Forestillingen om, at lejligheder oppe under taget er små klaustrofobiske hybler, bliver gjort til skamme efter et besøg hos Maaria og Daniel. Deres taglejlighed er nemlig en af den slags boliger, de fleste drømmer om: store lyse rum, fritlagte bjælker og et miks af moderne istandsættelse og gammel charme.
Lejligheden ligger i det hippe område af Stockholm, der hedder Södermalm. Det var oprindelig et gammelt loft, men arkitekterne Frigren & Sahlstrand, der har specialiseret sig i istandsættelse af gamle loftrum, forvandlede de 100 kvadratmeter til en luksusbolig med fokus på åben planløsning, gennemførte detaljer og gode gedigne materialer.
„Ægtheden i materialevalget og de fine detaljer var det, vi faldt for. Hverken placeringen i Södermalm eller taglejligheder havde stået øverst på vores ønskeliste," fortæller Maaria.
Det gjorde til gengæld en åben planløsning og lyse rum. Maaria og Daniel har ofte mange gæster, og i de store rum er der plads til et helt kuld gæster på en gang, uden at nogen slår hovedet på de skrå vægge. Og som en ekstra bonus sikrer køkken og stue i ét, at sovsen ikke koger på i gryderne, mens man snakker med vennerne.
„Atmosfæren her er meget indbydende og afslappende. Det er en virkelig social lejlighed," siger Maaria.
Indretning uden slinger
Selve indretningen af lejligheden kan arkitekterne ikke tage æren for. Her har parret selv været på banen, og det er med sikker hånd, de har indrettet deres nye hjem.
Der er tænkt mange tanker om valg af interiør. Enkelte røde og pink strejf fanger øjet, når man kigger gennem lejligheden. Ellers er farvevalget konsekvent som i en sorthvid film, og kun i mønstrene har parret skejet ud. Abstrakte mønstre er mikset med striber og blomster, ja selv letterne på parrets dalmatinerhund, Lara, er blevet en del af indretningen i Maaria og Daniels taglejlighed.
Foto: Takket være den åbne planløsning kommer man fra entreen direkte ind i det lyse køkken og spisestue. Bordet ’Sandra’ er designet af Thomas Sandell for Asplund, stolene er af Alfredo Häberli for Alias og barnestolen fra Ikea. De hvide ’Carravagio’-lamper er designet af Cecilie Manz for Lightyears. Om hunden eller indretningen kom først er uvist, men i dag smelter de i hvert fald sammen.