7 søde idéer: Brug dåser fra modermælkserstatning i indretningen
Har du en lille derhjemme, der får modermælkserstatning, ved du også, at det kan blive til en stor samling af tomme dåser på kort tid. Udnyt chancen!
Sådan ser de ud.
Ikke særligt kønne og ikke umiddelbart noget, der fortjener udstilling.
Men med lidt kreativitet kan du trylle praktisk og skøn opbevaring ud af de store dåser, som endda er udstyret med låg, der er nemme at tage af og på (i modsætning til toppen på flåede tomater!).
Og vi er bestemt ikke de første til at få idéen. I er mange derude, der allerede har kastet jer ud i et kreaprojekt med MME-bøtterne som omdrejningspunkt. Nogle har skabt opbevaring til børnenes tegnegrej og andre har lavet søde krukker til planter.
Her kan du se nogle af vores favoritter:
Til nips og hårting
Beklæd dåserne med tapet, du synes særligt godt om, så bøtterne får et ensformigt og elegant udtryk, der passer til din indretning. Du kan stille dem på badeværelset med hårspænder i eller bruge dem til kreating, der skal holdes lidt styr på - mulighederne er mange.
Her har Kristina B Jendig pyntet dåserne med print af træer og stillet dem på datterens hylde.
Pony med plads til det meste
Maria L. Jensen har kreeret disse fine bøtter med plads til døtrenes nips. Først er de blevet malet med akrylmaling og herefter er ansigterne og detaljerne tegnet med poscatuscher.
Idéen kan nemt overføres til andre tegneseriehelte og er også allerede set i adskillige versioner som Batman og Lego.
Punktum, punktum, komma, streg...
Er du ikke lige så ivrig efter at male adskillige detaljer på dåserne, kan du også vælge at gøre som Rikke Stroyer Jacobsen eller Janni Christensen, der har malet deres dåser i én farve og herefter tegnet simple, men søde ansigter på dem, så de blender ind i indretningen.
TIP Brug kalkmaling, hvis du gerne vil have et mat udtryk på det endelige resultat.
Op og slå på tromme
Har du nogensinde prøvet at tromme på låget af en af bøtterne ved du også, at det giver en herlig lyd! Brug den og lav en tromme til junior. Mal først hele dåsen, skær to cirkler af stof, der er tre-fire centimeter bredere i diameteren end dåsen og monter stoffet med snore. Nemt og super sødt!
Det oplagte urtepotteskjul
Det er ikke kun i indretningen i børnehøjde, de rummelige dåser kan bruges. Gør fx som Vibeke Nørgaard, der har malet bøtterne sorte og hængt dem op i snore med træperler som hængende urtepotter (husk lecakugler i bunden, så vandet kan løbe fra jorden) eller bank et par huller i bunden med et stort søm, mal dem og stil dem på en underskål, som med traditionelle urtepotter.
Bløde pakker, der kan opfylde de fleste ønsker
I stedet for at male dåserne kan du også vælge at beklæde dem med stof. Det kan være jute som her eller fx voksdug, hvis du har brug for at de er til at tørre over med en klud. Indhyllet i stof egner de sig fortsat til en bred vifte af formål; køkkenredskaber, tegnegrej, nips, værktøj, makeup.
Kunstfærdig vægopbevaring
Ingen vil tænke over, at det faktisk er dåser, der hænger på din væg, hvis du efteraber denne tjekkede idé. Skal det være endnu mere gennemført, så mal dem i samme farve som væggen. Den perfekte idé til entréen, hvor der er behov for at finde plads til utallige småting som nøgler, vanter og endda sko.
Lysende lanterner på mindste budget
Når mørket raser udenfor er det skønt at kaste lidt stemningsfuldt lys over land og naturligvis kommer tomme MME-dåser dig også til undsætning her!
Brug hammer og søm til at skabe et fint mønster, som lyset fra et fyrfadslys kan skinne igennem. Læg dåsen på et blød underlag, så den ikke får skrammer eller buler, når du banker dit mønster. Desuden er det en god idé at tegne mønstret med prikker på et papir, som du klistrer på dåsen, så du kan lave hullerne efter det.
Fabelagtige lampeskærme
Sidste idé er at transformere de robuste bøtter om til lampeskærme. De fungerer både uden og med udskæringer. Giv dem en gang maling, og så er du næsten i mål. Brug dem både til bordlamper og pendler.