Sådan bor du stilrent (med tre børn)
Drømmer du også om en stilren indretning med plads til hele familien? Så kig med her
Ønsket om et sted, hvor de kunne larme i fred, stod øverst på ønskelisten, da familien Holmboe skulle finde en ny bolig - og så skulle det også helst være et dejligt hus med stemning, have og beliggenhed tæt på byen. Et tip fra en bekendt ledte dem på sporet af det gamle hus i Vanløse, og efter at have smidt en seddel ind ad brevsprækken blev de kontaktet af ejerne. Kort efter var huset deres.
„Vi faldt for, at huset var i helt original stand med en masse kringelkroge, der opstår, fordi huset består af forskellige små dele, der er bygget sammen. For eksempel hænger garage og vaskehus sammen med resten af huset med en gang. Det er ikke en firkantet kasse som en typisk murermestervilla, og det skaber hyggelige kroge. Udefra er det, som om huset lukker sig om sig selv.
„Haven er fantastisk. Der er en skøn blanding af fine roser og træer, som vi slet ikke har kontrol med. Når vi sidder inde og kigger ud, føler vi, vi bor i en skov,” fortæller Marlene, der bor i huset sammen med sin mand, Jesper, og deres tre børn, Sebastian på seks år og tvillingerne Anna Oline og Frida Marie på to år.
Der er dobbeltdøre mellem de to stuer, hvilket gør, at rummene virker større og lysere. Over sofaen hænger en lille collage af forskellige små kunstværker. Det giver en god virkning at hænge billederne asymmetrisk.
Læs mere og se flere billeder fra den dejlige bolig på de næste sider.

Foran brændeovnen er familiens hyggeplads med en stor pude. Pejsen i stuen var i starten ikke lige Marlenes smag, men er nu blevet et kært eje, da den varmer godt og giver god hyggestemning i stuen.

Trappen er elegant integreret med trin i samme slags træ som gulvet.

For enden af den smukke trappe op til første sal er der en lille repos, som Marlene smart har udnyttet til en lille ekstra garderobe. Kopiér tricket, og få mest muligt ud af din boligs kvadratmeter.

Det store hvide skab fulgte med huset, og Marlene har efterfølgende malet det hvidt.

I spisestuen har Marlene og Jesper beholdt de tidligere ejeres bogreoler, da de både giver godt med opbevaringsplads og personlig hygge. De sorte stole er udlånt af en veninde på ubestemt tid. Marlene håber en dag at finde de helt rigtige stole til læsehjørnet langs reolerne.

Marlene og hendes mand har valgt en enkel og praktisk stil, der egner sig godt til et køkken, hvor der ikke er mange kvadratmeter at gøre godt med. Køkkenelementerne er fra Ikea.

Familien rev det gamle køkken ned og byggede et nyt og mere tidssvarende i stedet.

Det eneste, der er tilbage af det oprindelige køkken, er det gamle glasvitrineskab, som fik lov til at blive hængende i køkkenet efter fornyelsen - dog i en nymalet udgave. Det giver en god kontrast til de nye elementer og bevarer noget af husets historie.

I den ene ende af soveværelset er der monteret et lille sort toiletbord på væggen. Sammen med den klassiske ’Grand Prix’-stol af Arne Jacobsen skaber de enkle møbler en grafisk effekt i sig selv.

Stilen i huset er holdt i grafisk sort og hvid, hvilket soveværelset er et glimrende eksempel på. Puder og tæpper er fra Janne Wendt.

På tvillingernes værelse er alting hængt i børnehøjde, så de to små piger selv kan nå deres ting.

Storebror Sebastian har fået sit eget værelse, hvor han sover i en Juno-seng, der kan trækkes ud, efterhånden som han bliver større.

Med en slidt stol og en herlig gul lampe indbyder det lille arbejdshjørne til, at du sætter dig der.

Selv om badeværelset næsten ser ud, som da huset blev bygget, har familien ikke tænkt sig at ændre det foreløbig, da farverne på fliserne er tilpas neutrale og tidløse, og funktionerne er i orden.
