Sommer året rundt
Hos duoen No17 er der sommerhusstemning både vinter og sommer.

Her bor Camilla Akduvar, 35 år, Bo Bernichow, 37 år, sammen har de firmaet No17, der laver kunst og accessories, samt reklamebureauet No17 Limited. Familien tæller også Mynte på tre år og katten Frede. Huset i Tisvilde er et ombygget sommerhus på 110 kvm fra 1930.
Der var engang ... Sådan starter alle gode eventyr, og historien her er ingen undtagelse. Allerede da vi kører ad de små veje gennem Tisvilde i Nordsjælland, forsvinder al storbyens stress. Og da vi træder ind gennem den sorte havelåge, bliver vi budt velkommen af en eventyrlig ro. Her hænger vinranker ned fra pergolaens tag, katten slænger sig i lænestolen under æbletræet, og blomsterne står nøjagtig, som om de kommer direkte fra Edens Have. I dette paradis bor Camilla Akduvar og Bo Bernichow, måske bedre kendt som kunstnerduoen No17, sammen med deres datter, Mynte.
„Jeg elsker at bo så tæt på naturen og følge med, når planterne begynder at spire, og bladene falder af. Det lagde jeg aldrig rigtig mærke til, da vi boede i København. Og så har Tisvilde noget slowness over sig, som jeg godt kan lide. Det føles faktisk, som om vi er på ferie året rundt. Indrømmet, ulempen hedder til gengæld januar, februar, marts. Så er her meget stille og mennesketomt - vi kalder det for ‘sælfangerstationen’,“ fortæller Camilla.
Makeovers flere gange om året
’Man gør noget, til man gør noget nyt’, er Camillas motto. Både når det gælder familiens ryk fra de brostensbelagte gader på Østerbro til Sjællands idylliske nordkyst, og når det gælder indretning af familiens 110 kvadratmeter store hus. Spisebordet, som er et gammelt, antikt skrædderbord med bordplade af gamle, københavnske gulvplanker, bliver malet flere gange om året. Fra hvid til sort og tilbage til hvid og måske gråt næste gang. Camilla og Bo går dog ikke på kompromis med deres indretningsvalg, selv om de kan finde på at skifte mening om et års tid. Det gælder også de helt crazy ideer, som andre (mere forsigtige typer) ville betænke sig på at springe ud i. For eksempel havde parret en drøm om et barokinspireret badeværelse med et sort badeværelsesmøbel og et sort gulv - og det fik de.
Lys og havens farver vælter ind ad husets tre dobbeltdøre ved terrassen, og det er afgørende for indretningen indenfor:
„Om sommeren eksploderer haven i grønne nuancer, og derfor dæmper jeg farverne indenfor. Til gengæld skruer jeg op for farverne, når haven falmer. For eksempel med farverige print, malerier og fotografier. Lige nu hænger der et stort Mikala Valeur-maleri hos mine svigerforældre, fordi jeg blev helt bims af alle farverne både ude og inde. Til vinter kommer det nok hjem igen. Måske på en ny plads, for på den måde oplever vi en fornyet glæde ved maleriet,“ fortæller Camilla.
Da naturen har så stor plads i Camilla og Bos hjerter og hjem, virker det helt på sin plads, at de også har fyldt huset med materialer, der (næsten) er taget lige uden for hoveddøren.
„Jeg kan godt lide, at træ er træ, uld er uld, og glas er glas. Det skal føles ægte og autentisk,“ siger Camilla.
Huset har gennemgået en totalrenovering fra fundament til skorsten, efter at Bo og Camilla overtog huset. I dag er der bare ren idyl tilbage. Øverst har parret deres soveværelse med udgang til en altan, hvorfra de kan nyde udsigten.

Parret elsker at tænde op i pejsen fra Morsø på kølige aftener. Under vinduet til højre har de bygget en slagbænk med masser af opbevaringsplads. Den flettede lænestol er fra Sika Design, sofaen er købt hos Hay, sofabordet designet af Isamu Noguchi fås i Illums Bolighus, og gulvlampen er fra Louis Poulsen.

Under trappen har Camilla indrettet en lille læsekrog med en stol, hun fik i gave af sin hjerteveninde, et Hay-bord og et gulvtæppe fra Broste Copenhagen. Camilla og Bo har valgt en køkkenløsning fra Ikea med skabe langs hele den ene, lange væg. Bordpladen i eg er fra Stark, mens komfur, ovn og emhætte er fra Ikea.
Om No17
Camilla Akduvar og Bo Bernichow står bag kunstduoen No17 ( de bor i nummer 17 ...), der skaber smukke motiver med et humoristisk og underfundigt twist. Parret har samtidig øje for tidens farver og trends, og det forvandler de til unikke artworks, der er signeret og nummereret i et begrænset oplag. Måske var du så heldig at få et af de 1.000 eksklusive artworks, No17 lavede til Bolig Magasinets jubilæumsnummer i marts?
Se mere på no-17.dk eller besøg parrets nyåbnede butik, No17 Limited, på hovedgaden i Tisvildeleje, der forhandler bl.a. MoshiMoshiMind, keramik af Nina Meldgaard og bolivianske tekstiler fra Aiayu.

De store dørpartier fører direkte ud på den solrige terrasse. Konsolbordet har parret fået af Bos forældre, læderkufferten er fra Illums Bolighus, og billederne henover er fra No17. Billedet til venstre er fra Playtype.

Camilla og Mynte har travlt med at få vandet de mange blomster. Det runde kobberfad er fra en rejse til Egypten, mens krukken er fra Bauhaus.
TIP
Indret din terrasse i mindre, hyggelige afdelinger ved at dele pladsen op med planter. Gå også efter høje blomster, der fungerer som levende hegn.

