7 fine projekter af garn, du skal hygge med dette efterår

Garn egner sig til meget andet end efterårsstrik! Giv dig i kast med et lille projekt, der tilfører lidt botanisk magi til indretningen.

Hæklet livagtig blomsterranke
© Getty Images

I stedet for kun at hænge billeder og plakater op som pynt, kan du også hækle eller strikke fine blomster og blade og bruge som dekoration.

En blomsterranke eller enkelte efterårsblade kan bruges igen og igen, når du dækker bord, skal arrangere billedvæggen eller vil tilføre ekstra fin hygge på børneværelset.

Find din favoritidé og sæt i gang!

Strik dig til efterårshygge

De efterårsagtige blade er strikkede og leder tankerne hen på varm kakao og sofahygge. Den bløde uld i dæmpede farver er smuk og behagelige at se på og oplagt på børneværelset, der er indrettet i sarte, nostalgiske toner.

Hæklet romantik

Lyse blomster og grønne blade, der emmer af romantik og sensommerfest i sommerhuset. Den hæklede ranke vil være smuk som bordpynt eller stemningsgivende i havens træer i selskab med lanterner.

Fin finish med broderigarn

Brug finere garn som broderigarn eller mercericeret bomuld og få den fine delikate finish på dit hæklearbejde. Bladene her vil være smukke i en glasramme på væggen.

Hiv skoven ind i børneværelset

Disse blade i brændte nuancer er oplagt som ranke til børneværelset. Måske har du en tremmeseng eller et skab som kunne udsmykkes med bladene her.

Dæk op med blade

Understreg et autentisk udtryk ved at bruge uld i naturlige farver. Kombiner dem med grankogler eller agern og sæt dit personlige præg på efterårets borddækning.

TIP Brug dine rester til at lave disse små strikkede blade.

Overdådige blomsterklaser

Lav en masse af disse fine blomster og sæt dem sammen som klaser og hæng op på væggen eller ned fra loftet. Du kan lave dine blomster i flere nuancer af samme farve, så der kommer liv i klaserne.

Æstetisk bregne

Denne smukke, enkle bregne er kunst i sig selv! Lad den stråle som eneste botanisk indslag eller lad den blende ind i din indretning fyldt med grønne planter.