Pernille troede ikke sine egne ører, da hun hørte om gratis kolonihaver
Men den var god nok! Og Pernille har i dag fået præcis det kolonihavehus hun drømte om med buet tag og udtryk som en togvogn. Kom med indenfor.
Artiklen blev første gang bragt i Bolig Magasinet i 2015
Gratis kolonihaver? Pernille Pedersen troede ikke sine egne ører, da hun ved sine forældres årlige vejfest hørte om gratis kolonihaver.
Hun havde det seneste år brugt masser af tid på at trawle boligannoncer igennem og skrive sig på ventelister til en kolonihave i Københavnsområdet.
For hun drømte om et sted, som hun kunne slippe væk til i sommermånederne, når lejligheden i byen blev for lille og varm. Men priserne var og er skyhøje. Så gratis kolonihavegrunde lød for godt til at være sandt.
- Grundene var ganske rigtigt gratis, men så let var det alligevel ikke, for jeg var ikke skrevet op, og der var blevet sendt breve ud til folk på listen. Så det nyttede ikke noget, da jeg troppede op på Kolonihaveforbundets kontor. Men der var flere fra listen, der ikke havde henvendt sig. Og pludselig stod jeg med en tegning over kolonihaven og skulle vælge min helt egen grund, fortæller hun.
Pernille valgte en højtliggende have i den del af foreningen, der grænser op til den ældre naboforening. Ren pløremark. Men det var Pernilles pløremark.
Hun brugte efteråret på at tegne kolonihavehuset – i tæt samarbejde med sin far, som tidligere har bygget to sommerhuse med sine handy hænder. Og Pernille vidste fra begyndelsen, hvad hun ville have:
- Jeg havde flere år forinden set en boligreportage fra en gammel togvogn, der havde buet tag, og det ville jeg også have. Det var min far godt nok ikke med på, for det var alt for besværligt. Men jeg holdt fast. Huset skulle have buet tag, ellers lignede det jo ikke en togvogn, fortæller hun og griner.
Ægte nybygger i vintervejr
Pernille fik sin vilje, og den dag byggetilladelsen kom, gik Pernille og hendes forældre i gang med at grave fundament ud. I frostgrader. Med skovl og spade.
- Jeg var utålmodig. Det var december, og vi måtte lægge rockwool over det jord, vi skulle grave næste dag, så det kunne tø op. Jeg havde ikke så mange penge, og min far, der var økonomiminister under byggeriet, sagde, at vi skulle grave ud i hånden – for det var billigst, fortæller hun.
Weekender og ferier blev taget i brug for at skabe Pernilles sommerlykke, og samtidig skød der nabohuse frem om ørerne på dem i den nystartede kolonihaveforening. Nogle kom nærmest over natten, mens andre, som Pernille, i ægte nybyggerånd selv stod for alle ideer, klunsede gamle vinduer og byggematerialer og udtænkte snedige og kreative løsninger. Halvandet år efter det første spadestik kunne Pernille rykke ind. Regningen for hele molevitten er ikke gjort helt op endnu, men hun skyder på cirka 250.000 kroner i alt. Heldigvis matcher virkeligheden de sommerdrømme, Pernille havde.
- Det har været så spændende at se det her lille hus vokse frem, og jeg kan blive helt rørt over, at det lykkedes at få det til at blive, lige som jeg vil have det. Det ligner jo en gammel togvogn, fortæller hun.
Siden er kæresten Anders kommet til, og han nyder nu frugterne af alt Pernilles hårde byggearbejde – sammen med Pernille og deres lille nyfødte søn, Viktor. En ny generation i kolonihaveforeningens fineste togvogn.

Sammen med terrassen er baren i det lille, vellykkede køkken et af de steder, hvor alle samles – både husets beboere og gæster. Køkkenet er bygget op i gasbeton og beklædt med firkantede fliser fra Silvan, mens de markante, brune glasfliser på væggen er en rest fra Pernilles tid i Ikea. Trækasserne har Pernille selv bygget, mens fletkurvene er fra Butik Arhøj. Barstolen i metal er fundet på dba.dk, mens barstolen i træ stod og gemte sig på Pernilles forældres loft.
TIP Har du opbevaringskasser stående på gulvet under et skab eller hylder? Sæt hjul på, så du nemmere kan trække dem ud.

