Æg i skyer: Avocadomaden er blevet erstattet som fotogen, sund morgenmadsfavorit

Vi har nok ikke set det sidste til avocadomaden, men der er også plads til andet på din tallerken. Og det hedder æg i skyer og er både lækre og luftige.

© PureWow

Scrambled, smilende, pocheret og mange andre måder. Æg spises i utallige varianter fra kogte til rå, og nu findes der endnu en måde, du kan føje til dit repertoire.

Lav lækre, luftige æg i skyer

Æg i skyer er en florlet og luftig måde at servere æg på, som ikke kræver de store kundskaber i et køkken, men som garanteret vil vække mere opsigt ved brunchbordet end den traditionelle omgang scrambled.

Fordelen ved retten her er desuden, at du, selvom æggene er portionsanrettede, nemt kan lave til mange af gangen (et æg bliver til én sky med blomme).

Fremgangsmåde

  • Fidusen bag den smilende blomme, som putter sig på en fluffy sky af hvider, er at tage blommen fra først for herefter at piske hviden stiv.
  • Tilsæt evt. lidt revet parmesan, noget ristet bacon eller andet, du elsker til dine æg og krydr med salt og peber.
  • Skummen anrettes i små skyer på en bageplade med bagepapir, og du former en lille fordybning til blommen med en ske.
  • Giv dem en tur i ovnen ved 175-200 grader, til de er let gyldne. Det tager ca. 3-5 minutter afhængigt af din ovns temperament.
  • Tag dem ud og tilsæt en blomme i hver "rede" og sæt dem tilbage i ovnen til de nu er lækkert gyldne og blommen har sat sig en smule, som den gør i et blødkogt æg.
  • Husk at holde øje. Pludselig kan det gå stærkt, og det er kun et spørgsmål om minutter.
  • Klip lidt purløg over og server!

Det er da en anderledes fin måde at servere æg på, ikk?