Her bor Andrea Larsson, 42 år, stylist og ejer af firmaet Andrea Larsson Interior, sammen med sin mand, Rasmus Larsson, 43 år, stifter og indehaver af designvirksomheden Design By Us, og deres tre børn: Sylvester, 16 år, Esmeralda, 14 år, og Bellis, 4 år. Sommerhuset på 120 m2 er fra 2004 og ligger i Liseleje.
Familien Larsson rejser længere i deres farveunivers end de fleste. Helt til grænsen – og så lidt over. Uden at se sig tilbage. Men det, der kunne være blevet en ukoordineret farveeksplosion, fungerer. Designerparret behersker nemlig kunsten at mikse, at få tingene til at se tilfældige ud på den helt rigtige måde. Som når et blomstret retrotapet møder pink perlemorsmosaikker. Eller et stramt, rødt køkken får modspil af multifarvede puder i patchwork.
„Jeg matcher aldrig farver, når jeg indretter vores hjem. I hvert fald ikke bevidst. Det sker kun, når jeg indretter for andre. Alligevel ender vores eget hjem altid med at gå op i en højere enhed. Selv om både Rasmus og jeg interesserer os for indretning, er vores boligstil ikke så ‘tænkt’. Vi er sådan lidt ‘billedet hænger, hvor sømmet er’-agtige,“ fortæller Andrea Larsson.
Hun er boligstylist og designer, kendt fra boligprogrammer på tv og indehaver af Andrea Larsson Interior og medejer af Reflections by Hugau / Larsson.
Familiens sommerhjem ligger i et af de ældre sommerhuskvarterer i Liseleje på den sjællandske nordkyst. Havet ligger 30 sekunders gåtur fra hoveddøren og kan ses fra gæsteannekset i haven.
Sommerhus i rå natur
Andrea og Rasmus har haft sommerhus i Liseleje siden 2001. Dengang købte de nabohuset, som de byggede ud og satte i stand. Efter et par år udstykkede de grunden, satte huset til salg og beholdt selv den nye matrikel. Nu ville Andrea og Rasmus nemlig selv bygge.
Næsten i bogstavelig forstand, for Rasmus har selv skabt huset her. Hans tanker kredsede om funktion, men havde også fokus på, hvordan hus og natur kunne smelte sammen. Derfor er det udvendige materiale mahognitræ, som naturligt glider ind i landskabet, mens store vindues-partier og glasdøre i alle soveværelser ophæver grænsen mellem ude og inde.
„Jeg kan i virkeligheden godt lide fornemmelsen af, at huset bare er dumpet ned i naturen. Haven var en gammel granskov, da vi begyndte på byggeriet, og det kan man se på græsset. Her er sandjord, så der kan højst gro en lavendel, og det begrænser havearbejdet. Krydderurter og lignende må vokse i krukker,“ forklarer Andrea.
Terrassen, der ligesom facaden er i mahogni, løber rundt om halvdelen af huset. Det danske sommervejr er alsidigt, så derfor er terrassen bygget med mulighed for at bruge den på forskellig vis.
„Her skal først og fremmest være hyggeligt. Her skal være gode områder morgen, middag og aften. I et sommerhus rykker man jo ofte rundt efter solen – eller efter skygge, hvis dagene er meget varme.“ Familien Larsson har lagt vægt på, at det her er et feriehus, hvor afslapning er en prioritet. Her skal være nemt at rykke ind og nemt at forlade igen.
„Vi bruger huset året rundt. Om sommeren er vi kun ude – om vinteren er vi kun inde, hygger og ser film. Det er et helt andet hus, når vi er her i de kolde måneder. Og det er vildt fedt at holde jul her,“ fortæller Andrea.
Et stort familierum, hvor alle kan være sammen og alligevel lave hver sit, skaber ro. Sofaen er en ældre model fra firmaet Sofa, og den bliver skiftet ud, når datteren Bellis er lidt større, og indtil da er den dækket af håndlavede indiske tæpper, der er købt i England og bliver forhandlet af Andrea. Det samme gælder sofapuderne i Libertystoffer. Det røde maleri mellem de store vinduespartier er malet af Maria Marstrand. ‘Skinny Bitch’-lænestolen er fra Design By Us, mens gulvlampen er ‘Mega Anglepoise’.