Sommerhus ved Vesterhavet
Helle og Theis drømte om et nyt hus, men endte med et ældre sommerhus med små, sprossede vinduer. I dag elsker de det, netop fordi det er gammelt.
Om vinteren blæser det så meget ude fra Ho Bugt, at lysene inde i vin dueskarmene blafrer i vinden, og familien be holder de uldne sokker på, når de går i seng. Det forhindrer dog ikke Helle og Theis Nielsen og deres to børn i at tilbringe samtlige skole ferier og rigtig mange weekender året rundt i det lille, sortmalede sommerhus 20 minutters kørsel fra helårshuset i Esbjerg.
Oprindeligt ledte parret efter en grund for at kunne bygge deres drømmehus med panoramavinduer ud mod vandet. Planen var også at rive det gamle, utætte sommerhus ned, da de endelig fandt det på en grund i tredje række fra stranden, højt på en skråning. Men da Helle og Theis først fik pillet lidt ved de gamle brædder, voksede deres kærlighed til både selvbyggeri og gammelt træværk:
„I et nyt hus er tingene ikke så unikke. I vores hus er der mange skæve løsninger, som du ikke finder an dre steder. Ingen kan lave en kopi af vores hus,“ siger Helle.
Som taget ud af en Morten Korch-film - familiens gamle boble er som skabt til det idylliske sommerhus. Huset, der før var brunt og grønt med mange forskellige størrelser vinduer, er nu helt enkelt i sort og hvid.
Læs mere og se flere billeder på de næste sider ...

Udestuen er ikke original - de forrige ejere byggede den til huset. Men Theis og Helle har sat nye vinduer i og isoleret den bedre. Om sommeren bliver den hurtigt varm at sidde i, men så åbner de alle vinduer op og får luft og naturen helt indenfor.

I udestuen findes husets hovedindgang, så hjørnet her fungerer som en lille entré. Dørene fra udestuen har den originale, grønne farve, som Helle har fået forbud mod at male. For at kommoden passede perfekt ind i hjørnet, har Theis savet en skuffe af, så den er blevet lavere.

Brændeovnen er husets eneste varmekilde, så når familien bruger sommerhuset om vinteren, tager de en masse tæpper med, som de varmer sig med, til huset har nået en anstændig temperatur.

Parret var nødt til at male trinnet ned fra køkkenet sort, da alt var hvidt i hvidt, så mange overså trinnet. Sofahjørnet har fuld havudsigt, så om aftenen har fjernsynet skarp konkurrence af en smuk solnedgang over havet.

Bonderoser og jordbær er et must hos familien Nielsen om sommeren.

Familiens mange rejsefund er hængt op rundt omkring for altid at have de gode minder tæt på. Pinocchio her er for eksempel fundet på en rejse til Italien.

Et karlekammerskab i stuen gemmer på spil, perler, tegnegrej og et eldorado af andre fornødenheder til den aktive børnefamilie.

I midten af stuen har pigerne deres eget bord, hvor de kan tegne og spille og ikke behøver at pakke tingene væk, hver gang familien skal spise. Barstolene er fra Trævarefabrikernes Udsalg.

Det billige Ikea-badeværelse, der viste sig at være et rigtig godt køb. Stort set alt er fra serien ’Molger’.

I det lille soveværelse kunne der lige klemmes en indbygget dobbeltseng ind. Puden er fra Grønlykke.com, og det lilla sengetæppe har Helle fundet billigt.

Det store vindue mellem soveværelse og alrum har forvandlet hele sommerhuset til en lys og venlig oase. Den lille træstol af Wegner er en dåbsgave til Freja.

Æsken fra House Doctor og trækassen gemmer på de ting, der altid står i sommerhuset, så familien skal pakke så lidt som muligt til en kort weekendferie.

Til husets ene side ligger en fliseterrasse. Næste projekt er at bygge en træterrasse på den anden side.

Rummet er blevet mere lyst og venligt, efter at parret satte det store vindue i væggen til soveværelset. Vinduet fandt de hos et jysk nedbrydningsfirma, som ikke længere eksisterer.
