Instagrams mest hypede sommerhus gemmer på en "girly Morten Korch"-overraskelse

Udefra ligner det måske alle andre, men lad dig ikke snyde - indeni er det helt sit eget!

Danmarks smukkeste sommerhus
© @detlillesorte

I Blokhus bare 600 meter fra havet ligger et lille sort sommerhus, der på kort tid har fået næsten 9.000 følgere på Instagram med profilen @detlillesorte, og som for længst er booket for sommeren. Det kan nemlig lejes. Og det har blandt andet flere større Instagrammere valgt at gøre, hvorfor det nu florerer overalt i vores feed.

Husets ejer, Sussie Frank, mener sommerhusets popularitet skyldes, at indretningen og farverne er helt unikke. Her får loppefund, mønstre og materialer nemlig lov til at lege. Alt er valgt med kærlighed til pasteller. Det er vovet og ualmindeligt og placeret på en baggrund af omtrent tusind liter maling i fine pasteller.

© @detlillesorte

Man skulle ikke tro, at der inde bag de sorte planker gemmer sig en pastelbombe med søde detaljer. Men dét gør der!

© @detlillesorte

Et mindre skab i et indhak i køkkenet er blevet erstattet med åbne hylder, hvor der er plads til opbevaring af alt det nødvendige.

© @detlillesorte

Det runde spisebord fra Hay, er her sat sammen med hvide lette stole, der kom med huset. Den flotte keramikskål er faktisk en lampe fra 60'erne, der er blevet vendt på hovedet. På bordet pynter også det fine lys fra @lerubiscph.

Hvorfor tror du dit sommerhus er blevet så populært?

Grundet farvevalget. Alt er valgt med kærlighed til pasteller, lidt vovet og ualmindeligt. Du finder sjældent et sommerhus med farvede trævægge, så det var min mission at lave det til en pastelhytte indeni og sort udenpå.

Hvorfor valgte du at udleje dit sommerhus gennem instagram?

Fordi husets gæster godt må være kræsne, og have en interesse i bolig. Typisk er dem, der følger profilen, vilde med indretning, pasteller eller er bare gør det selv-folk.

Hvordan vil du beskrive stilen i sommerhuset?

Et girly Morten Korch. Hyggeligt, slow living og pastelidyl.

© @detlillesorte

Det lille soveværelse er let og luftigt med den rolige vægfarve 'Desert Dune' fra Dyrup. Printet til venstre er købt på et loppemarked i Paris, og det til højre er fra taisho.dk. Sengetøjet er fra Juna Design.

Hvad er det vigtigste, du tænker over, når du skal i gang med at indrette?

Synergien og den røde tråd.

Hvordan vælger du væg/gulv farver, når du begynder på et nyt rum?

Jeg har taget udgangspunkt i gulvet, som skulle have farve som havet. Vi er jo tæt på stranden, og så skulle pastellerne på væggene egentligt bare komplimentere hindanden fra rum til rum. Tekstilerne og billederne har så bundet det hele sammen i hvert rum.

© @detlillesorte

Inde i stuen er væggene malet med 'Lazy Summer' fra Dyrup. Vægtæppet tilføjer hygge til stuen, og er fra @jouquilts. Skænken stod i huest ved overtagelse, og kurven er et loppefund. Kurvestolen er fra IKEA (men er ikke længere i sortiment i Danmark).

© @detlillesorte

*Kurvesofaen var oprindeligt brun, men er blevet sprøjtemalet til en lysere farve. Sofabordet er fra Hay.*

Hvad synes du er den største misforståelse, når det gælder indretning?

Når der ikke er personlighed i boligen, så bliver det simpelthen for koldt. Samtidigt kan en for overtænkt indretning faktisk ofte blive kikset.

Hvem/hvad inspirerer dig, når du skal indrette dit sommerhus?

Jeg bliver ofte inspireret via et mønster eller et tekstil i print. Derudover bliver jeg inspireret igennem instagram, hvor @celinehallas og @lisbethbeckmortensen og @helene_rebelo er store inspirationskilder. De er ikke bange for farver og farvemiks.

© @detlillesorte

Annekset giver plads til flere sovende. Også her bliver der mikset med mønstre og farver. Sengetæpperne er fra Hay. Printet til højre er fra Can Family, og det til højre er fra Hein Studio. På skammelen fra IKEA står en lampe med en skærm fra Hay, og foden er loppefund.

© @detlillesorte

Væggene i annekset er malet med farven 'Ridderspore' fra Dyrup.

Hvad er du allermest tilfreds med/stolt af i dit sommerhus?

Det må være farvemikset. Selvom der er mange farver, virker det stadig harmonisk og blidt.

Hvad får du flest kommentarer for i dit sommerhus?

Den lyserøde stue. Den er så let og har lys fra alle vinduer omkring stuen. Folk er så søde til at komplimentere. Det betyder mere end de aner.

Hvad er det næste, du vil kaste dig over i sommerhuset?

Vi skal have lavet træterrasse omkring huset.

PSSST! Glæd dig til at se Sussies sommerhus i fuldt flor i næste nummer af Bolig Magasinet, der er ude d. 4. juni.