Se, hvordan Mille har indrettet sig med velvalgte farvestrejf
Vi har lyst til at flytte ind med det samme!
HER BOR Mille Hesselager (46), agent og ejer af tøjbutikken No. 66, sammen med sine tre drenge, Scott (17), Max (16) og Storm (11).
HVOR Familien bor i en 130 kvadratmeter stor lejlighed i to plan i Tisvildeleje.
LÆS MERE Følg Mille på Instagram @tisvildelejeno66 og på Facebook No66.
BILLEDE Villaen i Tisvildeleje rummer to lejligheder, og Mille og hendes tre sønner bor øverst.
"Farver giver mig energi"
En blå sofa. Et multifarvet tæppe. Okkerfarvede puder. En rosa lænestol. Og buketter i alverdens glade farver. Der er ingen tvivl. Vi er på besøg hos en farvefan. Ejeren af huset i Tisvildeleje hedder Mille Hesselager, og hun deler de 130 kvadratmeter med sine tre sønner – og et utal af farver.
– Jeg elsker farver, og jeg bliver enormt glad af dem. Farver giver mig energi og gør mit hjem mere indbydende og livligt. Jeg kan simpelthen ikke få for mange farver i et rum. Jeg bliver draget af farver, og jeg kan blive superglad for en lille dims, fordi den har en god farve, fortæller Mille.
Alligevel er hun ikke meget for at komme med sine bedste tips til at indrette med farver.
– Farver er personligt og helt op til dig selv. Hvis du synes, at en kombination af gul og lilla er smukt, så gør endelig det. Vi skal turde mere, når vi indretter, og ikke være bange for at træde ved siden af trenden. Tænk ikke over, om farverne passer sammen, men gå efter det, du kan lide, siger hun.
Den filosofi har Mille også, når det gælder møbler. Det har ført til flere køb, der var noget større end planlagt.
– Jeg er ikke typen, der går efter en kommode, fordi den lige passer ind i et hak på x-antal centimeter. Jeg går helt og holdent efter, om jeg er vild med den. Hvis jeg falder for en ting, må den med hjem uanset størrelse, fortæller Mille.
IDÉ Design dit eget sofabord ved at sætte fliser på et loppefund. Det giver dit hjem personlighed.
BILLEDE Der er fart på farverne i Milles stue. Gulvtæppet er fra Hay, mens den blå Erik Jørgensen-sofa er et kup, som Mille har fundet på Lauritz.com til bare 250 kr.
Litografiet af Maria Speyer købt hos Galleri Stokkebro, mens pendlerne er fra Normann Copenhagen og bordet med Marokk-fliser fra Seasons by Sidsel Z.

Jeg kan ikke stå for gamle spejle
Milles indretningsstrategi har givet hjemmet en personlig stil, hvor du både møder spritnyt design, danske klassikere, etniske tæpper og vintagefund.
– Jeg kan gå i koma over en lille, fin loppeting, men også over moderne design. Jeg ville aldrig kunne leve i et hjem, der udelukkende er indrettet med designrigtige ting. Det føles ikke som et hjem for mig. Jeg kan godt lide ting, der er specielle og har en historie, siger hun.
Derfor er det også kun nøje udvalgte sager, der slipper over dørtærsklen hos Mille. En ting er der dog altid plads til nemlig hendes samling af spejle.
– Jeg elsker gamle spejle. Et af mine spejle, et gammelt venetiansk spejl, har jeg haft i virkelig mange år. Nederst på spejlet er der indgraveret med initialer og årstal 1905-1930 – måske en bryllupsgave? Der er så meget historie i de spejle, og de er udtryk for et smukt håndværk. Når jeg falder over et, køber jeg det, selv om jeg ikke har brug for det – jeg kan simpelthen ikke lade være, fortæller Mille.
BILLEDE Det cool bouchourite-gulvtæppe fra Hay spiller op til den farverige buket og det enkle bord.
IDÉ Skab liv og farver i dit hjem på ingen tid med friske blomster.
Milles favoritspot
Helt klart spisebordet med den store lampe over. Det fungerer rigtig fint. Og lysindfaldet er helt fantastisk. Jeg elsker at sidde her i formiddagssolen for at arbejde, tjekke mails, spise – ja, jeg laver faktisk alt her.
BILLEDE Spisebordet af Rud Thygesen har Mille lånt af en veninde, de to sorte &Tradition-stole er købt hos Seasons by Sidsel Z, mens Wegner-fletstolen er vintage. Over bordet hænger en statement-lampe fra Tom Dixon.
Milles tips til at optimere lyset
- Tag hensyn til dagslyset i din indretning – det giver energi i din hverdag.
- Bo med færre ting, så lyset kan passere forholdsvist uhindret igennem dine rum.
- Undgå gardiner foran dine vinduer. De stjæler de kostbare stråler af dagslys.
- Brug spejle på væggen. De reflekterer solen og optimerer derfor dagslyset.
- Indret dit hjem med forskellige lyskilder. Miks gerne indbyggede spots, lamper med diffust lys til hele rummet og mindre bordlamper, der hygger i krogene.
IDÉ Vinduer er geniale som rumdelere, fordi de giver stemning og lader lyset flyde frit.
BILLEDE Lejligheden i to plan er forbundet af husets oprindelige trappe, der står som en smuk skulptur i rummet. Gulvtæppet fra Hay giver lidt farve og spræl.
Køkkenet i mørkrøget eg var i lejligheden, da Mille flyttede ind. Kopperne er fra Royal Copenhagen, skærebrættet fra Illum og træbakken et loppefund.
FARVETIP Snup Milles skønne farvemiks med små elementer i rosa og okker.
BILLEDE Spisepladsen ligger i åben forbindelse med stuen. Kun adskilt af en lav reol. Brændeovnen er en gammel koksovn, der har været i huset, siden det blev bygget i 1930.
IDÉ En lille buket fra haven skaber stemning på et øjeblik.
IDÉ Lad en farve fra dit stilleben gå igen i blomsterbuketten. Det understreger stilen.
BILLEDE Vasen er et loppefund, mens den sorte lysestage er fra Normann Copenhagen og krystallysestagen fra Reflections. Litografiet af Lebadang er fra Galleri Stokkebro.
Den lille siddeplads i køkkenet er perfekt til små pauser. Stolen er fra &Tradition, mens vasen er fra Lyngby Porcelæn og tekande og kop fra Royal Copenhagen. Det fine vitrineskab var i lejligheden, da Mille flyttede ind.
IDÉ Snup Milles idé, og brug fine kasser og æsker til at skabe liv og højdeforskel i vindueskarmen.
BILLEDE Milles soveværelse er hyggeligt indrettet med puder og sengetæppe fra Oi Soi Oi og gulvtæppe fra Hay. Det runde bord er Nanna Ditzels ‘Trisse’ fra Snedkergaarden, mens det firkantede er et loppefund. Christian Dell-bordlampen er købt i Berlin.
Bænken stammer fra Milles tidligere forretning, mens spejlet er fra Padmo & Vig, hvor hun finder mange vintagespejle.
I badeværelset har Mille valgt et skab i en sart rosa, der understreger den feminine, lette stemming. De to vintagespejle er fra Padmo & Vig.
Citronmelissen tilføjer lidt hyggeligt grønt til det lille stilleben med fine æsker og lågkrukker.