1 million har set Ida sætte fliser op i køkkenet – selvom idéen ikke er ny, så er den GOD!

Tanken var, at det lyse, nordiske køkken skulle have tilføjet noget kapow på farvefronten, så det ikke blev for blegt. Resultatet har overrasket både Ida og resten af Instagram. Få hendes guide her.

Ida Lundsteen / @indtaenk

I halvandet år har Ida Lundsteen og husbond Edward været i gang med at renovere familiens lille hus med fokus på at udnytte pladsen bedst muligt og tilføje smarte funktioner og sjove detaljer.

En af de sjove detaljer har Ida lavet en DIY-video om på Instagram, og i skrivende stund har mere end 1,3 millioner set den.

Den virale idé centrerer sig om noget så sexet som at tilføje fugemasse til nyopsatte fliser – ikke nødvendigvis noget nyt under solen. Årsagen til det virale hit skal derimod findes i fugens farve, der absolut ikke er den klassiske grå.

– Vi ville gerne vælge en farve, hvor man ikke var i tvivl om, hvorvidt der var en farve i fugerne. Vi ønskede, at den sprang i øjnene som det første, når man så køkkenet. Og det gør den!, fortæller Ida.

“Det giver så meget glæde at komme ind i køkkenet nu”

Idéen opstod ud fra et ønske om at give det lyse, nordiske køkken med hvid bordplade og lyse birketræsfronter lidt kant, da Ida var bange for, at det skulle blive for blegt.

Der var behov for et farveindspark, som skulle skabe blikfang – og med inspiration fra Pinterest faldt valget på fugerne rundt om de råhvide fliser.

– Vi ville gerne være lidt modige med farven, og straks da vi så den gule farve, vidste vi, at det skulle være den, forklarer Ida.

Og folk er VILDE med de gule fuger.

– Der er overraskende mange, som er positive over det, fortæller Ida og fortsætter: Flere har siden sagt, at de tænkte, at det var en dårlig ide, inden jeg gik i gang – men at de blev meget overraskede, da de så resultatet.

Og spørger man Ida om et tip til andre, der overvejer at lege med farverne på fugerne, lyder svaret:

– GØR DET! Mange har en tendens til at vælge brunlige, grålige eller sorte fuger, men det er super sjovt at prøve noget, som er helt anderledes – og det giver så meget glæde at komme ind i køkkenet med de farvede fuger.

PSSST! Glæd dig til at se resten af Idas køkken, hvor hun selv har lavet fronterne, på Boligmagasinet.dk i slutningen af august.

Gør Ida Lundsteen kunsten efter med farvede fuger

Er du selv blevet hooked på tanken om farvede fuger mellem dine fliser?

Det skal du bruge

  • Opsatte fliser uden fuge omkring (hvis du vil tilføje farvet fuge til dine gamle fliser, er du nødt til at fjerne den gamle fuge først)
  • Fugeblanding i din yndlingsfarve
  • Spand + omrører
  • Gummispartel
  • Skumgummisvamp

Sådan gør du

  1. Blandt fugemassen op i vand som anvist på pakken – rør godt rundt
  2. Fordel fugemassen over fliserne med gummispartelen, og husk at få massen ned mellem fliserne
  3. Lad fugen sidde lidt tid (følg vejledning for hærde-/tørretid på pakken)
  4. Når fugen har sat sig, men ikke hærdet helt, vasker du forsigtigt den overskydende fuge af fliserne med en svamp og MASSER af vand
  5. Voilá – nyd nu dine smukke, farvede fuger!
© Ida Lundsteen / @indtaenk