Sig goddag til naturen
Rasmus og Lenes sommerhus er indrettet enkelt og funktionelt, så der er mest mulig tid til at hygge sig i havens mange oaser.
Sig goddag til naturen
Når du åbner døren til det sorte, skarptskårne træsommerhus, går du direkte ind i et hjem, der er renset for krummelurer og dingenoter. Til gengæld er her en sand overflod af solens varme lys, og dansende træsilhuetter skaber skyggekunst på gulve og vægge overalt i Rasmus og Lene Baks sommerhus.
„For os er lyset en nødvendighed, og vi har tænkt lyset ind overalt i huset. For eksempel har vi valgt gulv til loft-vinduer i hele husets længde og fået installeret ovenlysvinduer flere steder,“ fortæller Rasmus.
Der er kun sat ganske få streger på plantegningen, og selv antallet af møbler er stærkt begrænset, så lyset og blikket kan få lov til at flyde frit. Naturen har også fået lov til at indtage huset i form af træ og andre naturmaterialer:
„Vi faldt for naturgrunden og dens store, flotte bøgetræer, som vi gerne ville bevare - og helst gerne gøre til en større del af selve boligen, så der er sket en sammensmeltning mellem husets arkitektur og naturen - fra fundament til materialevalg,“ fortæller Rasmus.
Parret er især glade for eg, og rundt omkring i sommerhuset er flere af de lækre design formet i den varme træsort. Som køkkenet, der i øvrigt også er tegnet af Rasmus selv.
Efterårsblade, ja tak!
‘Simple living’ er gjort til virkelighed i det unikke sommerhus, og parret sætter tid af til at skabe stunder, som de ikke har mulighed for at have derhjemme i hverdagens travlhed. For eksempel bader de ude, så snart vejret tillader det. På den ene terrasse har de fået lavet et hyggeligt baderum med et gammelt, istandsat badekar, en bruser, et par knager og nogle duftende blomster. Og pyha, heldigvis med varmt vand.
„Gode ideer behøver ikke at være dyre. Her i vores oase handler det om at gøre op med de stringente tankegange og realisere drømmen om det enklere liv, hvor alt overflødigt er skåret bort,“ siger Rasmus.
Derfor har parret også indrettet enkelt og funktionelt for at skabe overskuelighed og minimere behovet for oprydning, som ellers tager energi og tid væk fra at være sammen som familie. Og der bliver prioriteret hårdt i de praktiske opgaver:
„Hvorfor gå og feje blade sammen, når de i flok kan udgøre et farverigt og dekorativt havetæppe på terrasserne og falder i ét med vores møbler indenfor? Vi har skabt et fristed med naturen som sparringspartner og med plads og tid til tankespind,“ siger Rasmus.
Foto De store glaspartier giver fornemmelsen af, at huset fortsætter ud i det fri. På den måde udvisker sommerhusets rammer næsten grænserne mellem ude og inde.

Udenfor står brændestablen praktisk og dekorativt - nem at komme til og som en rå kontrast til terrassen, der er møbleret med et egetræsbord af eget design og sorte stole fra Hay.

Tæt på husets ejere
Her bor Lene Kjærsig Bak, 41 år, beklædningsdesigner, og Rasmus Bak, 36 år, indehaver af tegnestuen Baks Arkitekter og partner i Light Factory, sammen med deres to piger, Andrea, seks år, og Vega, to år. Sommerhuset på 170 kvm ligger uden for Aarhus.
Hvad betyder naturen for jer? Ro og afstresning i forlængelse af en travl hverdag med stor rejseaktivitet.
Hvorfor er I så glade for egetræ? Egetræ har en varm glød, som er en fin kontrast til det rå beton og de hvide flader.
Hvad er jeres bedste minde fra sommerhuset?
En fantastisk havefest på terrassen i et stort telt og silende regn, så dj’en måtte stå under halvtaget, og kokkene blev placeret under en parasol.
Bor I også sådan her i jeres helårsbolIg? Ja, vi bor meget enkelt begge steder.
Hvor lang tId tog det at lave sommerhuset? Fra idé til færdigtegnet sommerhus var det en kort proces. Så længe målet var klart, og det var det for os, går det som regel stærkt. Vi ville have et personligt hus med rene linjer og glidende overgange, som tog hensyn til de store bøgetræer på grunden, og hvor alt overflødigt var skåret væk.
Hvad holder I mest af ved jeres valg af fristed?
Vi er både tæt på byen og på havet, der ligger for enden af grusstien. Og så er vi også virkelig glade for den fusion, vi har skabt mellem hus og natur.

