Se, hvordan Anja har skabt et familiehjem uden at sprænge budgettet
Er du lige så vild med teakmøbler, som Anja er?
HER BOR Anja Maria Nielsen (37), sundhedsplejerske, og Andreas Linnsdell (39), spillestedschef, sammen med datteren Augusta (7).
HVOR Familien bor i en lejlighed på 107 kvadratmeter på Amager.

IDÉ 1
Lav en billedvæg med plakater
– I vores stue har jeg lavet en billedvæg med plakater. Væggen skaber blikfang og tilfører farve. Plakater er nemmere og billigere at skifte ud end originaler, når jeg får lyst til nye farver og motiver. Plakaterne er valgt ud fra farver, men jeg har tilføjet plakaten med blomsterne for at bryde det grå og sorte udtryk. Jeg har hængt plakaterne forskudt for at bryde den store vægflade, og det giver også nemmere mulighed for at bygge videre med flere billeder med tiden.
BILLEDE Plakaterne er fra Kristina Dam Studio, Enklamide.dk og Desenio.dk, mens sofaen er fra Sofakompagniet, bordet fra Ilva og gulvtæppet fra Ellos Home.

IDÉ 2
Bejds dine genbrugsfund
– Jeg fandt et brugt teakbord, men jeg havde lidt for mange teakmøbler, så jeg valgte at bejdse bordet sort. Bejdse giver en smuk, mat overflade, hvor du stadig kan se årerne i træet, og derfor valgte jeg at bejdse i stedet for at male. Samtidig bliver bordet også vandafvisende. Et godt tip: Bejds træet med årerne, så bliver det mere naturligt og pænt. Og vær obs på, at dit møbel skal have tre gange med en lang tørretid imellem hver påføring. Og husk også at tørre efter med en klud efter hver gang.
BILLEDE Spisebordet er fundet brugt på Dba.dk, og stolene er et loppefund. Gardinerne er fra Ikea, mens gulvtæpperne er fra Ikea og Jysk og PH-lampen fra Louis Poulsen.

IDÉ 3
Brug din keramik som kunst
– Jeg har fået Bjørn Wiinblad-fadet af min veninde, som havde arvet det. Hun vidste, jeg er vild med hans ting, og at jeg ville blive lykkelig for det. Jeg var ikke så god til at bruge det som fad og valgte derfor at hænge det op som en nostalgisk 3D-effekt på væggen sammen med andre ting, der har et mere moderne og stramt udtryk. Det miks kan jeg godt lide.
BILLEDE Bjørn Wiinblad-fadet er en gave. Bogkassen med Gubi-lampen er fra Trævarefabrikernes Udsalg og stolen et loppefund. Plakaten og spejlet bagved er fra Kristina Dam Studio.