Hængeuret i gammel stationsstil er med til at understrege husets togvognsinspiration – uret er fra Jysk. Hylden har Pernille lavet af et bejdset bræt og hyldeknægte fra Silvan. Pendel fra Muuto og brun vase fra Notre Dame, mens bogstavet er fundet på havnen.
TIP Du kan finde gamle fabriks- og stationsure på genbyg.dk – husk at tjekke, om de virker!

Sofaen er fra Bolia, og sofabordet på hjul har Pernille designet og lavet, mens gulvløberen er fra Butik Arhøj. Puderne i sofaen har Pernille selv syet, mens den prikkede plaid er fra Afro Art. Gulvlampen er Pernilles eget design.
TIP Forlæng sæsonen i kolonihaven ved at lægge gulvvarme. Gulvet her er støbt i selvnivellerende beton fra Stark.

De brune nuancer er overalt i kolonihaven – i naturmaterialer og loppemarkedskeramik.

Brede dobbeltdøre giver en sømfri overgang mellem inde og ude og mellem betongulv og træterrasse. Samtidig lader de lyset strømme ind i ‘togvognen’ – ikke mindst takket være de lette, transparente gardiner.

3 tips til Pernilles kolonihavestil
· Bland gamle og nye møbler, gerne møbler med historie, eksempelvis fra familiens gemmer eller loft.
· Miks forskellige overflader, som komplementerer hinanden, fx varmt træ og læder mod råt metal og beton. Hold dig inden for samme farveskala, så det er materialerne, der giver noget at se på.
· Kig efter gamle byggematerialer og vinduer på dba.dk eller genbyg.dk – her får du en masse sjæl foræret og sparer samtidig på budgettet.

Stilen på den 30 m2 store terrasse udenfor hænger fint sammen med indretningen i selve huset. Terrassen er lagt med fyrretræ, der er malet med nøddefarvet træolie. Pallebordet er hjemmelavet, mens parasollen er fra Harald Nyborg.

Så snart vejret er til det, rykker den lille familie udenfor, så det var helt naturligt for Pernille at bygge et udekøkken. Bordpladen er støbt i samme beton som husets gulv, og det rustikke look er ført hele vejen igennem med gamle frugtkasser, der holder på køkkenredskaber og andet grej. Flet- og trådkurve i stil med Pernille og Anders’ fås hos House Doctor.

I det rustikke udekøkken er det også oplagt at lade krydderurter og keramik stå fremme – både den beige keramikkande og kopperne er fundet på loppemarkeder.

Pernille elsker at finde retro-keramik på loppemarkeder – og har et godt øje for nuancer, der matcher.

De sorte træmøbler på terrassen afspejler godt stilen indenfor. Pernille har selv bygget møblerne, så de passer til læderhynderne fra gamle Børge Mogensen-sofaer.

Tæt på Pernille Pedersen
Hvad er dit favoritsted i kolonien? Køkken-alrummet er blevet rigtig godt. Det er småt, men det fungerer, og vi føler, vi er sammen hele tiden. Vi er her jo mest om som- meren, hvor vi spiser ude – og hvis ikke vi kan det, så har vi baren.
Hvordan vil du beskrive din stil? Jeg kan godt lide at få ideer og lave ting til hjemmet selv. Jeg er vild med gamle møbler og ting, som har en historie. Nogle gange sætter jeg mit eget præg på dem, fx med nyt stof eller maling, hvis de farvemæssigt ikke lige passer ind i boligen. Så min stil må være et dy- namisk miks af gammelt, DIY og nyt.
Hvad er dit bedste indretningstip? Få styr på den røde tråd, inden du går i gang med indretningen. Så ved du, hvilken retning du vil gå.
Hvad er du mest glad for? Køkkenbaren. Når pladsen er trang, er barløsningen optimal, da den bliver brugt til mange ting. Vi laver mad og skærer grøntsager her, spiser her og har gæster siddende ved den, mens vi laver mad. Derudover er der indbygget opbevaringsplads og opvaskemaskine nedenunder. Vi har også beklædt bordpladen med voksdug. Den er en nem og billig løsning, som også gør det let at skifte køkkenets udtryk.
Hvad afspejler tydeligst din personlighed? Min standerlampe, som jeg selv har designet og lavet. Foden er af olieret egetræ, og lampeskærmen er beklædt med stof.
Hvad er dit bedste DIY-tip? Mit sofabord, som jeg har sat hjul på og lakeret med mat lak. Det er et projekt, som er enkelt at gå til for de fleste. Jeg føler, jeg får lidt af naturen ind i boligen, og så er bordet nemt at flytte rundt.
