør fra Hay, som giver et funky skær i rummet om aftenen.

Tip: Flyt rundt på møblementet, hvis du har lyst til, at der skal ske noget nyt. Hæng et billede et nyt sted, eller stil spisebordet på langs i stedet for på tværs.

Soveværelse med udsigt - også til solopgangen. Piet Hein-bordet og ‘Syver’-stolen bliver brugt i køkkenet, når der er mange gæster. Sengetæppet har Thorbjörg købt hos det nu lukkede Room, mens gardinerne er fra Oxford Gardiner.

Badeværelset er også præget af Thorbjörgs kærlighed til stærke farver. De smukke parfumeflakoner indeholder blandt andet økologiske dufte. Maleriet på væggen er malet af Thorbjörgs datter, Austa Lea. Kurven er købt i en butik ved Gråbrødre Torv, mens vask og badeværelsesmøbel er fra Nyt i Bo.

GO GREEN TIL 1 PERSON:
1 håndfuld bredbladet persille • 1⁄2 frisk papaya (alternativt 100 g cantaloupemelon) • 1⁄2 banan • 2 dl rismælk • 7 grøn te-isterninger • 1 spsk. rosin- vand eller 1 daddel • 2 kniv- spids vaniljepulver
Skræl papayaen, og kom den i blenderen sammen med de øvrige ingredienser. Blend og servér.
Thorbjörgs fif: Du kan evt. proteinberige den med 1-2 spsk. rispulver.
„Papaya indeholder enzymer, der skaber harmoni i fordøjelsen, og betakarotener, som luller din oxidative stress til ro. Sammen med persillen opstår den skønneste harmoni,” fortællerThorbjörg.
