6 idéer til smuk stilren kunst, du selv kan skabe til væggene derhjemme

Mangler du inspiration til dit næste DIY-projekt? Vi har samlet seks idéer fra vores evige inspirationskilde, Instagram, til hjemmetlavet vægkunst, du nemt kan kaste dig over - og som du rent faktisk gerne vil have hængende.

Christine Delmar
Christine Delmar

Det er svært at scrolle gennem Instagram, uden at støde på fine idéer, der gør det let at være kreativ, når hjemmet skal have en opdatering.

Og i øjeblikket er det især hjemmelavede kunstværker, der fylder i feeded.

De mange fine eksempler og dertil nemme guides, vi er stødt på, giver os straks lyst til at gå i gang med et nyt DIY-projekt. Og hvad er bedre end selv at kunne tage æren for hjemmets fineste værk?

Vi har samlet 6 fine eksempler på hjemmelavede kunstværker, som er nemme at gå til - og hvor materialerne er let tilgængelige og indenfor et overskueligt budget.

1. Draperet kunstværk

Inden du smider dit gamle lagen (eller et andet stykke stof) ud, så overvej om det ikke skal blive til dit nye kunstværk i stedet.

Dypper du stoffet i spartelmasse, kan du forme det ovenpå et lærred, så det får et fint og organisk udtryk.

Det skal du bruge

  • Lærred
  • Spartel
  • Tyndt stof (gerne et sengelagen)
  • Skål
  • Målebæger
  • Pind til at blande materialerne
  • Handsker
  • Hæftepistol
  • Stoflim
  • Hårtørrer
  • Akryllak

Sådan gør du

  1. Bland to dele spartelmasse med en del vand i stuetemperatur (du skal være hurtig, da blandingen vil størkne inden for 20 minutter).
  2. Når blandingen er jævn og uden klumper, dypper du stoffet i blandingen. Sørg for, at alt stoffet er dækket.
  3. Placer nu dit stof på lærredet, og form det, som du vil have det.
  4. Glat stoffet ud nogle steder, så det limer sig fast til lærredet, når det tørre (hvis du vil være ekstra sikker på, at stoffet sidder fast, kan du tilføje stoflim direkte på lærredet, inden du lægger stoffet på).
  5. Hæft stoffet fast på lærredet bag, før det tørrer helt.
  6. Blæs på lærredet med en hårtørrer på lav varme i ca. 10 minutter, og sæt derefter lærredet til at tørre i 24-48 timer.
  7. Når lærredet er helt tør, skal du påføre akryllakken, som forsejler spartlen og stoffet.
  8. Hæng nu dit nye kunstværk op på væggen.

2. Fra afskæringer til kunstværk

Drømmer du om et værk, der er mere skulpturelt i udtrykket og med 3D-effekt? Så kan du fx lave et kunstværk af MDF-plader.

Denne idé er også oplagt, hvis du fx tidligere har været i gang med et andet DIY-projekt, hvor du har nogle MDF-rester i overskud.

Det kræver få materialer at opdanne resterne til flot kunst, og du bestemmer selv, hvor mange lag MDF du vil bruge - og du kan derfor komme langt med lidt MDF.

Det skal du bruge

  • MDF-plader
  • Trælim
  • Stiksav
  • Maling

Sådan gør du

  1. Skær et stykke MDF i den størrelse, du gerne vil have baggrund/rammen til at være.
  2. Tegn derefter en skabelon til de former, du gerne vil have, på en anden MDF-plade.
  3. Skær MDF-stykkerne ud efter tegningerne.
  4. Slib kanterne, så der ikke er nogle splinter.
  5. Mal pladerne i din yndlingsfarve, og lad dem tørre.
  6. Læg et tyndt lag lim bapå de forskellige stykker og og placer ovenpå baggrundspladen i lag.
  7. Lad limen tørre.
  8. Som afslutning kan du evt. sætte en ramme rundt om værket.

3. DIY-værk i ler

Ler er oplagt til mange forskellige DIYs - og selvfølgelig også til vægkunst.