Fra køkken-alrummet er der et fint kig ned til stuen. Spisebordet er fra Indenfor & Udenfor, og det har fået selskab af seks hvide Eames-stole.

Enkle tricks med stor effekt. Camilla elsker glasvaser, hvor man kan nyde hele blomsten. Vasen er fra Dora, og ‘Kubus’-stagen er fra Illums Bolighus.

Der er plads til mange, mange gæster under pergolaens skygge. Og ved udekøkkenet bliver der grillet og vasket jordbær sommeren lang. Spisebord fra Ilva og stole fra Ikea. På bordet står en sølvkande hjembragt fra Tyrkiet, en porcelænskande fra Royal Copenhagen og små skåle fra keramiker Mulle Moth i Gilleleje.
Camillas tips til haveoaser:
Opdel haven i mindre rum.
Brug din græsplæne, og sæt møbler og krukker midt i det hele.
Køb gamle møbler, som du kan lade stå udenfor året rundt.
Så spiseplanter, der gror vildt og uhæmmet, fx bønner og vin.

Mynte elsker blomster, nøjagtig som sin mor. Bænken har Mynte fået i gave af sin veninde Amélie.

I parrets soveværelse står et smukt stilleben på skænken, som Camilla har købt på et loppemarked for 15 år siden. Her er værker fra No17, Lisa Grue, Tarik A. og Mette Lehmann.

En seng lige til at kaste sig i. Sengetæppet er fra Hay, sengebordene har Camilla selv lavet af egetræsstammer, og lamperne er fra Ikea. Fra soveværelset er der udgang til en altan med udsigt ud over den eventyrlige have.

I soveværelset har Camilla indrettet en lille arbejdsplads. Bordpladen er fra Trævarefabrikernes Udsalg, bukkene fra Ikea, og Eames-stolen fås hos Paustian.

Camilla er mester i at indrette de hyggeligste kroge. Her er det på parrets altan, hvor morgenkaffen ofte bliver drukket. Liggestol fra Ikea, bænk fra Netto, og den flettede stol stammer fra Camillas barndom. Det sorte kludetæppe er fra H. Skjalm P. På bænken står en pude fra Ilva og en lanterne fra Ikea.
Camillas tips til tisvilde:
Spis aftensmad ude på molen - det er smukt at kigge ind over det gamle fiskerleje med skoven i baggrunden.
Gå en tur i den gamle Troldeskov.
Besøg Kates lækre butik, Præstebakkegård, lige ved smukke Tibirke Kirke. Her finder du både lækkert tøj, cool interiør og blomster og krukker. Farligt sted!

Camilla og Bo kunne ikke finde et bademøbel, de kunne lide, så de valgte selv at forvandle en kommode fra Ikea til et luksuriøst bademøbel. Som greb har parret påsat læderstropper. Vasken er fra Copenhagen Bath, og armaturet fra Gessi.

På den store træterrasse har Camilla og Bo lavet en lounge under parasollens skygge. Bagerst ses de åbne terrassedøre, som parret valgte at få tre af for at få godt med sollys ind i deres stue og køkken-alrum. Liggestole fra Havemøbelland, tæpper fra Wiingaard Boheme Interieur og Magasin.
TÆT PÅ CAMILLA & BO
Er der en speciel Tisvilde-ånd?
Ja, vi passer ret godt på hinanden. Og alle ved, hvem alle er. Byen er ikke så stor, så derfor bor vi ret tæt på hinanden, hvilket giver en hyggelig drop in-kultur som i ’Jeg har købt to bakker kirse- bær på tilbud, du skal da have den ene.’
Hvordan fandt i huset?
Vi var i vores sommerhus i Asserbo, og på en tur til Tisvilde får vi at vide, at huset er til salg. Bo er kommet her som barn, og han syntes, det kunne være sjovt at se huset. Det var ikke lige dét, Camilla havde allermest lyst til - men okay, vi skulle jo ikke noget andet. Og to timer senere gik vi rundt i huset og tænkte ’Wauw, det skal vi da købe’. Så tog vi tilbage til sommerhuset, ringede til ejendomsmægleren og købte huset.
Hvad brugte I flest penge på i indretningen?
Vi sparer sammen til ting, vi drømmer om. Som Noguchi-sofabordet, der er vores mest ekstravagante køb. Til gengæld har vi så indrettet det meste af havens små oaser med borde og stole, som er fundet på loppemarkeder eller i Ikea.
Hvad er jeres bedste tid på dagen?
Morgenen. Vi elsker at se vores datters glæde ved at gå ud på terrassen om morgenen - også selv om det regner.
Hvad har I selv lavet ved huset?
Alt. Hele fundamentet er blevet flyttet og gjort større. Begge gavle var pivåbne, og alt indvendigt og udvendigt er blevet skrællet ud og bygget op igen. Døre, vinduer, tag, balkon, køkken, vægge, lofter, badeværelse - ja, pyyha, det tog nogle år.
Hvad sagde jeres venner til, at I rykkede fra København til Tisvilde?
Vores venner syntes, vi var vanvittige at flytte herop. Og mine gamle kolleger væddede om, hvornår vi flyttede retur til København. De fleste gav os seks måneder. Men vi er her endnu på femte år.
Hvad er jeres bedste sommerminde?
At vi går ned for at spise aftensmad på stranden. Det gør vi flere gange om ugen og mødes lige med de andre lokale. Ret hyggeligt.

Myntes værelse er indrettet med lige så stor omhu for hygge og glæde som resten af huset. Vitrineskabet er fra køkkenet i parrets gamle lejlighed. I indhakket pynter små print og tapetæsker.
TIP
Gør en dyd ud af et indhak ved at male det en anden farve end resten af rummet.