„Jeg ville skabe et tidløst køkkenmøbel, og jeg var bevidst om, at vi skulle kunne kigge på køkkenet og ikke i første øjekast tænke ‘køkken’,“ siger Rasmus. Køkkenet, der er i egetræ, blev bygget af Hanstholm Køkken. Spiseafdelingen er enkelt og delikat indrettet med træbord fra Arco og stole af Poul Kjærholm, som oprindeligt er produceret til et designhotel i Aarhus. I studietiden byttede Rasmus sig til lamperne over bordet. De stammer fra Aarhus Kommunehospital og er designet af Arne Jacobsen.

Her kan man sidde i to loppefund med kig til bøgetræer og vildskab og tænke over livet. To puffer fra Ikea kan bruges til børneleg - eller til en caffe latte.

Rasmus har selv designet og lavet sofaen til rummet. Den er syet i felter med knapper, og det cognacfarvede læder er købt hos Læderiet. Arkitektlampen fra Flos er sat op ved siden af tre litografier af Robert Jacobsen, foræret af en gavmild svigermor. Vægstagerne er fra Menu.

Sofaen er tænkt som en appetitlig rumdeler, der med sin varme også indbyder til hygge for familie og gæster på tværs af rummet. det matchende sofabord er fra Weber, mens både plaid og gulvtæppe er fra Hay. Puderne er hjemmelavede, mens glasvasen er fra House doctor og lysestagerne er fra Iittala.
TIP
For at få samme rå væg, fils da din væg med fliselim, som du ruller henover væggen med en skumgummirulle, inden den bliver helt tør. På den måde skaber du det fine beton-look.

De store vinduer spejler naturen, og selve huset er beklædt med superwood, som er behandlet, vejrbestandigt træ.
Rasmus og Lenes tips til sommerhusejere · Indret jer enkelt, og fokusér på detaljerne. Så er der mindre at rydde op og mere tid til samvær og afslapning.
· Lav uderum inde og inderum ude.
· Lav et sæt anderledes sommerhushusregler. Som her, hvor vi bader ude, og brændestablen er rykket indenfor. Det giver plads til tankespind og leg.
· Tag de bedste stemninger og inspiration fra jeres hverdag og rejser med til jeres sommerhus.
· Skab lysoplevelser ved at fjerne vægge og møbler, der blokerer for lyset. Og invitér lyset indenfor med store vinduespartier og loftvinduer.

Det er helt med vilje, at der er sparet på spejle i sommerhuset. Her skal man finde sin indre fornemmelse frem og lægge sit spejlbillede på hylden - for en stund. Et gammelt arkivskab opbevarer håndklæderne. Håndvasken er et italiensk design.

I husets centrale rum er der lavet en kreativ ‘tre i én-væg’ med plads til skydedør, brænde og pejs. I den ene vægside er der gemt en skydedør, og mellem væggene er brændestablen smukt stablet op, klar til brug i tunnelpejsen fra Spartherm. De skulpturelle lysestager er fra Menu.

Skalstolen er designet af Wegner, og på væggen hænger et litografi af Robert Jacobsen. Bronzestatuen er en gave fra familien, lavet af en ukrainsk kunstner.

„Vi har forkælet os selv med varme i det gyldne egetræsgulv, så det ikke er så slemt at stå op på de kølige morgener,“ fortæller Rasmus. Randi Vesterbæk Bro er kunstne- ren bag det skønne billede i soveværelset, mens sengetæppet er fra Hay. Lige uden for døren står udebadet klar til brug.