Stort, småt. Rundt, firkantet. Mulighederne er mange, og det er kun fantasien, der sætter grænser for udtrykket.

Det skal du bruge

  • Saks
  • Pap
  • Lufttørende modelleringsler
  • Sandpapir
  • Spraymaling
  • Pensel
  • Akryllak
  • Kagerulle

Sådan gør du

  1. Rul leret ud med kagerullen, til det er tyndt og let at forme.
  2. Klip pappet til en cirkel (eller den form, du gerne vil have, værket får).
  3. Placer leret oven på pappet, og lav folderne på den måde, du ønsker.
  4. Når leret er tørt, skal det slibes, så det får en glat overflade.
  5. Brug efterfølgende penslen til at fordele akryllakken over leret.
  6. Når akryllakken er tør, kan du spraymale leret i den farve, du foretrækker.
  7. Og WUPTI! Så har du et flot DIY-værk til væggen.

4. Organisk kunst af spartelmasse

Værker af spartel er den version af hjemmelavet kunst, som vi oftest støder på.

Og det giver god mening at spartelmasse er et populært DIY-marterie - du kan nemlig nemt forme den, så dit kunstværk får lige det udtryk, du drømmer om.

Det skal du bruge

  • Spartelmasse (du kan også bruge modelleringsgips)
  • Lærred
  • Handsker
  • Evt. tandspartel, malerknive, svamp eller andet, der kan give spartlen struktur
  • Maling
  • Pensel

Sådan gør du

  1. Start med at fordel spartlen (eller modelleringsgipsen) på dit lærred.
  2. Giv derefter spartlen struktur, så det får det udtryk, du gerne vil have. Her kan du fx bruge en tandspartel.
  3. Når spartlen er tør, er det kan til at blive malet.
  4. Når malingen er tør, kan du hænge dit nye værk op på væggen.

5. Bølgepap i lag

Bølgepap må være en af de nemmeste veje til hjemmelavede kunstværker - det kræver nemlig hverken specielt værktøj eller meget tørretid.

Stykkerne kan du skære i lige de former og størrelser, du gerne vil, så værket får det udtryk, du drømmer om.

Det skal du bruge

  • Ramme
  • Saks
  • Bølgepap
  • Limpistol

Sådan gør du

  1. Start med at lim et stort stykke bølgepap på rammens baggrund, så hele baggrunden er dækket.
  2. Klip derefter stykker af bølgepappen i forskellige former og lim dem på baggrunden der, hvor du ønsker og i så mange lag, du vil.
  3. Lad limen tørre og sæt derefter billedet i rammen.

6. Fin DIY af jutegarn

Har du ikke mod på at kaste dig ud i at lege med fx spartel eller ler, så har jutegarnet vist sig også at være et oplagt materiale til DIY-kunst.

Jutegarnet er et billigt og let tilgængeligt materiale - og måske du endda har lidt rester liggende fx fra sidste års julegaveindpakning, som du også kan bruge.

Mulighederne for udtrykket med jute garnet er mange. Sno fx garnet tæt, så det dækker hele baggrunden, eller mal baggrunden i en fin farve og lad dele af den være synlig mellem garnet.

Det skal du bruge

  • Et stort stykke pap, du kan bruge som baggrund
  • Et mindre stykke pap (skal værre minimum lidt større en halvdelen af det store stykke pap)
  • Jutegarn
  • Saks
  • Limpistol

Sådan gør du

  1. Start med at sno garnet om det lille stykke pap, indtil det har den bredde, du gerne vil have.
  2. Lim enden fast med limpistolen, så limen dækker alle snorene. Når limen er tør, klipper du snorene over, så de stadig holdes sammen i den ene ende.
  3. Lim nu banen af snore på det store stykke pap. Det gør du ved at lime hver ende af banen på med limpistolen bagpå pappet.
  4. Gentag nu ovenstående proces, hvor du både limer banerne på både lodret og vandret og fletter dem ind mellem hinanden, indtil du har dækket så meget af baggrunden, du gerne vil.
  5. Lim evt. afslutningsvis nogle baner mindre stramt på, for et mere løst og spraglet udtryk.