Sådan ser et hjem ud, når det er indrettet med 2019-tendenser fra gulvpanel til stuk
Glem alt om mørke, mættede farver og fed velour. Nu skal indretningen være lys og frisk!
"Sarte pasteller som fremtidens "neutrale" base" er én af de seneste spådomme om fremtidens store boligtrends.
Den siger meget om, at vi har taget farver til os i indretningen. Så meget, at vi i løbet af næste år vil erstatte de grå og beige nuancer med toner af pastel som en dæmpet, men lidt mere legesyg kulisse i vores hjem. I hvert fald, hvis vi skal tro én af Europas store trendeksperter.
Men hvordan tager et hjem sig egentlig ud, når man indretter fra paneler til stuk med de sarte pasteller og velvalgte brændte nuancer til at bryde looket?
Svaret er: Enestående!
Vi tør godt garantere, at du ikke har været i et hjem som dette før. Indretningen står designbureauet Note Design Studio bag og den er gennemført som få.

Før i tiden var lejligheden her et upersonligt kontor malet hvidt og med spots i loftet. Den gamle stuk og de smukke fodpaneler var forsømt.
I arbejdet med at renovere det køkken- og badløse kontor og forvandle det til et hjem besluttede indretningsarkitekten bag, Sanna Wåhlin, at bygge videre på sporene i de originale rum.
Bag noget nyere træværk kom strejf af farvede træpaneler til syne og i tre af rummene stod der stadig de originale pejse med klinker i grågrøn, rosa og gullig hvid. Disse farver blev ført videre i opdateringen og renoveringen med komplimentære nuancer, så boligen nu består af en gennemtænkt farvepallet med otte forskellige nuancer.

Et gennemgående træk i hele lejligheden, der er beliggende i Stockholm, er de mere markante farveinput som den koralfarvede stol eller det gule lærred i gangen.


De okkerfarvede detaljer får det bedste frem i den sarte gule. Ikke en sammensætning, vi ser mange steder, men som indtager rummet, der egentlig har sparsomt med møbler.




Gardinerne er også holdt i pastel og går i et med væggen. Et smart trick, når du ønsker at der skal være ro i rummet.




Den ene pejs med grågrønne fliser spiller godt op i mod denne smukke grønne reol.

Udsprunget af førnævnte pejs har soveværelset fået smukke, grågrønne vægge. Skrivebordet er af terrazzo og endnu en ting, der understreger moderniteten i dette hjem.


