Sådan blev der plads til børneværelse og soveværelse på bare 14 kvm
Kan du få plads til både børneværelse og soveværelse på bare 14 kvadratmeter uden at få klaustrofobi? Svaret er ja!
HER BOR Lone og hendes tvillinger på 12 år.
BOLIG Familien bor i en treværelses lejlighed i Valby på 70 kvadratmeter.
IDÉ For at skabe ro i det lille rum er møbler og vægge malet i samme farve.
BILLEDE Værelset er delt op med en skillevæg i gips. For at sikre lys i begge ender af værelset har Lone sat et fint, gammelt vindue fra Genbyg.dk i væggen – og malet gulvet lyst.
Meget kan løses med en skillevæg
Jeg vil gerne have mit eget værelse! Da Lones tvillinger blev ældre, var hun nødt til at retænke indretningen af familiens treværelses lejlighed i Valby. Tidligere havde de to 12-årige delt værelse, men da datteren brændende ønskede sig sit eget, måtte Lone rykke ud af soveværelset.
– Først var jeg ude i noget med en sovesofa i stuen og købte en futon, som jeg fik slæbt op på 4. sal. Men jeg sov tre nætter på den og var fuldstændig mørbanket, fortæller hun.
LÆS OGSÅ De fineste lamper til børneværelset.
Løsningen blev i stedet at dele sønnen Elliots værelse op i to og indrette et lille soveværelse til Lone i den ene ende. For at skabe privatliv til dem begge fik Lone værelset delt med en skillevæg og sat et vindue i, så lyset kan nå ind i den bagerste del.
– Elliot får nok brug for sit eget værelse en dag, og jeg ville da også helst have haft rum til alle, men de bor hos mig halvdelen af tiden, så det er også mange værelser, der bare står tomme hver anden uge, siger Lone.
IDÉ Skræddersy hylder af mdf-plader fra byggemarkedet, og mal dem i samme farve som væggen. Enkelt & budgetvenligt!
Fra boksmadras til seng med stil
I Lones ende af deleværelset har hun monteret en gammel fyldningsdør på væggen som et højt panel for at skabe et hyggeligt udtryk. Døren fungerer samtidig som alternativt sengegærde og er malet i samme lysegrønne farve som væggen for at skabe ro. Lones halvandenmandsseng fylder næsten hele det lille rum, derfor er der monteret væg til væg-hylder over sengen for at skabe plads til bøger og nips.
I Elliots ende af værelset er de sparsomme kvadratmeter udnyttet optimalt med en høj seng, så der er plads til skrivebord og hyggehjørne under sengen.
– Elliot vil nok få brug for sit eget privacy, som han bliver ældre, men indtil videre går det fint med at dele rummet, og at jeg lister ind i seng, når han er gået til køjs. Han har det for sig selv i dagtimerne. Og ellers må jeg jo ind på futonsofaen i stuen igen, griner Lone.
FØR
- De 14 kvadratmeter er deleværelse for tvillingerne på 12 år.
- Et stort rum med trægulv, der gjorde rummet mørkere.
EFTER
- 2-i-en værelse med soveplads til Lone og børneværelse til sønnen Elliot.
- Værelset er delt op af en skillevæg med et vindue i.
- Døren til stuen er skiftet til en glasdør, og gulvet er malet hvidt for at gøre rummet lysere.
BILLEDE TIL HØJRE Sengen fra Jysk fylder det meste af gulvet i det lille soveværelse, derfor har Lone udnyttet pladsen i højden med enkle væg til væg-hylder. Hylder og hyldeknægte er fra Silvan, mens væglamperne er fra Nordlux, sengebordet fra Anne Linde og hørgardinerne fra Ikea.

VÆGFARVE ’English Mist’ fra Flügger.
BILLEDE TIL HØJRE Den nye, dobbelte glasdør sørger for, at der strømmer lys ind i værelset fra stuen og giver samtidig luftighed til indretningen. Stolen er fra Jysk, mens skabet for enden er et arvestykke, der er malet i samme farve som væggen.

4 tips til lys og luft i små rum
- Mal væggene i lyse farver. Giv evt. større møbler samme nuance. Det giver ro i rummet.
- Dyrk en lys farvepalet, og mal loft, træværk og gulv hvidt. Vælg en maling med høj glans til gulvet, så det reflekterer lyset.
- Lug ud i dine ting, så lyset kan flyde frit. Og hold dig til få, lyse farver på både møbler, tekstiler og accessories.
- Gå all-in, og sæt et vindue i væggen, eller skift din almindelige dør ud med en glasdør. Det gør indretningen mere luftig.
BILLEDE Den store, sorte urtepotte på skabet er designet af Stine Goya for Kähler – og giver tone i tone-indretningen en smule kontrast.
Skab ro i et lille rum ved at male hylder og hyldeknægte i samme farve som væggen. Understreg udtrykket med keramik i afstemte farver.
Knagerækken er fundet billigt i en genbrugsbutik. Plastikken var gulnet, men en klat ny maling har givet den et helt andet udtryk.
Den sorte reol er et loppefund, mens plakaten er fra Love & Ink, trådkurven fra Menu og Maalu Maalu-gulvtæppet fra Retro Villa.
FØR
- Det kneb med pladsen på tvillingernes deleværelse.
EFTER
- Udtrykket er mere let og luftigt nu – og vinduet i skillevæggen betyder, at lyset kan flyde frit.
BILLEDE TIL HØJRE For at udnytte kvadratmeterne bedst muligt sover Elliot i en højseng fra Manis-h. På den måde er der også plads til et skrivebord og hyggekrog.

Fra Elliots skrivebord er der kig ind til stuen, så det er hyggeligt at sidde der og følge med i familiens gøremål. Stolen er fra Retro Villa.
Under Elliots højseng fra Manis-h er der plads til en lille hyggekrog. Både lænestolen og den lille hylde er købt i Quriosa.
På væggen har Lone hængt en blød masonitplade, der fungerer som opslagstavle. Pladen er betrukket med stribet stof fra en genbrugsbutik.